Forside / Nyt / Nyheder / 2017 / Sprognævnets ordlister bliver gratis fra 2018 21.12.2017

Sprognævnets ordlister bliver gratis fra 2018

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne er der fra 2018 og frem øremærket 0,5 mio. kr. til Dansk Sprognævn til at frikøbe Retskrivningsordbogen til sprogteknologiske formål.

Det betyder at Sprognævnets digitale ordlister nu bliver gratis tilgængelige for alle som gerne vil bruge den korrekte retskrivning i deres programmer. Det kan fx være talegenkendelse, stavekontrol, undervisningsprogrammer eller sprogspil som fx Wordfeud. 

Ordlisterne indeholder alle ordene i grundformen og i bøjet form samt de grammatiske informationer man kan udlede af bøjningsformerne, fx at verbet hører står i nutid, eller at ordet hundene er et substantiv i fælleskøn, bestemt form flertal.

Hidtil har salget af disse ordlister været en del af nævnets indtægtsgrundlag. Med den nye bevilling bliver det muligt at stille ordlisterne til rådighed gratis ligesom også fremtidige forbedringer af ordbogens indhold vil være frit tilgængelige. 

Frikøbet gælder kun ordlisterne og ikke selve Retskrivningsordbogen i trykt eller elektronisk form. Her vil man fortsat skulle indgå en licensaftale for at sælge Retskrivningsordbogen som værk, fx i en ordbogsportal. 

"Det glæder mig meget at det nu er blevet muligt at stille vores retskrivningsdata gratis til rådighed for udviklere af apps og programmer på dansk", siger direktør for Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier. "Jeg tror at mange vil gøre brug af de nye muligheder, og at det vil føre til at det bliver lettere og hurtigere for store udenlandske virksomheder som Microsoft, Google og IBM at levere deres programmer på korrekt dansk. Jeg håber at initiativet bidrager til at også danske virksomheder udvikler nye kreative digitale løsninger der styrker brugen af det danske sprog i alle sammenhænge." 

Læs mere om Sprognævnets ordlister.

Læs pressemeddelelsen om finansloven på Kulturministeriets hjemmeside.

 

 

 

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik