Spring navigation over
Forside/Nyt fra Sprognævnet/September 2019/Spørg os

Spørg os

Oute

?

Kunne I ikke ændre betydningen af verbet oute i Retskrivningsordbogen fra ’afsløre som homoseksuel’ til ’afsløre andres kønsidentitet eller seksuelle orientering uden deres samtykke’?

!

I ordbogen Nye ord i dansk 1955 til i dag (www.dsn.dk/noid) findes der to definitioner af verbet oute, nemlig 1) ’afsløre en (kendt) persons homoseksualitet’ og 2) ’afsløre el. offentliggøre nogens sande identitet, hemmeligheder, skjulte karaktertræk el.lign.’.

Ordbogsdefinitionerne i Retskrivningsordbogen skal ikke betragtes som fuldstændige beskrivelser af de enkelte opslagsords betydning, og ordbogen kan ikke bruges som facitliste for ordenes betydning. Det er bl.a. derfor vi ikke har angivet begge de betydninger der findes i Nye ord i dansk, som jo også udarbejdes af Sprognævnet. Når det er sagt, vil vi overveje at ændre betydningsoplysningen af oute ved næste opdatering af Retskrivningsordbogen.

MHA

 

 

Vidste du …

… at første ord efter et kolon skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav, afhængigt af hvad der følger efter kolonet?

Hvis der kommer en helsætning efter, skrives der med stort begyndelsesbogstav:

Han spurgte om vej til Tivoli: Han kender vist ikke København særlig godt.

Hvis der kommer en ledsætning eller sætningsdel efter kolon, skrives der med lille begyndelsesbogstav:

Han sagde nøjagtig det jeg havde forventet: at han aldrig havde set hende før.

Der nedbrændte et par mindre bygninger: laboratoriet og kontoret.

Læs mere i § 11 i Retskrivningsreglerne.