I Mål og Mæle 2024:3 skriver lektor ved Københavns Universitet Holger Juul et indlæg (”1,6 kilo danske ord – og en manglende bøjningsendelse”) hvori han efterlyser mere information om bøjningsformen præsens participium (fx syngende af synge) i den nye udgave af Retskrivningsordbogen. Den form glimrer ganske rigtigt ved sit fravær i ordbogen. I artiklen her forklares det hvorfor.

Holger Juul problematiserer det faktum at man ikke i Retskrivningsordbogen kan finde oplysninger om stavningen af præsens participium, først og fremmest fordi usikre sprogbrugere ikke finder hjælp i ordbogen til at holde præsens participium, fx løbende, ude fra bestemt form flertal af substantiver, fx løbene. Sammenblandingen – og dermed fejlstavningen – af disse to ordformer er et velkendt problem hos usikre sprogbrugere.

Holger Juul anfører også at undervisere der skal rette stavning, faktisk ikke kan rette løbene i en sætning som hun kom løbene med hjemmel i Retskrivningsordbogen. Det er rigtigt at hvis man skal finde hjemmel noget sted, skal det være i Retskrivningsordbogen og hos Dansk Sprognævn, der som bekendt fastlægger stavningen af ordene i dansk, også af de bøjede former af ordene, foruden tegnsætningen. Der ville dog være meget som underviserne ikke ville kunne rette hvis de kun tog udgangspunkt i Retskrivningsordbogen – nemlig principielt alt hvad der ligger udenfor tegnsætning og ords stavning og bøjning – men som de formentlig alligevel sætter røde streger under, fx ”forkert” anvendt pronomen (gaven var til min kone og jeg), hans/hendes anvendt i stedet for sin eller sit (Maria kunne igen ikke finde hendes egen telefon), ord anvendt med (mere eller mindre) ukonventionelle betydninger (godt i betydningen ’lidt mindre’ fremfor ’lidt mere’) osv.

Men nu er præsens participium jo netop en bøjningsform af et verbum, og andre af verbernes bøjningsformer oplyses man om i Retskrivningsordbogen: præsens (fx advarer), præteritum (fx advarede) og supinum, dvs. det ubøjede participium der anvendes i perfektum, (fx advaret), for alle verber (der har disse bøjningsformer) på opslagsplads. Desuden er der oplysninger om -s-passivformer ved verber hvis infinitiv ender på andre vokaler end tryksvagt -e (fx flå – flås), og præteritum participium ved verber der har mulighed for -n-bøjning i participiet (fx synge – sunget/sungen og sungne). I retskrivningsreglerne kan man herudover læse om imperativ og bøjning og brug af præteritum participium. Så det er helt rimeligt at Holger Juul spørger om hvor præsens participium bliver af.

Der er tre grunde til at præsens participium-formerne ikke fremgår af ordbogen, og alle tre grunde er Holger Juul selv direkte eller indirekte inde på:

1. Retskrivningsordbogens omfang
2. Retskrivningsordbogens målgruppe
3. Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet

Mht. punkt 1 om Retskrivningsordbogens omfang har det altid været et tema at ordbogen – som fysisk bog – ikke måtte blive for stor og uhåndterbar, heller ikke (eller især ikke) for en skoleelev. Det har haft betydning for redaktionsprincipperne på den måde at man groft sagt ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord. Det har både gjaldt bøjningsformer som fx præsens participium af verber og komparationsformer af adjektiver (fx sødere og sødest af sød), afledninger, fx ord på -hed, -eri og -en, og almindelige sammensætninger, fx vintertøj. Ordbogen er alligevel blevet gradvist større: Der er i højere grad blevet tilføjet end slettet opslagsord, og der er blevet slækket på ovenstående principper over årene. Der er således fx blevet tilføjet flere almindelige sammensætninger og afledninger.

Den seneste udgave af ordbogen, der udkom 18. november 2024, blev ligesom de foregående udgaver trykt som bog. Det betød at vi stadig måtte tage hensyn til omfangsforholdet. Det er samtidig muligt at det er sidste gang Retskrivningsordbogen udkommer som en trykt bog. Hvis det er tilfældet, åbner det for helt andre muligheder, bl.a. mht. design, brugerflade, visning og omfang, og det vil betyde at vi skal nytænke visse af redaktionsprincipperne og fx tage stilling til hvor mange flere kilo bøjningsendelser vi vil have med – nu hvor de ikke længere vil tynge på vægten.

Ovennævnte princip om at man ”ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord”, har at gøre med punkt 2: Retskrivningsordbogens målgruppe. Ordbogens primære målgruppe er uddannelsessystemet og den offentlige forvaltning. For frit at kunne danne alle disse ordformer, fx præsens participium af et hvilket som helst verbum, kræver det imidlertid visse forkundskaber, og der er Retskrivningsordbogens målgruppeprofil måske ikke i tilstrækkelig grad blevet justeret siden 1955-udgaven. Det er med andre ord muligt at den seneste udgave af Retskrivningsordbogen forudsætter kundskaber som det måske ikke er rimeligt at forudsætte i dag. Det vil vi i redaktionen have tanke på i arbejdet med ordbogen fremover.

