Både unge og deres forældre kommunikerer i dag via sociale medier. Men de kommunikerer ikke på den samme måde. Hvordan de sprogligt adskiller sig fra hinanden, kan du læse om i denne artikel.
I mit speciale Generationsforskelle på de sociale medier – En sprogligt etnografisk undersøgelse af unge og deres forældres sprogbrug online, som denne artikel bygger på, har jeg undersøgt en gruppe unge gymnasieelevers og deres forældres online kommunikation og særligt de sproglige forskelle, der findes mellem generationerne, når de skriver med hinanden på sms og Messenger (beskedfunktionen på det sociale medie Facebook).
Overordnet finder jeg, at de to generationer ikke har de samme normer for, hvordan man kommunikerer online, og derfor ikke skriver ens. Hvordan generationerne adskiller sig fra hinanden sprogligt, er det, jeg vil præsentere i denne artikel. Først giver jeg en præsentation af undersøgelsens data og deltagere og derefter af de fire sproglige generationsforskelle, jeg fandt frem til.
Undersøgelsens data
Undersøgelsen er en del af det større forskningsprojekt SoMeFamily (Sprog og Sociale Medier i Familien) på Københavns Universitet. Undersøgelsen kombinerer feltarbejde med nærsproglige analyser og bygger på følgende data:
- Feltarbejde (online og offline) blandt to gymnasieklasser og 14 af elevernes familier
- Gruppeinterviews med 59 unge (15-18 år)
- Interviews med forældrene (33-56 år) fra 14 familier
- Skærmdata fra media-go-along-samtaler med 12 af de unge og 15 af forældrene. (Det er en type samtale, hvor man ser på og optager deltagernes telefon- eller computerskærm, samtidig med at de fortæller om det, de viser på skærmen).
Alle data, der bruges i denne artikel, er anonymiseret, så navnene, der anvendes, er pseudonymer.
Feltarbejdet, der ligger til grund for undersøgelsen, strakte sig over en periode på 7 måneder i 2018-19 og startede blandt to 1. g-klasser på et københavnsk gymnasium. Her var forskningsprojektets videnskabelige deltagere til stede fysisk på gymnasiet, men fulgte også de unge online på forskellige sociale medier. Herefter fortsatte feltarbejdet igen, både online og offline, hjemme hos de 14 familier, der havde lyst til at deltage.
Fokusset for denne undersøgelse er deltagernes private onlinekorrespondancer. Det vil sige interaktioner, der udspiller sig i private beskeder eller grupper på Messenger eller som sms-korrespondancer mellem to eller flere deltagere, der kender hinanden. Der er altså ikke tale om offentlige opslag på fx Facebook og Instagram, der begge er sociale medieplatforme.
Fire gennemgående forskelle
I mit analysearbejde fremkom fire temaer, som gennemgående kom til udtryk i data hos begge generationer og blev italesat som sproglige generationsforskelle. Disse forskelle er:
- Forskelle i brug af forkortelser
- Forskelle i korrektur og tegnsætning
- Forskelle i emojibrug
- Forskelle i beskedlængde
Det er derfor disse forskelle, artiklen her handler om.
Højt tempo og flow eller fyldestgørende og omhyggelige beskeder?
Mine analyser viste, at de unge generelt ser ud til at prioritere en kommunikationsform på sociale medier, som er præget af et højt flow, dvs. at deres beskeder hurtigt kan sendes frem og tilbage imellem hinanden. Derfor skærer de ned på det, de synes er tidskrævende processer, nemlig korrekturlæsning, tegnsætning og emojis, samtidig med at de bruger tidsbesparende forkortelser og sender korte beskeder.
Forældrene giver til gengæld udtryk for, at fyldestgørende og omhyggelige beskeder er det, de foretrækker. Derfor bruger de tid på at rette deres beskeder igennem og sætte komma og på at indsætte emojis inden afsendelse. Derudover anvender de ikke forkortelser, men skriver ordene fuldt ud og sender gerne længere beskeder.
Forskelle i brug af forkortelser
Fra et standardortografisk perspektiv kan man overordnet set tale om to typer af forkortelser – dem, som er i overensstemmelse med standardortografien, og dem, der kan kategoriseres som alternative eller tilhørende en bestemt sproglig stil eller genre.
De forkortelser, jeg taler om her, er de alternative forkortelser, der forekommer på sociale medier. Det kan fx være omg for oh my God, k for ok, wtf for what the fuck eller idk for I don’t know.
Både forældrene og de unge giver udtryk for, at sådanne forkortelser er noget, de unge bruger på sociale medier. Det kan vi se et eksempel på i uddrag 1 herunder. Uddraget er fra en Messenger-gruppe med fem unge deltagere. Maya har sendt et billede i gruppen af Lea som barn. Billedet (her sløret) udgør omdrejningspunktet for den efterfølgende interaktion:
Uddrag 1: ”Omg …”
Messenger-korrespondance. Deltagere: Nabil (16 år), Lea (15 år), Maya (16 år), Molly (16 år) og Mark (16 år).
Uddraget her illustrerer meget godt den typiske skrivestil, jeg har observeret blandt de unge. Særligt karakteristisk er de korte beskeder, brugen af alternativ stavning og tegnsætning og slåfejl, som alle er fænomener, vi skal se på senere.
Korrespondancen er også kendetegnet ved, at de bruger hverdagssproglige forkortelser. De bruger både Omg og Wtf, som kan ses som reaktioner på, at der bliver delt et billede i gruppen. Begge forkortelser har jeg observeret som hyppigt forekommende i de unges interaktioner generelt, og de nævnes også i interviewene som eksempler på forkortelser, de unge bruger: ”eller for eksempel I don’t know det er bare I D K” (Hannan 16 år). Et af argumenterne blandt de unge for at sende forkortelser er, at det er tidsbesparende.
Hvad angår forældrenes sprog, så observerer jeg ikke denne brug af hverdagssproglige forkortelser. Forældrene har desuden en lidt anden holdning til brugen af disse forkortelser, end de unge har. De ser nemlig forkortelserne som ungdommelige og som sjuskede eller ukorrekte. Det skal vi se et eksempel på her, som er fra et interview med moren Lily på 51. Lily beskriver sin egen online sprogbrug på følgende måde:
”ja det er den gammeldags stil, fordi det er ikke alle mulige forkortelser for ord altså, det er øh ordene bliver skrevet fuldt ud og sådan noget.”
Lily beskriver altså sin egen sproglige stil som ”gammeldags”, hvilket indebærer, at man ikke bruger ”alle mulige forkortelser for ord”. Her ser vi altså, at Lily giver udtryk for, at hendes sproglige stil på sociale medier ikke indeholder hverdagssproglige forkortelser. Derfor kan hendes stil betegnes som gammeldags og som en kontrast til de unges stil, der netop indeholder ”alle mulige forkortelser”.
Lily sammenligner også brugen af disse forkortelser med stavefejl, som man ifølge Lily også bør undgå, fordi begge dele hæmmer forståelsen. I forlængelse af forrige citat siger hun nemlig følgende:
”jeg kan også godt finde på at kommunikere eller kommentere tilbage på, hvordan man staver, hvis øh jeg har fået en sms, hvor jeg tænker, det her det er jo næsten ikke til at læse, fordi man ikke kunne stave til det for eksempel, ikke.”
Denne orientering mod korrekthed er typisk forekommende blandt forældrene i undersøgelsen, og det skal vi se lidt nærmere på som det næste.
Korrektur og tegnsætning
Jeg finder i data, at de unge går mindre op i korrekturlæsning og tegnsætning end deres forældre. Det skyldes bl.a., at begge dele er tidskrævende processer, men også at tastefejl (ifølge de unge) alligevel ofte ikke ødelægger det overordnede budskab i beskeden. Forældrene synes derimod, det er vigtigt at rette beskeder igennem inden afsendelse og at sætte kommaer, da det, i deres optik, giver en bedre forståelse.
