Forside / Nyt / Nyheder / 2016 / Mindeord for Marianne Dall 17.5.2016

Mindeord for Marianne Dall

Med stor sorg modtog Sprognævnet den 2. maj 2016 meddelelsen om at Marianne Dall pludselig var gået bort. Marianne Dall havde blandt mange andre administrative opgaver ansvaret for abonnenterne for Nyt fra Sprognævnet, en opgave som hun varetog med stor omhu og personligt engagement.

Marianne Dall.

Marianne var uddannet som cand.mag. i tysk og datalingvistik. Før hun kom til Sprognævnet i august 2014, arbejdede hun med ordbøger, sprogteknologi og administration på Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet og i firmaet Lingtech A/S samt med udveksling af studerende i virksomheden AFS Interkultur.

Marianne blev med sin stille, beskedne og milde facon hurtigt en integreret del af Sprognævnet. Hun var særdeles afholdt, ikke blot fordi hun var meget samvittighedsfuld, pålidelig og hjælpsom, men også fordi hun havde let til smil og latter og var god til at se de skæve vinkler i hverdagen der kan fremkalde et smil. Vi ved at hun holdt meget af arbejdet med Nyt fra Sprognævnet, hvor hun gjorde sit yderste for at servicere abonnenterne bedst muligt.

Marianne efterlader et stort savn hos os alle. Vi vil altid mindes hende med varme og venlige tanker. 

Bisættelsen finder sted fredag den 13.5.2016 kl. 11 i Hans Tausens Kirke på Islands Brygge.

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik