Retskrivningsordbogen
Ordbogen er den gældende Retskrivningsordbog fra 2024.
Søgningen er en nøjagtig fritekstsøgning. Der er ikke mulighed for at anvende jokertegn.
Fx matcher ”, hvor” et komma efterfulgt af både hvor, hvorfor og hvorimod.
Resultater fremhæves med gult.
§ 40-60. Tegnsætning
§ 55. Tankestreg
Tankestreg har form som en vandret streg (typisk længere end en bindestreg) og skrives med afstand (spatium) til de omgivende ord. (Om tankestreg brugt som bindestreg, se § 57.9).
(1) Mellem helsætninger
Tankestreg kan bruges mellem helsætninger for at betegne et indholdsmæssigt skift:
Svigerfar var i dårligt humør. Det var derfor jeg helst ikke ville diskutere politik. – I næste uge rejser vi så på ferie, og det glæder vi os meget til.
Her svarer tankestregen til nyt afsnit eller underafsnit.
(2) Dramatisk effekt
Tankestreg kan med en vis dramatisk effekt vise at det efterfølgende er noget uventet eller overraskende:
Han havde længe udfordret skæbnen – og til sidst lykkedes det ham da også at brække en ankel.
Pludselig – et råb og lyden af splintret glas.
Endelig fandt jeg mine briller; de lå – i køleskabet.
(3) Ved indskud og tilføjelser
Tankestreg kan ligesom komma (§ 47) og parentes (§ 56) sættes omkring et indskud eller foran en tilføjelse, især af selvstændig karakter:
Hvis de siger ja – og det håber jeg de gør! – kan vi komme i gang med sagen allerede i januar.
De stigende overskud – der i øvrigt forventes fastholdt næste år – er en af årsagerne til kursstigningen.
Luftforureningen vil blive en alvorlig trussel mod egnens dyre- og planteliv – sådan som biologerne for længst har påpeget.
Ved indskud og tilføjelser kan tankestregen erstatte punktummer, semikoloner og kommaer:
Thomas var fraværende – han var forkølet – og derfor blev mødet aflyst (Jf. Thomas var fraværende; han var forkølet. Og derfor blev mødet aflyst).
Vi kan ikke godkende denne undskyldning – som vi i øvrigt har hørt mange gange før. (Jf. Vi kan ikke godkende denne undskyldning, som vi i øvrigt har hørt mange gange før) .