I det følgende skal vi se, hvordan nogle af de unge italesætter denne forskel på dem selv og deres forældre. Før udsagnene herunder spørger intervieweren ind til de unges korrekturpraksisser på sociale medier. Det får Maya (16 år) til at fortælle følgende:
”når jeg skriver til Lea (15-årig veninde) sådan, så bruger jeg ikke kommatering, jeg er ligeglad med kommaer og sådan noget, når jeg skriver til Lea, men min mor hun hun kan ikke engang sende en besked til en af hendes nære veninder uden at bruge sådan der skrive komma rigtigt og stave alting rigtigt.”
Lea, som også er med i interviewet, fortsætter og siger:
”mm nej nej jeg er jo også, ja jeg er jo også ligeglad, hvis jeg laver en tastefejl, når jeg skriver til”, hvorefter Maya afbryder og siger: ”ja så sender jeg den bare”, og Lea fortsætter: ”ja ja sådan okay der der der står ka, når når jeg skulle skrive ja altså det er lige meget, hvor min mor hun er sådan, jeg kan ikke læse, hvad du skriver, kan du skrive det ordentligt (stiliseret udtale) hvor sådan øh du k- du k- du kan jo godt se hvad der skal stå.”
De unge fortæller her, at de ikke bruger tid på korrekturlæsning og tegnsætning, når de skriver private beskeder med hinanden, fordi de godt kan forstå, hvad hinanden mener, også selvom der fx står ka i stedet for ja i en besked.
Disse udsagn stemmer godt overens med den generelle holdning blandt de unge og med den praksis, jeg har observeret blandt dem, som vi kunne se i beskederne i uddrag 1, som indeholdt flere tastefejl (fx hvem er set vs. hvem er det).
Deres mødre er til gengæld ikke enige i denne holdning til korrekturlæsning og tegnsætning. I kontrast til de unges nedprioritering af korrektur og tegnsætning italesættes mødrene nemlig som mere korrekthedsorienterede. Mødrene kan ”ikke engang” sende en besked til en nær veninde uden at bruge tid på at rette fejl og sætte komma.
Det tyder således på, at korrekthed ikke vægtes højt blandt de unge, hvis det ikke forstyrrer forståelsen, og at en skrivestil uden fokus på korrektur, for de unge, er mere uformel og personlig og derfor passende blandt venner.
De unges holdning til retstavning og tegnsætning bemærkes også af forældrene. Mayas forældre, Sara og Brian (33 og 35 år), genkender Mayas mere afslappede forhold til korrektur og tegnsætning og siger følgende om Mayas online sprogbrug: ”Maya hun er bedøvende ligeglad”, ”hun er doven når hun skriver” og ”hun staver nærmest forkert med vilje”. Ved at beskrive Maya som doven og sjusket fremstiller de sig selv som fornuftige voksne, der går op i retstavning (hvilket også passer med Mayas beskrivelse af sin mor fra før). Samtidig italesætter de også de unges behov for høj hastighed, som de mener, har indflydelse på korrekturlæsningen. Brian siger nemlig: ”det skal bare gå så stærkt”.
Ser man på deltagernes faktiske online sproglige praksisser, er forskellene mellem de unge og forældrenes orienteringer mod korrekthed også til stede. Fra det online feltarbejde har jeg observeret, at de unge kun sjældent retter hinandens eller deres egen sprogbrug, og at sådanne rettelser er mere frekvente blandt forældrene, hvilket også passer fint med Lilys udtalelser om rettelser af hendes børns fejl tidligere i artiklen.
Generelt ser det altså ud, som om forældrene i højere grad orienterer sig mod retstavning end de unge, når det gælder private online beskeder med en eller flere personer.