Punkt 3): Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet – sigter til det forhold at Retskrivningsordbogen på den ene side er og skal være en autoritet hvad angår stavningen af danske ord og ordformer, og på den anden side bliver opfattet som havende en autoritet der rækker ud over netop det. Holger Juul kommer direkte ind på det til sidst i sit indlæg: ”Retskrivningsordbogen […] tilskrives [ofte] en større autoritet end den reelt har”, sådan at mange fejlagtigt tror at Retskrivningsordbogen afgør hvilke ord der findes i dansk og må bruges på dansk. Det betyder samtidig at ordbogsbrugerne typisk tror at et givent ord eller en given ordform der optræder i Retskrivningsordbogen, må være ikke bare blåstemplede ord og ordformer, men også eksempler på ”godt sprog”.

For at vi kan tage nogle af de mange kilo fraværende bøjningsendelser med, skal redaktionsprincipperne også på dette punkt justeres. Som det forholder sig i ordbogen nu, er bøjningsformers tilstedeværelse bundet op på deres frekvens og på deres sandsynlighed for at forekomme, i så høj grad som det nu er muligt for mennesker at undersøge dette og gøre det til et meningsfuldt grundlag. Når man fx for ordene aktivisme og leksikografi ikke får oplyst flertalsformer, er det fordi disse er skønnet for ualmindelige, jf. Vejledning til indhold, hvor der står: ”Ved substantiver er der givet oplysning om bestemt form singularis, ubestemt form pluralis og bestemt form pluralis når disse er almindelige” (min understregning). Det at formerne aktivismer og leksikografier ikke kan findes i Retskrivningsordbogen, betyder omvendt ikke at man ikke frit kan danne dem i analogi til andre lignende ord, fx formalismer og biografier som optræder som bøjningsformer; de er blot ikke omfattet af normeringen. Dette princip for substantiverne er håndterbart fordi langt de fleste substantiver har komplet bøjning, og mange af dem som fx ikke har flertalsformer som skønnes almindelige, optræder desuden i store ordgrupper som fx substantiver på -isme og -grafi, hvorved vi (i redaktionen) altså kan finde dem og arbejde med dem ordgruppevis.

Hvad angår præsens participium, vil det være sværere at skelne almindelige fra ualmindelige former, og et stort antal af dem vil ikke forekomme ret ofte i den virkelige verden, fx afhudende, tørsaltende, udfindende. Dermed ikke være sagt at vi vil afholde os fra at arbejde henimod at præsens participium-former og andre bøjningsformer skal vises i en kommende udgave af ordbogen – hvis eller når vi ikke længere har pladsbegrænsningen at bokse med – men det kræver at vi udarbejder nye principper for hvilke ordformer vi tager med, og for hvordan vi tager dem med. Eftersom det netop ikke er muligt at trække en klar grænse ”mellem mulige og umulige ordformer”, som Holger Juul også skriver, er den bedste løsning formentlig at tage alle tænkelige former med. Vi skal da blot finde en måde at gøre det klart for brugerne at en given bøjningsform ikke nødvendigvis er specielt anbefalelsesværdig; at det blot er sådan den givne form ville se ud hvis man skulle få brug for at danne den.

At det bliver en særdeles vigtig øvelse at overveje hvordan opslagsordene skal præsenteres i ordbogen hvis de kompletteres mht. bøjningsoplysninger, kan figur 1 eksemplificere. Med den ellers prisværdige hensigt om at hjælpe den usikre sprogbruger så denne kan slå flest mulige former op, kan vi let komme til at drukne en sådan sprogbruger i information. Og så er vi tilbage ved målgruppeovervejelserne under punkt 2.

Præsens participium i 5. udgave af Retskrivningsordbogen

Således alt det vi ikke har gjort og måske vil gøre. Her til sidst lidt om hvad vi i 5.-udgaven har gjort mht. præsens participium:

Teksten i vejledningen til brug af ordbogen (Vejledning til indhold) er ændret så vi nu har skrevet lidt mere eksplicit om præsens participium. I 4.-udgaven stod der sådan i første hovedafsnit Hvilke opslagsord? i underafsnittet Afledninger og bøjningsformer:

”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende er således i ordbogen regnet for bøjningsformer af verberne rense og synge. Participier er dog medtaget som selvstændige adjektiver hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”

I 5.-udgaven har præsens participium fået sit eget afsnit under hovedafsnit 9, Former der ikke fremgår af selve ordbogen. Dette underafsnit har overskriften Præsens participium, og teksten lyder nu sådan:

”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende regnes i ordbogen for bøjningsformer af verberne rense og synge. Mens former som renset (præteritum participium) findes under infinitivformen, dvs. i opslaget rense, står former som syngende (præsens participium) imidlertid ikke under det tilsvarende opslagsord, dvs. synge.

Participier er kun medtaget som selvstændige opslagsord hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”

Vi har altså gjort det endnu mere tydeligt at man ikke finder præsens participium-former i Retskrivningsordbogen. Imidlertid bliver det en væsentlig del af arbejdet med Retskrivningsordbogen i de kommende år at undersøge hvordan det vil give mening at vise mange flere bøjningsendelser på opslagsplads – i hvert fald i den digitale version af ordbogen, hvor de ikke vil kunne ses på vægten. Det gælder ikke kun præsens participium, men også fx imperativ (der kom med på opslagsplads i Retskrivningsordbogen 5.1, som udkom i december 2025).

Hvad vil det sige at være etnisk? Svaret på dette spørgsmål bliver lidt af en rodebutik, for det kommer an på hvilket substantiv ordet etnisk er knyttet til. Lad os lægge ud med at se på den meget hyppigt brugte forbindelse etniske danskere.

