26.8.2016
Dansk Sprognævn rykker tættere på skolen
”Det er vigtigt at de unge lærer hvor de kan finde viden om korrekt dansk”, fastslår nævnets direktør, Sabine Kirchmeier.
Sprognævnet vil gerne rykke tættere på skolen og gøre det lettere for lærerne og eleverne at bruge al den viden om dansk som Sprognævnet kan byde på — på Sprognævnets hjemmeside og på sproget.dk. Desuden får nævnet mange henvendelser fra skoleklasser der gerne vil på besøg eller gerne vil have en medarbejder ud og holde foredrag.
Derfor lanceres skoletjenesten med tilbud om:
- besøg og foredrag
- inspirationsmateriale til læreren
- et helt nyudviklet gratis undervisningsmateriale, der hedder Brug Retskrivningsordbogen bedst muligt — og undgå stavefejl!
”Der er pres på skolerne, og det kan være svært for lærerne at finde tid til selv at udvikle nyt materiale. Vi håber at vi på denne måde kan give dem en håndsrækning og samtidig give eleverne gode retskrivningsvaner som de kan have glæde af resten af livet”, siger Sprognævnets direktør.
Sprognævnet har også planer om at udvikle materiale om brugen af stave- og grammatikkontroller samt om hvordan man sætter komma.
Udskriv pressemeddelelsen som pdf her.
Kontakt: Sabine Kirchmeier på sabine@dsn.dk eller 33747406.
Relaterede nyheder
- Læs om bogen Den der skriver d i gjort, som udkom mandag den 15.8.2016.
- Læs nyheden om Sprognævnets undervisningsforløb: Brug Retskrivningsordbogen bedst muligt – og undgå stavefejl!
- Gå til Sprognævnets skoletjeneste.