Emojibrug
Emojis er små grafiske billedsymboler, fx smileys, dyr eller forskellige genstande, som kan bruges i digital kommunikation. Forskelle i emojibrug er også et udbredt emne blandt både de unge og voksne deltagere og bliver af begge generationer italesat som et forældre- eller børnefænomen og som noget, de unge kun sjældent bruger. Saarah på 16 år siger fx i et gruppeinterview:
”ærligt ikke jeg tror, at emojis at de er sådan lidt døde, engang var det sådan noget, engang var det sådan noget så mange som muligt, men nu er det bare sådan noget, hvis du la- hvis du laver sådan en, hvor du bruger den der øh brille-smiley og grine-sm- sådan halvfjerds grine-smileyer og hjerte-smiley, så sidder jeg bare og tænker sådan, hvor gammel er du [siges nedladende]”
Dette udsagn suppleres af klassekammeraterne Mike (17 år), der siger: ”emojis er helt døde”, og Sandra (16 år), der siger: ”ja sådan der så fucking det er mega kikset”.
Når intervieweren efterfølgende spørger, om det er, fordi man tænker, at personen, der har sendt de mange emojis, er voksen eller meget lille, svares der: ”meget lille” og ”men min far gør det også”.
Emojibrug bliver, ligesom her, generelt nedvurderet blandt de unge og bliver fremstillet som en sproglig praksis, der er forbeholdt små børn og forældre. Emojibrug bliver altså eksplicit fremhævet som en sproglig aldersmarkør. De unge peger her også på, at deres egen emojibrug har ændret sig over tid, idet Saarah fortæller, at hun selv brugte flere emojis, da hun var yngre. Dette er et hyppigt forekommende udsagn blandt mange af de unge. Desuden giver næsten alle de unge deltagere udtryk for, at forældregenerationen (og voksne i al almindelighed) er flittige emojibrugere.
En af de unge deltagere, Lea (15 år), siger fx om sin far: ”der var fire emojis i de tre linjer han sendte”. De unge fremhæver desuden, at emojis tager lang tid at indsætte, da man både skal skifte tastatur og bladre alle emojierne igennem for at finde den, man skal bruge.
Det er ikke kun de unge, der opfatter emojis som et træk forbundet med voksnes online sprogbrug. De voksne deltagere ser nemlig også emojibrug som et forældrefænomen.
Marks mor, Karen (49 år), siger fx om emojibrug: ”det tror jeg er en typisk sådan forældre- øh det bruger jeg” og ”der tror jeg mere det er mig, der er øh, jeg synes det er så hyggeligt”. Karen italesætter altså emojibrug som noget, hun og andre forældre bruger, og forbinder, modsat de unge, brugen med noget positivt: ”det er så hyggeligt”.
Om sin søns emojibrug siger hun: ”jamen det bruger han faktisk ikke”. Karen udtrykker altså også, at de unge sender færre emojis end forældrene.
Når man ser på deltagernes sproglige praksis, stemmer det også godt overens med disse udtalelser, hvor forældrene fremhæves som den generation, der bruger emojis mest. Et eksempel på dette er uddrag 2, hvor en gruppe veninder i 40’erne skriver sammen for at arrangere julehygge hjemme hos Charlotte, inden de skal i biografen med deres døtre.
Uddrag 2: ”Kære alle”
Messenger-korrespondance. Deltagere: Charlotte, Mette, Pia og Lisa.
Uddraget her er på mange måder repræsentativt for den måde, forældregenerationen i projektet bruger emojis på.
I uddraget kan vi se, at der næsten forekommer emojis i hver besked, og at der ofte anvendes flere emojis efter hinanden. Hvis man sammenligner denne måde at skrive på med de unges måde at skrive på (uddrag 1), er det almindeligt, at der i en interaktion mellem de unge forekommer flere beskeder uden emojis. Det er ikke ensbetydende med, at de unge slet ikke anvender emojis, men at de bruges mere sjældent.