I dag er vistnok de færreste i tvivl om hvem der er etniske danskere, og hvem der ikke er. Den nutidige forståelse fremgår af citater som de følgende:

Vi prøver at gøre det så godt og så professionelt, som vi kan, og hvis der nogle gange er en mistanke mod nogle af anden etnisk oprindelse, så kan det godt være, de bliver stoppet frem for en etnisk dansker. (Weekendavisen 18.6.2020)

Flere indvandrere end etniske danskere føler sig ensomme. (Kristeligt Dagblad 13.3.2021)

Som det fremgår af de to citater, som er repræsentative for den nutidige sprogbrug, er etniske danskere ’danskere hvis slægt har boet i Danmark i generationer’, undertiden kaldet gammeldanskere. Overfor de etniske danskere har vi så personer af anden etnisk oprindelse end dansk (dvs. indvandrere, nydanskere osv.). Den nutidige brug af etnisk i forbindelsen etniske danskere er i overensstemmelse med ordets moderne grundbetydning, nemlig ’vedrørende national eller kulturel oprindelse og tilhørsforhold’ (jf. Den Danske Ordbog). Når etnisk står foran en nationalitets­betegnelse som fx dansker, angiver det altså at personen med hensyn til kulturel oprindelse og kulturelt tilhørsforhold tilhører den gruppe som nationalitetsbetegnelsen meddeler. Det svarer på de fleste punkter til den brug af etnisk som vi længe har kendt fra sammenhænge som den nedenstående:

Vietnam er gået ind på Kinas forslag om at indlede på viceudenrigsministerniveau i forsøg på at løse problemerne om etniske kineseres påståede uddrivning fra Vietnam. (Politiken 23.7.1978)

Der er dog den væsentlige forskel at når vi taler om fx etniske kinesere (dvs. ’personer som i kulturel henseende er kinesere’), skyldes det som regel at der i sammenhængen er tale om en befolkningsgruppe som lever udenfor sit kulturelle hjemland, dvs. en kulturel mindretalsgruppe – kineserne i Kina kalder vi normalt bare kinesere. Den gruppe vi herhjemme undertiden kalder etniske danskere, tilhører derimod det kulturelle flertal.

Men der har ikke altid været enighed om hvem der er etniske danskere, og hvem der er danskere helt uden forbehold. Da vi i første halvdel af 1990’erne begyndte at tale om etniske danskere, blev forbindelsen ofte brugt modsat, dvs. om personer med en ikke-dansk (fremfor alt ikke-vestlig) kulturel baggrund. Det fremgår af citater som de nedenstående:

Unionen vil være til stor skade for Europas 17 millioner indvandrere, siger Bashy Quraishy, der har boet i Danmark siden 1970 og foretrækker at blive kaldt etnisk dansker eller dansk-pakistaner. (Politiken 4.5.1993)

På trods af flere utrolig følelsesladede, veltalende og begavede indlæg fra de oplagt ressourcestærke etniske danskere, fornemmede denne artikels signaturer alligevel en form for skjult dagsorden fra især den fundamentalistiske del af forsamlingen. (Ekstra Bladet 12.4.1995)

Etnisk bruges her med betydningen ’som har fremmed herkomst, eller som er medlem af en racemæssig, kulturel, religiøs eller national mindretalsgruppe’ (jf. Nye ord i dansk 1955 til i dag). Denne brug af etnisk om ikke-vestlige befolkningsgrupper i Danmark er formentlig en videreførelse af en lidt ældre brug af ordet om andre ”eksotiske” foreteelser end personer, fx tøj og restauranter:

Hippier med penge foretrækker ”etnisk tøj”, et farverigt udstyr med indslag fra Asien eller Afrika. Drengene går i Nehru- eller Mao-jakker, pigerne i brogede afrikanske saris. (Selvsyn, 11. årg. nr. 3, 1971)

Og så vinder de etniske restauranter jo frem. Ja, de dobler deres omsætning, selv om I står i stampe. Det var heller ikke Jørgen Berthelsens hovedpine, at en del af forklaringen ligger i, at etniske restauranter drives af familier, der arbejder under vilkår, ingen danskere har lov til. (Politiken 15.6.1989)

Men som nævnt betyder etnisk ikke længere ’ikke-vestlig’ når det står foran ordet dansker; i denne sammenhæng betyder det snarest ’oprindelig’. Foran vistnok alle andre personbetegnelser end dansker (og andre nationalitetsord: kineser, russer osv.) betyder etnisk dog stadig ’ikke-vestlig’, fx

Rigtig mange af mine etniske Facebookvenner er begyndt at købe juletræ. Og forleden var der én, der skrev, at hun var i gang med at lave and. And den 2. december! Det er da for sindssygt, tænkte jeg. Men det er jo netop et tegn på, at folk er ved at blive inkluderet i samfundet på en helt anden måde. (Berlingske 6.12.2013)

Antallet af bandemedlemmer er faldet med omkring en tredjedel i løbet af det seneste år. Andelen af etniske unge, der er i uddannelse eller i arbejde, er til gengæld steget. (Politiken 4.12.2020)

Etniske Facebookvenner, kunstnere, kvinder, ingeniører, sygeplejersker, unge osv. er med andre ord ikke etniske danskere (i den nutidige betydning). De nævnte persongrupper består af personer med såkaldt etnisk baggrund:

Disse børn har langt bedre af at være i skole på lige fod med deres danske jævnaldrende. På den måde undgår vi den fremmedgørelse, som alt for mange unge med etnisk baggrund står over for, når de skal ud i samfundet. (Berlingske 5.7.2021)

Men har vi da ikke alle en etnisk baggrund? Jo, det har vi, men hvis der er tale om gammeldanskere, skal det ekspliciteres med et nationalitetsord, fx unge med etnisk dansk baggrund – ellers må vi gå ud fra at der er tale om nydanskere.

