Rende og hønse
?
Hvor stammer udtrykket Du kan rende og hønse fra? Det er noget min far har brugt meget.
!
Udtrykket rende og hønse er med i Den Danske Ordbog, hvor der står at det ”bruges i udtryk for kategorisk afvisning af en persons meninger, ønsker eller forslag”. I ordbogen står der at rende og hønse er synonymt med udtrykket rende og hoppe.
I dag findes verbet hønse primært i udtrykket rende og hønse. Verbet hønse kommer i udtrykket ifølge Den Danske Ordbog af nedertysk hensen, der oprindelig betød ’betale for optagelse i et forbund eller lav’. Betalingen fandt sted i form af et traktement ved indtrædelsen i et forbund eller et lav, og hønse er beslægtet med det tyske ord Hansa, der betød ’forbund’. Den Danske Ordbog kender også verbet hønse i en anden betydning, nemlig ’spille med hønseringe’, altså de kulørte plasticringe, som især var noget børn legede med i gamle dage. Men det er verbet i den førstnævnte betydning, ’traktere’, som ordbogen mener at hønse i rende og hønse er knyttet til.
Ordbog over det danske Sprog, bd. 8, fra 1926, bekræfter at hønse i hvert fald dengang betød ’betale penge til traktering, fx når man optages i et lav o.lign., eller (især sømandsudtryk) når man første gang passerer et bestemt sted’ (ordnet.dk). Det kunne også bare bruges i betydningen ’traktere’ eller ’punge ud’, ’spytte i bøssen’. Ordet kunne dog også betyde ’give en bøde’ eller, i jysk, ’småstjæle’.
Endelig oplyser Ordbog over det danske Sprog at Vil du hønse på tidspunktet for ordbogens udgivelse, dvs. for knap 100 år siden, i København kunne være en afvisende talemåde der betød ’gå væk’ eller ’vil du rende og hoppe’. Ordbogen viser også et eksempel på at udtrykket blev brugt i Tom Kristensens bog Hærværk fra 1930: ”“Maa jeg se dit nye Digt?” spurgte Jastrau. “Aa, vil du ikke hønse!” Hønse! Det var et forældet Udtryk.”” Det fremgår ikke helt klart om det er hønse eller vil du hønse der var forældet på det tidspunkt. Men udtrykket vil du hønse er i ordbogen dateret til 1920, og ordet hønse var allerede for 100 år siden markeret i ordbogen som lidet brugt, dvs. ikke særlig brugt, så det er sandsynligvis hønse der opleves som forældet, og vil du hønse der til gengæld er ret nyt på dette tidspunkt.
Formen rende og hønse dateres i Ordbog over det danske Sprog (bd. 17, 1937) til 1934 (ordnet.dk). Rende optræder her i betydningen ’skynde sig væk’ og er altså ligesom varianten vil du hønse en afvisende talemåde. Samme ordbog oplyser at varianten rende og hoppe er et ældre udtryk end rende og hønse og fremstår som mere etableret på dette tidspunkt. Rende og hoppe er nemlig dateret til 1895, og der er i ordbogen citater fra samtidens forfattere som Kjeld Abell (1931), Knud Sønderby (1931) og Jacob Paludan (1933). Rende og hoppe er altså kommet før rende og hønse, som meget sandsynligt er en videreudvikling af det første udtryk.
Men hvordan er hønse kommet ind i udtrykket? Måske skal vi hente en forklaring indenfor luftfarten. Ordbog over det danske Sprog oplyser at hønse (og høne, jf. ODS) kan være en betegnelse for de hop et fly laver når det lander, måske fordi den måde et fly bevæger sig på i en klodset landing, kan knyttes til høns og den måde de hopper på. Her i et citat fra Dansk Sportsleksikon, 1942-1945: ”Foretager man ikke Udfladning i rette Tid, vil Planet [flyet] tage Jorden med for stor Fart, saa det springer op igen (populært at “hønse”)”. Hønse bruges faktisk som fagudtryk i denne betydning den dag i dag. Her fx i fagbladet Ingeniøren (27.5.2019): ”Det er ikke kun affjedringen der får et fly til at hønse”.