Beskedlængde
Den sidste forskel, jeg finder mellem de unge og deres forældre, er en forskel i generationernes beskedlængde. Begge generationer giver udtryk for, at de unge generelt skriver kortere beskeder end forældrene. Det skal vi se nærmere på her. Andrea (16 år) kommer med følgende udsagn, efter intervieweren spørger om, hvad der karakteriserer de unges kommunikation på de sociale medier foruden brugen af forkortelser.
”det er også, man skal kunne svare hurtigt ikke, så det skal være korte beskeder, så man kan sådan holde en normal samtale sådan der i længden og sådan noget”.
Heidi (16 år) supplerer med:
”og jeg ved også folk de, altså jeg er meget utålmodig, så det det er andre unge også øh generelt til mange ting, men også når man skriver, så hvis de har skrevet en besked, og man så sidder og er i gang med at skrive, så så meget tit så sender jeg dele af det, så de lige når øh skrive noget, så skriver jeg noget nyt, så sådan trykker send ikke”.
Her italesættes hurtige svartider som en central norm for de unges online kommunikation. Motivationen for de korte beskeder er at tage hensyn til andre jævnaldrende, der, ligesom dem selv, er for ”utålmodige” til at læse lange beskeder.
På baggrund af dette kan man argumentere for, at præferencen for korte beskeder er motiveret af at kunne svare hurtigt. I forlængelse af dette deler de unge også længere beskeder op i mindre beskeder. På den måde kan de sende større mængder information, mens de stadig overholder kravet om korte beskeder og svartider. På den måde kan de opretholde et ideal om et kommunikativt flow, som man kender fra talesproglige samtaler (jf. ”en normal samtale”) – et ideal, som gentagne gange ytres i interviewene.
Forældrene genkender også de unges korte beskeder, men ser dem ikke som et hensyn, men som noget, der står i vejen for en mere indholdsrig og fyldestgørende interaktion. Leas mor, Christina (49 år), siger fx sådan her om sin datter: ”hvis jeg skriver tre sætninger til Lea, så svarer hun på den første eller den sidste, så svarer hun ikke på alt det andet”. Christina genkender altså de unges praksis med at sende korte beskeder, og ifølge Christina indvirker dette på, hvor lange beskeder hun selv kan skrive til sin datter, hvis hun vil have svar på sine spørgsmål.
I modsætning til de unge, der ser de korte beskeder som et middel til at føre ”en normal samtale” med et højt flow, giver Christina her udtryk for, at de korte beskeder er hæmmende og siger: ”så øh der kan man bedre sådan have en dialog med en anden voksen”.
I praksis finder jeg også, at de unges beskeder generelt er kortere end forældrenes, og at beskeder, der kunne være sendt som én længere besked, er delt op i flere mindre beskeder (jf. uddrag 1 og 2).
Online generationsforskelle
Min undersøgelse har vist, at unge gymnasieelever og deres forældre ikke kommunikerer ens i private online korrespondancer, og at begge generationer fremhæver de samme fire sproglige generationsforskelle på sociale medier.
I forlængelse heraf ser generationerne ud til at have forskellige opfattelser af, hvad der kendetegner succesfuld online interaktion.
De unge prioriterer at have en kommunikationsform, der er præget af et højt flow. Det indebærer, at de skærer ned på tidskrævende processer som korrekturlæsning, tegnsætning og emojibrug, og at de sender tidsbesparende forkortelser og korte beskeder.
Forældrene prioriterer derimod en kommunikationsstil, der er præget af korrekt og fyldestgørende sprogbrug. Det indebærer at bruge tid på at rette beskeder igennem inden afsendelse, at skrive ordene fuldt ud og at sende længere beskeder med emojis.
Det er også tydeligt, at både de unge og forældrene genkender hinandens normer for sprogbrug og sproglige online praksisser.
Artiklen bygger på følgende referencer
Hansen, Marianne (2020) Generationsforskelle på de sociale medier – En sprogligt etnografisk undersøgelse af unge og deres forældres sprogbrug online. Specialeafhandling, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
Hansen, Marianne og Andreas Stæhr (2021). Sproglige generationsforskelle på de sociale medier. NyS 59, 113-156.