Det er lidt noget rod med ordet etnisk, men det hele kan egentlig opsummeres ganske kort: Etniske danskere (og andre vesterlændinge) er ikke ”etniske” i den ovennævnte forstand. Det er ”de andre” der i en dansk kontekst er etniske.

Brugen af etnisk i betydningen ’ikke-vestlig’ i forbindelser som etniske kvinder, etniske unge er formentlig i langt de fleste tilfælde velment. Vi sprogbrugere har et helt legitimt behov for at kunne benævne forskellige befolkningsgrupper, og forbindelser af typen etnisk + personbetegnelse er unægtelig mere mundrette end tunge forbindelser af typen personbetegnelse + af anden etnisk herkomst/med anden etnisk baggrund (end dansk). Men det kan ikke udelukkes at man ved at tale om fx etniske kvinder kan bidrage til at eksotisere og dermed udgrænse de personer som forbindelsen udpeger. De omstændelige, bureaukratisk klingende forbindelser af typen kvinder med anden etnisk baggrund (end dansk) har så vidt vi kan bedømme, ikke samme eksotiserende potentiale. De opleves snarere som knastørt, neutralt embedsmandssprog uden nogen som helst eksotiske bibetydninger.

Farlige ord, som denne serie handler om, er bl.a. ”farlige” fordi de skifter betydning. Fra én betydning til en anden – og nogle gange endda tilbage til en tidligere betydning. Man kan derfor blive i tvivl om hvad ordene betyder og signalerer på et givet tidspunkt: Er det et neutralt eller et nedsættende ord i øjeblikket? Det er ordet bøsse et godt eksempel på.

Bøsse kom ind i dansk i perioden 1100-1525 via nedertysk busse fra latin buxus, der betyder 'æske af buksbom', altså navnet på den grønne busk som tit står på kirkegårde (Etymologisk Ordbog). Siden 1700-tallet har bøsse også kunnet betyde ’gevær’, og bøsse i betydningen ’homoseksuel mand’ kan spores tilbage til 1855 (Ordbog over det danske Sprog (ODS)). Om ordet bøsse i æskebetydningen har noget med geværbetydningen at gøre, er svært at sige, men ordet kunne i hvert fald tidligere bruges om en beholder i en kartæske (nu stavet kardæske, jf. Retskrivningsordbogen), altså en beholder fyldt med kugler, også kaldt kartæskbøsse, hvor sprængladning og kugler lå (ODS). Så måske er der en sammenhæng. Til gengæld menes det at bøsse i geværbetydningen har været medvirkende til at bøsse blev en betegnelse brugt om homoseksuelle. Man skulle nemlig have associeret noget seksuelt med geværløbet hvori ladestokken indføres (ODS), og dermed sammenlignet den seksuelle akt mellem homoseksuelle mænd med indvendig rensning af et bøsseløb. Bøsse i den homoseksuelle betydning er muligvis forkortet af bøssemager, dvs. en der forhandler og reparerer skydevåben (ODS). Ordet bøssemager kunne da også tidligere bruges om en homoseksuel mand.

I dag står under ordet bøsse i Den Danske Ordbog den neutrale betydning ’homoseksuel mand’, men det fremgår også at ordet foruden den neutrale betydning kan ”bruges som skældsord til eller om en person uanset seksuel orientering”. Der er desuden tilføjet en advarsel i ordbogen: ”denne brug kan opleves som problematisk, fordi den bygger på stereotype fordomme om homoseksuelle mænd”. Advarslen blev tilføjet i januar 2021. Så er det ligefrem noget nyt at man skal være varsom med at bruge ordet bøsse? Det korte svar er nej. Allerede i Nudansk Ordbog fra 1953 står det anført at bøsse er et vulgært ord om en homoseksuel mand, og det samme står der i udgaven fra små 20 år senere (1972). ”Vulgært” var datidens signal om at det ikke regnedes for pænt sprog, dvs. uuddannet eller lavsocial sprogbrug. Men i samme ordbog endnu 20 år længere frem i tiden, dvs. fra 1993, er advarslen om det vulgære pludselig forsvundet: Her optræder bøsse bare som en neutral betegnelse: ’homoseksuel mand’. Hvordan kan det forklares?

Medlemmerne af den første forening af homoseksuelle i Danmark var så forsigtige at de valgte det undseelige navn Forbundet af 1948 – det var i sig selv dristigt overhovedet at oprette foreningen (Frost 1997). Det forsigtige navn Forbundet af 1948 blev i 1982 ændret til Landsforeningen for bøsser og lesbiske (i dag LGBT+ Danmark) (lex.dk), og navneændringen, der indeholder ordet bøsse i en neutral betydning, giver os et fingerpeg om at bøsse på dette tidspunkt ikke længere (kun) var et skældsord. Forud for dette, nemlig i 1971, var der sket det afgørende for den sproglige brug af bøsse at en anden seksualpolitisk forening til støtte for homoseksuelle var blevet dannet, og at personerne bag denne ønskede en mere aggressiv markedsføring og derfor kaldte foreningen Bøssernes Befrielsesfront efter amerikansk forbillede, Gay Liberation Front (lex.dk).

