Spring navigation over

Retskrivningsordbogen

Ordbogen er den gældende Retskrivningsordbog fra 2024.

Du søger i:
Ordbog a–å
Retskrivningsregler
Søgning i retskrivningsreglerne

Søgningen er en nøjagtig fritekstsøgning. Der er ikke mulighed for at anvende jokertegn.

Fx matcher ”, hvor” et komma efterfulgt af både hvor, hvorfor og hvorimod.

Resultater fremhæves med gult.

Læs mere om søgemulighederne her.
Tilbage

§ 31-35. Præteritum participium

§ 31
Præteritum participiums bøjningsformer
stk. 1
Bestemt form og pluralis
stk. 2
Kønsbøjning i ubestemt form singularis
§ 32
Præteritum participium foran substantiv
§ 33
Præteritum participium efter hjælpeverber mv.
stk. 1
Efter have og
stk. 2
Efter være og blive
stk. 2.a
Handlingsforløb
stk. 2.b
Tilstand
stk. 3
Efter andre verber
§ 34
Præteritum participium som frit prædikativ
§ 35
Adjektiver dannet af præteritum participium
stk. 1
Bøjningsformer
stk. 2
Brug af bøjningsformerne

§ 35. Adjektiver dannet af præteritum participium

(1) Bøjningsformer

Mange adjektiver består helt eller delvis af oprindelige præteritum participier, fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget, glatbarberet, ulakeret, velvalgt, henrykt. Sådanne participier har i princippet samme bøjningsformer som andre adjektiver der ender på ‑en, ‑et eller ‑t. Adjektiver der ender eller kan ende på ‑en, følger dog forskellige mønstre. En del tilføjer ‑t i intetkøn og kommer altså til at ende på ‑ent, fx kneben (et knebent flertal). Nogle har i intetkøn valgfrihed mellem en form på ‑ent og en form på ‑et, fx fremskreden (et fremskredent el. fremskredet tidspunkt), og enkelte kan kun ende på ‑et, fx gudgiven (et gudgivet svar). De fleste af de adjektiver på ‑en der har en valgfri form på ‑et, fx nystrøgen el. nystrøget, ubeskreven el. ubeskrevet, kan i intetkøn kun ende på ‑et: et nystrøget forklæde, et ubeskrevet blad. De nøjagtige bøjningsoplysninger må søges under de enkelte ord i selve ordbogen.

Adjektiver der er dannet af præteritum participium, og som ender eller kan ende på ‑en, er opført i Retskrivningsordbogen som selvstændige opslagsord (fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget). Af de ord der ender på ‑et eller ‑t, er nogle opført som selvstændige opslagsord (fx henrykt, interesseret, ubemærket, velplejet), mens andre ikke er med i ordbogen (fx nyvasket, ulakeret).

Enkelte af de adjektiver der ender på ‑en eller ‑et, kan i bestemt form og i pluralis bøjes på to måder, fx

den optagede el. optagne telefon
de ubeskårede el. ubeskårne indtægter.

Oplysninger om sådanne bøjningsmuligheder er anført under det enkelte ord i Retskrivningsordbogen.

(2) Brug af bøjningsformerne

Bøjningsformer af adjektiver dannet af præteritum participium bruges principielt på samme måde som bøjningsformerne af andre adjektiver:

en kneben sejr
et knebent flertal
nogle knebne sejre
en nystrøgen el. nystrøget skjorte
de nystrøgne el. nystrøgede gardiner
et hengivent menneske
Reolerne er ulakerede.
Kartoflerne må være ganske nyopgravede.
Kasserollerne hang blankpolerede på messingstangen.
Lavt monterede fortasker giver bedst balance på cyklen.
Hun grinede svedent.

Når sådanne adjektiver indgår i en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, er det dog helt almindeligt at bruge ubøjet form:

Vi er helt uinteresseret (el. uinteresserede) i den slags.
De var henrykt (el. henrykte) over forslaget.