Retskrivningsordbogen
Ordbogen er den gældende Retskrivningsordbog fra 2024.
Du søger i:
Ordbog a–å
Retskrivningsregler
Søgning i retskrivningsreglerne
Søgningen er en nøjagtig fritekstsøgning. Der er ikke mulighed for at anvende jokertegn.
Fx matcher ”, hvor” et komma efterfulgt af både hvor, hvorfor og hvorimod.
Resultater fremhæves med gult.
§ 31-35. Præteritum participium
§ 31
Præteritum participiums bøjningsformer
§ 32
Præteritum participium foran substantiv
§ 33
Præteritum participium efter hjælpeverber mv.
§ 34
Præteritum participium som frit prædikativ
§ 35
Adjektiver dannet af præteritum participium
§ 32. Præteritum participium foran substantiv
Præteritum participium kan stå attributivt, dvs. umiddelbart foran et substantiv som participiet er knyttet til. Bøjningen i bestemthed, tal og køn fremgår i princippet af § 31.
Når det gælder kønsbøjningen (§ 31.2), ligger sprogbrugen dog ikke fast, men i mange tilfælde er det almindeligt at bruge intetkønsformen, også når participiet er knyttet til et substantiv af fælleskøn. I sådanne tilfælde kan det virke mere formelt (eller gammeldags) at bruge fælleskønsformen:
en indskrevet el. indskreven elev
en afsvedet el. afsveden skovstrækning
en strøget el. strøgen skjorte
en aftvunget el. aftvungen tilståelse
en stærkt beskåret el. beskåren pengebeholdning
en nylig udkommet el. udkommen bog
en indløbet el. indløben ordre
en stjålet el. stjålen cykel
en udeblevet el. udebleven menstruation
en forsvundet el. forsvunden ubåd.