Men navnet Bøssernes Befrielsesfront er altså et tidligt eksempel på det man i dag kalder reclaiming (https://www.kb.dk/en/inspiration/copenhagen-pride/short-timeline), dvs. at man ”generobrer” nedsættende ord der bruges til udskamning, og giver dem en positiv værdi (igen) (jf. fx Christiansen & Rebouh 2017). På lex.dk mener man at rækkefølgen var omvendt:

Bøsse er oprindelig et nedsættende slangord for en mandlig homoseksuel […] Fra ca. 1970 fik bøsse gradvist en mere neutral eller positiv klang […] Dette afspejlede sig fx i den seksualpolitiske organisation Bøssernes Befrielsesfront. (lex.dk, opslaget ”bøsse”)

Hvad end den neutrale brug af bøsse eller oprettelsen af Bøssernes Befrielsesfront kom først, bekræftes den på det tidspunkt neutrale/positive måde at bruge bøsse på i bogen En strid om ord fra slutningen af 1990’erne (Frost 1997): ”nu (…) må selv de største skeptikere kapitulere: Man har renset skældsordet ”bøsse” for den negative klang, så det i dag [dvs. slutningen af 1990’erne] er det neutrale ord at bruge om en homoseksuel mand”.

I de danske aviser op igennem 1970’erne og 1980’erne kan man da også se ordet bøsse anvendt helt neutralt og ikke-nedsættende. Fx:

Bøsser har succes i samfundet. (Politiken 4.september 1977)

Sundhedsstyrelsen har bedt bøsser om at undgå at optræde som bloddonorer. (Politiken 6. juli 1983)

Bøssepriser. Torben Lund, MF for Socialdemokratiet, får årets positive pris på bøssernes og de lesbiskes internationale frigørelsesdag. (Politiken 21. juni 1984)

Fyring, chikane, kulde, hån, bagtalelse, udelukkelse. Fra flere bøsser i Skjern kommer den samme række af svar, når man spørger, hvad de frygter. (Ekstra Bladet 21. januar 1990).

Den neutrale/positive betydning som i 70’erne-90’erne kan aflæses i sprogbrugen i aviserne, i at den negative valør er fjernet i Nudansk Ordbog i 1990’erne, og at Frost (1997) erklærer bøsse for renset for den negative klang, udelukker dog ikke at bøsse i perioden stadig af nogle blev opfattet som et negativt ord. En læser skrev fx i 1972 i Information som reaktion på navnet Bøssernes Befrielsesfront at det er ”en halstarrig [sic] og meningsløs gerning at ville give et ord [bøsse], som i årtier har haft en odiøs klang, et nyt indhold.” (Frost 1997). Selvom man må sige at det faktisk mod denne læsers forventning i vid udstrækning lykkedes at give bøsse et neutralt indhold, er der i perioden dog også indicier på at bøsse stadig dengang af nogle opfattedes som et nedsættende ord – her om en forside på Ekstra Bladet der i 1998 omtalte skuespilleren Preben Kristensen således: ”TIL HOFBAL MED BØSSE-VEN”. Preben Kristensens manager udtalte derefter om episoden:

det er ordet 'bøsse', der krænker […] Havde I bare skrevet ’ven’ eller ’kæreste’. Han [Preben Kristensen] har det forfærdeligt med ordet 'bøsse'. (Ekstra Bladet 11. december 1998)

I øvrigt er det kendt indenfor forskningen i skældsord at hvorvidt et ord er fornærmende eller passende, i høj grad afhænger af pragmatiske forhold som konteksten, afsenderen, modtageren osv. (fx Jay 2009).

I dag oplyser Den Danske Ordbog som sagt at bøsse både kan være neutralt og bruges som skældsord. Det er altså ikke sådan længere at man kan påstå at bøsse er renset for den negative klang, som Frost skrev i 1997. Tværtimod mener nogle homoseksuelle – på linje med advarslen i Den Danske Ordbog – at man bør være forsigtig med at bruge ordet bøsse. Fx udtrykte en medvirkende i et radioprogram på Radio4 i 2020 dette synspunkt: Bøsse bliver brugt nedladende i sjov blandt unge mænd om kammerater der fx ikke kan drikke ret meget alkohol eller ikke kan sparke ordentligt til en fodbold. Ifølge ham bliver man i sådanne tilfælde kaldt bøsset, dvs. man lever ikke op til stereotype forestillinger om hvad det vil sige at være maskulin. Dette er et vidnesbyrd om at ordet bøsse altså i dag kan blive brugt som et skældsord, og der har ligeledes været en del diskussioner i medierne om ordet bøsse brugt i sportens verden til at betegne nogle der præsterer dårligt, eller til at psyke en sportsmodstander. Så bortset fra en pause i 1990’erne og måske i årtiet før og efter, hvor det af mange, herunder ordbøgerne, blev betegnet som neutralt, kan bøsse i dag altså – igen – være et betændt udtryk.

