Hovedprincipper for fastlæggelse af retskrivningen
Nøgleordene i de retningslinjer som Dansk Sprognævn skal følge ved fastlæggelsen af den danske retskrivning, er traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet. Det er de to hovedprincipper som Sprognævnet skal tage hensyn til i sit arbejde med sprognormeringen, herunder fastlæggelsen af retskrivningen. I sprognævnsbekendtgørelsen er principperne beskrevet således:
- “Efter traditionsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis, der har været gældende siden bekendtgørelse nr. 24 af 27. februar 1892, og som siden 1955 er kommet til udtryk i de retskrivningsordbøger, som Dansk Sprognævn har udgivet. Efter traditionsprincippet ligger stavemåderne af det eksisterende ordforråd principielt fast, bortset fra justeringer som følge af sprogbrugsprincippet. Et element i traditionsprincippet er princippet om, at fremmedord, der er blevet almindelige i dansk, skrives i overensstemmelse med de regler, der gælder for oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk. Dette princip gælder først og fremmest ord fra græsk, latin og fransk og ord dannet af græske, latinske og franske bestanddele. Ord fra andre sprog, specielt nyere ord, skrives som hovedregel i overensstemmelse med skrivemåden i det pågældende sprog eller med international praksis.”
-
- “Efter sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis, som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug.” (Sprognævnsbekendtgørelsen fra 1997, § 1, stk. 3 og 4).
Sprognævnsloven formulerer direktiver for hvilke retskrivningsændringer Dansk Sprognævn kan tillade sig at foretage på egen hånd, og hvilke ændringer der kræver godkendelse i Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. De første kaldes “ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter”, mens de andre kaldes “ændringer af principiel karakter” (§ 2, stk. 2 og 3). Dette uddybes i Henrik Galberg Jacobsens artikel Ordnede forhold. Om retskrivningsloven og sprognævnsloven.