Spring navigation over
Forside/§ 41-43. Punktum/§ 43. Prikker

§ 43. Prikker

fra Retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen, 4. udgave, 2012.
dommerhammer

(1) Udeladelsesprikker

Med dobbelt eller tredobbelt punktum (to eller tre prikker) kan man vise at ord eller orddele er udeladt:

Det fremgik af sagen at klagerens ægtefælle … afgik ved døden den 5. august 1995 …, og at den af ham drevne cykelforretning … blev afhændet ca. 14 dage før dødsfaldet. 
Hvad f… er egentlig meningen?

(2) Tøveprikker

I personlig eller litterær stil kan man med flere punktummer i serie antyde noget uafsluttet eller tøvende:

Hvis jeg ellers kan hjælpe … med noget …
Ellers tak … Jeg giver dem bare hvad jeg har … lidt ærter og skinke …
Han prøver at tænde de to stearinlys i sølvstager, men det skjuler bare deres ansigter for hinanden og gør det så meget mere tåbeligt at de sidder der og konverserer på hver side af et bord …
Først var det kedeligt, men så …!