Et vidnesbyrd om udviklingen i opfattelsen af ordet bøsse, fra problematisk til neutralt til problematisk igen, har vi fra ballethistorikeren Erik Aschengreen, (1935-2023), som i 2020 skrev det følgende til den ene forfatter af denne artikel:

Det er ganske overraskende, som ordet har bevæget sig fra det ”vulgære” over det normale udtryk til igen i dag at nærme sig det ”betændte”. Jeg har selv gennemlevet hele forløbet. Da jeg var en yngre bøsse – i 1960' og 70'erne – drømte jeg ikke om at bruge det. Og min gamle mor fandt det meget ubehageligt. Så gik årene, og det blev det neutrale ord. Der blev i år [2020] lavet en portrætfilm om mig (”En Anden Verden”), og jeg fandt det helt naturligt at bruge ordet som en neutral karakteristik af mig selv. Men samtidig ved jeg godt, at det er ved at glide.¹

Som det ”farlige ord” bøsse er, kan man altså i dag ikke helt vide om ordet er et neutralt udtryk, eller om man skal være varsom med at bruge det. Men pilen peger nu om stunder nok mest i sidstnævnte retning.

Noter

¹ Oplyst i mail fra Erik Aschengreen 20.8.2020. Gengives med tilladelse til publicering (tilladelse givet 11.11.2021).

Referencer

Christiansen, Michael Ørtz & David Rebouh (2017): ”Feminister kalder sig selv 'ludere' og 'sluts': Vi tager magten fra patriarkatet”, dr.dk, 8. marts 2017, https://www.dr.dk/nyheder/indland/feminister-kalder-sig-selv-ludere-og-sluts-vi-tager-magten-fra-patriarkatet.

Frost, Pernille (1997): En strid om ord. Det politisk korrekte sprog, Fremad, København.

Jay, Timothy (2009). The Utility and Ubiquity of Taboo Words. Perspectives on Psychological Science, 4(2), 153-161.

Hvilken farve refererer ordet hudfarvet til? Indtil for få år siden var der ingen tvivl: Hudfarvet betød ”med samme lyse farve som huden hos en typisk nordeuropæer; lys og afdæmpet beige eller ferskenfarvet” (Den Danske Ordbog, hudfarvet, betydning 1).

Ordet bliver (eller blev) især brugt i forbindelse med visse produkter: farvekridt, perler (til perleplader), makeup, nylonstrømper mv. Men det er ved at ændre sig. Ordet bruges nu også i en bredere, relativ betydning, som er tilføjet i Den Danske Ordbog: ”vedr. beklædning eller makeup med en farve der svarer til bærerens hud” (Den Danske Ordbog, hudfarvet, betydning 1.a). En tilsvarende udvikling ses i andre sprog, fx i engelsk, hvor ordet nude i brugen som hudfarveord har gennemgået en tilsvarende betydnings­udvikling (fra snæver til bred betydning), som også afspejler sig i ordbøgernes definitioner. Nude bruges også i dansk, især i forbindelse med tøj og makeup.

Ordet hudfarvet har ligesom mange andre ord der falder indenfor det identitetspolitiske område, været debatteret i medierne, ikke mindst på de sociale medier. Lars Trap-Jensen, som er seniorredaktør ved Den Danske Ordbog, beskriver i en artikel i tidsskriftet LexicoNordica (Trap-Jensen 2020: 143) hvordan ordbogsopslaget hudfarvet blev genstand for en målrettet kampagne fra en gruppe på Instagram. Gruppen anså den traditionelle, snævre betydning, dvs. ’lysbeige’, som udtryk for strukturel racisme og opfordrede til at artiklens forklaring blev ændret. Ordbogsredaktionen fastholdt i begyndelsen den traditionelle, snævre betydning fordi den ikke kunne finde sikre autentiske eksempler på den nyere, relative betydning, dvs. ’med en farve der svarer til bærerens hud’. Men som det allerede er fremgået, endte det dog med at redaktionen, efter en omfattende kilderesearch, tilføjede den nye betydning (dvs. 1.a).

Det er rigtigt at det kan være meget svært at finde autentiske eksempler som i sig selv viser at hudfarvet betyder ’med en farve der svarer til bærerens hud’. Faktisk viser ingen af de brugseksempler som Den Danske Ordbog bringer under den nye betydning, om ordet er brugt i den snævre eller den relative betydning, fx ”under Wimbledon er det værd at kaste et ekstra blik på Serena Williams og hendes ben, for dér sidder et par hudfarvede strømpebukser.” Kun den der har set den sorte amerikanske tennisspiller Serena Williams optræde ved den pågældende Wimbledonturnering (2018), ved at hendes strømpebukser/tights faktisk var mørkebrune – og altså ikke lysbeige.

Bevidstheden om at hudfarvet ikke længere uden videre kan bruges i den traditionelle betydning, ’lysbeige’, har indfundet sig hos mange af dem der forhandler produkter af en type hvor ordet kan være relevant at bruge, jf. fx følgende tekst fra et firma som sælger materialer, herunder farver, til dekorationsformål:

Vejledning: Lær at blande hudfarver
Hudfarve er et vidt begreb, da man selvfølgelig ikke kan snakke om at en bestemt farve er hudfarvet. Her finder du derfor vejledning til at blande en lys, kaukasisk hudfarve. Denne kan du ændre nuancen på ved at blande sort eller brun i, og på den måde opnå en mørkere hudfarve. (www.makemake.dk/saadan-blander-du-forskellige-nuancer-af-hudfarve)

Og til dem der ikke vil forsøge at blande sig frem til den ønskede hudfarve, findes der adskillige producenter af farvekridt o.l. som kan levere æsker med 8-12 forskellige ”hudfarver”.

