Spring navigation over
Forside/Skab værktøjer til bedre sprog og tekster/Giv forskellige typer anvisninger

Giv forskellige typer anvisninger

Du bør både give abstrakte og konkrete anvisninger.

Giv forskellige anvisninger

Et sprogprojektet skal ikke bare være en kritik af det ”gamle” sprog og de ”gamle” tekster. Medarbejderne skal også blive klar over hvad de skal gøre i stedet for. For at sikre sig at de forstår hvad der skal ændres, bør man give både abstrakte og konkrete anvisninger.

Abstrakte og konkrete anvisninger

Abstrakte anvisninger kan fx være at sprog og tekster skal være ”forståelige”, ”imødekommende”, ”tidssvarende” og ”i overensstemmelse med vores værdier”.

Konkrete anvisninger kan fx være at man skal erstatte fagord med andre ord, eller at man skal være opmærksom på hvordan man bruger passiv.

Brug abstrakte anvisninger som mål og pejlemærker

Abstrakte anvisninger er gode overordnede mål og pejlemærker for hele projektet.

Hovedformålet med et sprogprojekt bør ikke være at få medarbejderne til at bruge passiv med omtanke eller begrænse brugen af fagord – den slags bestræbelser giver kun mening fordi man ønsker at opnå noget andet, fx at gøre organisationens tekster mere forståelige og imødekommende.

Det skal ikke være op til den enkelte skribent at udtænke hvad det vil sige at skrive ”forståeligt” og ”imødekommende”. Det kunne ende med at organisationens tekster bliver meget uensartede fordi alle har forskellige opfattelser af hvad en forståelig og imødekommende tekst er.  Mere sandsynligt er det dog at det ikke ville betyde særligt mange forandringer i teksterne. Det er i forvejen et stort arbejde at begynde at skrive anderledes, og det bliver endnu større hvis det er meget uklart hvad man skal gøre anderledes.

Brug konkrete anvisninger til at hjælpe medarbejderne når de skriver

Konkrete anvisninger skal give medarbejderne besked om hvad de mere præcist skal gøre hvis de skal skrive i overensstemmelse med sprogprojektets anvisninger. Hvilke ord skal man fx undgå, og hvilke kan man bruge i stedet for?

Formålet er ikke at sætte de skrivendes egen sprogfornemmelse ud af spil – i mange tilfælde vil det stadig være op til den enkelte medarbejder at vurdere hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Men det handler om at give de skrivende medarbejdere en meget konkret fornemmelse for hvad det er de skal gøre anderledes i deres tekster.

Standardtekster, fx brevskabeloner og klagevejledninger, kan fungere som en slags konkrete anvisninger på hvordan man bør skrive. Skriver man standardtekster om i overensstemmelse med sprogprojektets anvisninger, kan de fungere som inspiration til hvordan andre tekster bør være.

Tilbage til Skab værktøjer til bedre sprog og tekster