17.1.2022
Nyt fra Sprognævnet 2022/1 er udkommet
Årets første nummer af Nyt fra Sprognævnet indeholder artikler om nye ord og om bandeordet fucking. Dertil kommer en række spørgsmål og svar.
Artiklerne
I artiklen Fra affaldsø til random. Nye opslagsord i 2021 i Nye ord i dansk 1955 til i dag gennemgår Margrethe Heidemann Andersen flere nye opslagsord og deres sproglige ophav i onlineordbogen Nye ord i Dansk 1955 til i dag. Opdateringen indeholder både helt nye ord som vaccinepas (’dokumentation for at man er vaccineret mod corona’) og ældre ord der enten først nu for alvor er blevet udbredt, fx selvtest, eller har været etablerede i sproget længe, fx champ (forkortelse for champion, ’mester’). Mange af de nye opslagsord er dannet ud fra danske bestanddele, mens andre er oversat eller lånt direkte fra engelsk. På trods af overvægten af engelske lån blandt de indlånte ord er flere ord hentet fra andre sprog, fx italiensk, tysk og japansk. Tematisk er de nye ord især samlet om ord der vedrører hverdagen på sociale medier, og ord der vedrører mode og livsstil og (ikke overraskende) corona.
I artiklen En undersøgelse af bandeordet fucking i Ex on the beach identificerer Thrine Victoria Jarnot Meline fem forskellige måder hvorpå bandeordet fucking bruges i realityserien Ex on the beach. Den hyppigste er adverbiel brug, efterfulgt af adjektivisk brug. En af artiklens hovedpointer er at fucking er mere fleksibelt og kan optræde flere steder i sætningen end andre bandeord.
Nummerets tredje artikel Hvidvaskning, greenwashing og sportswashing tager afsæt i ordet sportsvaske, der i Norge blev kåret som årets ord i 2021. Margrethe Heidemann Andersen undersøger her de produktive efterled -washing/-washe og -vask(n)ing/-vaske, der både på dansk og norsk bruges i forskellige sammensætninger hvor de betegner at noget er blevet ”vasket” så det fremstår sådan som forleddet indikerer – selvom det er usandt. Det gælder bl.a. ordene hvidvaskning, grønvaskning, pinkwashing og velfærdswashing.
Sprogense 2022
Efter en succesfuld sprogfestival i sensommeren 2021 inviterer Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme endnu engang til Sprogense, denne gang den 16. og 17. september 2022.
Bognyt og spørgsmål og svar
Grammatiske termer, Dansk Sprognævns opslagsbog om grammatik, er nu udkommet i 2. oplag.
Nummeret afsluttes med en række spørgsmål og svar om relæ og stafet, officielle (minoritets)sprog i Danmark, udtalen af -ment i låneord, efter eller efter at og ordet sidensvans.
Praktiske oplysninger
Nyt fra Sprognævnet udkommer 3 gange om året, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver.
Nyt fra Sprognævnet er gratis og udkommer digitalt. Tilmeld dig via formularen på hjemmesiden. Så får du en e-mail 3 gange om året, dvs. hver gang der udkommer et nyt nummer.