Én mulig løsning på problemet med hudfarvet er altså at man undgår ordet ved i stedet at tale om forskellige hudfarver. En anden mulig løsning er at man i sine produktbeskrivelser o.l. helt undgår at referere til hud, men i stedet benytter farvebetegnelser som ikke giver associationer i retning af hud(farve). Efter henvendelse fra en socialdemokratisk lokalpolitiker besluttede plasticperleproducenten Hama således at ændre navnet på perlerne med navnene ”hud” og ”lys hud” til henholdsvis ”mat rosa” og ”lys fersken”. Her er producentens begrundelse for ændringen:

”Hama skal ikke genere nogen, hvis nogen kan føle sig stødt over det. Hama er kreativ leg, hygge og læring. Der skal ikke være nogen, der er kede af det på baggrund af det,” begrunder direktør i Hama Lene Haaning beslutningen til TV Midtvest. (Jyllands-Posten.dk 24.6.2020)

Hudfarve(r) er i øvrigt på dagsordenen mange steder. De fleste har sikkert bemærket at man i nogle år har kunnet bruge emojis, fx ”thumbs up”, i mange forskellige (hud)farver på mobiltelefonen.

Det er normalt ikke noget problem for sprogbrugerne at et ord har mere end én betydning, da den intenderede betydning normalt vil fremgå af konteksten. Men hudfarvet kan vi langtfra altid vide hvad betyder, jf. eksemplet med Serena Williams’ strømpebukser. Det kan i sig selv være grund nok til at man finder en anden måde at beskrive en bestemt farve på. En anden nok så væsentlig grund til at undgå ordet hudfarvet er at man risikerer at gøre nogen vred eller ked af det hvis man bruger det, i hvert fald i sammenhænge hvor det ikke er tydeligt at man bruger det i den nye, relative betydning.

Referencer

Trap-Jensen, Lars (2020): Inklusion eller mindretalsdiktatur? Om politisk korrekthed, minoritetshensyn og leksikografisk deskriptivisme i Den Danske Ordbog. LexicoNordica 27, s. 137-156.

Vi har en håndfuld hudfarveord som traditionelt er blevet brugt i forbindelse med opdelingen af mennesker i forskellige grupper: brun, gul, hvid, rød, sort. To af disse ord, gul og rød, bruges stort set ikke mere til dette formål.

Gul – brugt om østasiater, især kinesere – opleves nu som helt forældet. Hvem ville i dag bruge gul i forbindelser som fx USA’s gule befolkning, den gule skuespiller Jackie Chan eller tale om (de) gule i betydningen ’østasiater’?

Mindst lige så forældet er (de) røde brugt om indianere. Man kan stadig støde på ordet rødhud i avistekster o.l., men vistnok aldrig som andet end en historisk, spøgende eller polemisk betegnelse. Det sidstnævnte er tilfældet i en lægebrevkasse (Skive Folkeblad 5.11.2011), hvor en læser som er adoptivmor til to børn fra Asien, er utilfreds med at en anden læser har spurgt lægen ”om man bliver gul som en kineser af at spise mange gulerødder.” Læseren mener at lægen burde gøre opmærksom på at ”folk fra Kina og resten af Asien ikke er gule, de er brune.” Her er hvad lægen svarede:

Det er efterhånden noget forvirrende det med racer og hudfarve. Man må ikke mere sige neger, men den sorte (selv om jeg synes, at det omvendte lyder pænere). Hvad så med indianere, skal de kaldes rødhuder? Det er forståeligt, at du er imod, at man kalder kinesere de gule; men du vil vel heller ikke kalde dem de brune?

Men tilbage til rødhud. Ordet har samme komiske valør som blegansigt. Begge ord hører hjemme i gamle westerns og indianerromaner, og lad dem endelig blive der!

Ordet sort er i dag det almindeligste alternativ til det nu ubrugelige ord neger. Men som det fremgår af det ovenstående citat fra lægebrevkassen, er der nogle, først og fremmest ældre sprogbrugere, der oplever sort som en upassende betegnelse. Personer som voksede op dengang da neger blev brugt som en neutral folkeslagsbetegnelse, kan føle et ubehag ved at bruge sort om mennesker. I et interview med professor Jørn Lund i Politiken 1.10.1995 fortæller han at han husker hvordan han i slutningen af 1960’erne ”blev chokeret over at en dansk-amerikaner omtalte negrene i USA som de sorte.” Det var inden han havde opdaget ”at negrene i USA faktisk var begyndt at omtale sig selv på samme måde.” Det ændrer nu ikke ved de to betegnelsers overordnede status: Neger opleves i dag som uacceptabelt af de fleste sprogbrugere; sort er derimod acceptabelt for de fleste, især når det bruges adjektivisk, fx de sorte vælgere, Sydafrikas sorte befolkning, hendes far er sort. Brugt substantivisk kan sort virke upassende, især i ental: en sort.

Hvid er nok det eneste af de traditionelle hudfarveord som slet ikke har behov for et advarselsflag. Ordet kan normalt bruges uden videre i de fleste sammenhænge: de hvide vælgere, Sydafrikas hvide befolkning, hendes far er hvid osv. At hvid har denne særlige status som et ufarligt ord, skyldes nok til dels at ordet bruges om en befolkningsgruppe som alt andet lige er privilegeret sammenlignet med andre befolkningsgrupper, og som derfor af historiske grunde ikke er lige så fintfølende hvad angår brugen af hudfarveord og tilsvarende betegnelser som vedrører etnicitet. Der er i øvrigt ikke rigtig noget alternativ til hvid. I amerikansk-engelsk bruges caucasian side om side med white, men den danske ækvivalent til dette ord, kaukasisk, bruges meget sjældent om andet end forhold som vedrører områderne i og omkring Kaukasus. Især i antropologiske sammenhænge kan man stadig støde på betegnelsen kaukasoider brugt som fællesbetegnelse for (personer som tilhører) europæiske, mellemøstlige og indiske folkeslag. Betegnelsen stammer fra den traditionelle klassifikation af mennesker i forskellige ”racer”. I dag anses denne klassifikation imidlertid af de fleste fagfolk som forældet og misvisende.

Om ordet brun brugt om grupper af mennesker står der i Den Danske Ordbog: ”tilhørende en gruppe mennesker med mørk hudfarve der oprindelig er hjemmehørende i Mellemøsten, Asien, Afrika eller et andet sted hvor denne hudfarve er almindelig i modsætning til den hvide – især om indvandrer eller efterkommer heraf.” Vi har intet at indvende mod betydningsbeskrivelsen. Vores undersøgelser af sprogbrugen i aviser o.l. tyder på at ordet både bruges bredt ’om mennesker med mørk hudfarve’ (dog vistnok sjældent om sorte mennesker) og mere snævert ’om indvandrere og efterkommere af indvandrere’. Ordbogen har vistnok ret i at den sidstnævnte snævrere brug er den almindeligste. Ordbogen tilføjer at brun ”ofte [er] nedsættende.” At ordet (brugt om mennesker) ofte er nedsættende, er dog svært at påvise. Man kan godt finde eksempler hvor der udtrykkes en skeptisk eller måske ligefrem fjendtlig holdning over for brune mennesker/danskere osv., men det er jo ikke ensbetydende med at brun er ment nedsættende. Det er svært at finde eksempler som entydigt viser en nedsættende brug. Det er til gengæld meget let at finde eksempler hvor personer der tilhører en af de ovennævnte persongrupper, bruger brun om sig selv, fx

I virkeligheden er jeg ikke så overrasket over Pia Kjærsgaard og hendes sammensvornes udgydelser mod mig. For de viser bare med al tydelighed, hvordan ytringsfrihed ikke tilkommer brune mennesker som mig. (Berlingske 17.11.2023)

Og det er tilsvarende let at finde eksempler hvor brun + personbetegnelse er brugt i en sammenhæng hvor der udtrykkes velvilje overfor medlemmer af denne befolkningsgruppe, fx

Med skulpturen skabte vi en repræsentation for sorte og brune mennesker i det offentlige rum som et tiltrængt modspil til den hvide europæiske historiefortælling, som har defineret vores kollektive bevidsthed, siger Jeannette Ehlers. (Kristeligt Dagblad 19.7.2023)

Vores vurdering er derfor at brun + personbetegnelse altovervejende er neutralt. Hvis der er et problem med brun, består det snarere i at det i sin allerbredeste betydning betegner en meget stor del af menneskeheden, nemlig stort set alle andre end dem der kaldes hvide. Ordet brun er derfor ikke meget bevendt i efterlysninger o.l. Her må man finde en anden, mere præcis måde at beskrive den efterlyste på, fx ved brug af et nationalitetsord eller et ord som henviser til en bestemt del af verden: nordafrikansk, sydeuropæisk, østasiatisk osv.

En beslægtet, meget bred betegnelse er farvet, som ifølge Den Danske Ordbog bruges om personer ”tilhørende en gruppe mennesker med mørkere hud end mennesker af europæisk oprindelse.” Denne brug af farvet er ikke forsynet med advarslen ”nedsættende” i ordbogen, og vi har da heller ikke kunnet finde eksempler som tyder på at ordet opfattes som nedsættende. Nedenfor ses et typisk eksempel på en almindelig, neutral brug af farvet:

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBTQ+ Danmark, siger til DR, at de ikke har været gode nok til at sætte fokus på farvede personer i LGBTQ+-miljøet herhjemme, hvor racisme også findes. (Berlingske 23.8.2020)

Farvet er i denne kontekst omtrent lige så hyppigt som brun, men det er ikke utænkeligt at farvet inden længe vil blive opfattet som uacceptabelt. Vores holdninger til bl.a. etnicitetsbetegnelser påvirkes stærkt af de holdninger som er fremherskende i det amerikanske sprogsamfund, og dér er det tilsvarende ord, colored, ikke længere gangbart. Ifølge den amerikanske ordbog Merriam-Webster betragtes colored i dag som uacceptabelt i kontekster som vedrører nutidige forhold (merriam-webster.com/dictionary/colored). I stedet for colored bruges nu person of color (forkortet POC). En af grundene til at person of color (person med farve) anses som brugbart, er muligvis at det ikke i samme grad som colored sætter lighedstegn mellem personen og farven, men blot angiver at personen har en (ikke-hvid) farve. Denne form for såkaldt person first language (personen først-sprog) kendes fra andre følsomme områder; det betragtes fx af nogle som bedre at bruge person med handicap end handicappet osv. Imod dette forsøg på en forklaring på forskellen mellem colored og person of color kunne man indvende at mange amerikanere rask væk taler om black persons (sorte personer), men vistnok aldrig om persons of blackness (personer med sorthed). En sådan på overfladen snusfornuftig form for logik gælder imidlertid langtfra altid for sprogbrugen, og da slet ikke for sprogbrugen på det identitetspolitiske område. Når en bestemt sprogbrug først er blevet uacceptabel, er der normalt ikke meget man kan stille op.