Mange ældre udtryk er bygget sådan op at hver del i et todelt udtryk betyder det samme, fx i ro og mag (mag betyder ’ro’) eller mulm og mørke (mulm betyder ’nattemørke’), og på samme måde ligger betydningerne i rende og hoppe ikke langt fra hinanden med hhv. ’skynde sig bort’ og ’bevæge sig fremad med korte spring’. Udtrykket rende og hoppe kan derfor tænkes at være konstrueret efter samme mønster som de øvrige udtryk vi har med denne form. At hønse i nogle varianter af udtrykket erstatter hoppe, kan måske forklares på to måder. Eftersom hønse kan betyde at et fly hopper, kan nogle have syntes det var morsomt at skifte det menneskelige hoppen ud med flyets hoppen. En anden forklaring kan være at nogle har syntes at rende og hoppe har været for stærkt (og måske for afvisende) et udtryk. Man har derfor muligvis villet lave et mildere, omskrevet alternativ, altså en eufemisme, som man fx kender det i bandeord som for søren i stedet for for satan – eller rend mig i nakken, der er en pænere omskrivning af rend mig i røven. På samme måde kan rende og hønse altså måske være en omskrivning af rende og hoppe.
MR
Hvid januar
?
Efter en december måned med meget mad og også meget alkohol har mine venner valgt at holde hvid januar, dvs. en januar måned uden alkohol. Hvorfor hvid?
!
At kalde en periode uden alkohol for hvid er noget vi har lært af svenskerne. I Sverige er det helt almindeligt at man kan holde vita veckor ’hvide uger’ eller vit månad ’hvid måned’, hvor man i en periode undlader at drikke alkohol. Ifølge Svenska Akademiens ordbok kender man denne brug fra midten af 1970’erne. Samme ordbog mener at betydningen er inspireret af den særlige betydning af hvid som er ’tom’, ’blank’ eller ’ren’, og som man fx også kan bruge når man taler om hvide pletter på landkortet, dvs. steder på kortet hvor der ikke er fyldt noget på, og som derfor er tomme, rene eller blanke.
Man kan finde danske eksempler på hvid brugt på denne måde i hvert fald 30 år tilbage i tiden. I Dansk Sprognævns nyordsordbog Nye ord i dansk 1955 til i dag (NOiD) kan man således læse følgende hjertesuk fra 1990: ”Det undrer mig .. at mange læger og andre fagfolk, som selv kan lide alkohol, er bevidste om betydningen af ‘hvide perioder’ (f.eks. en uge eller to helt uden alkohol), uden at der er blevet propaganderet for denne momentvise afholdenhed til befolkningen” (Politiken 9.1.1990).
Det var dog først i løbet af 00’erne at denne særlige brug af ordet hvid blev mere udbredt. I NOiD er de tidligste eksempler på hvid måned og hvid januar fra 2005.
I 2019 lancerede Sundhedsstyrelsen en kampagne for en alkoholfri periode efter nytår, og den døbte man hvid januar efter svensk forbillede. Siden da er det blevet mere almindeligt at omtale en alkoholfri periode som hvid. Men at mange stadig synes det er nyt, kan ses af følgende citater, hvor journalisterne åbenbart har følt behov for at udlægge hvad begrebet dækker over: ”»Hvid januar«. Et fænomen, hvor danskere en masse hvert år kvitter alkoholen i en måned” (berlingske.dk 12.1.2023) og ”i de senere år er en ny trend også kommet frem – nemlig “hvid januar”, hvor man i sundhedstegnets navn lægger alkoholen på hylden i en måned” (Ritzau 12.1.2023).
ESJ
Oksekød eller kokød?
?
Jeg er lærer og kom forleden til kort da jeg skulle forklare mine elever hvorfor det hedder oksekød og ikke kokød. Jeg har set at svinekød nu ofte markedsføres som grisekød, men hvorfor holder man mon fast i betegnelsen oksekød fremfor kokød?
!
At oksekød (som madvare) kaldes oksekød og ikke kokød, skyldes først og fremmest en konvention – altså noget som sprogbrugerne stiltiende er blevet enige om op igennem århundrederne. Af opslaget kokød i Ordbog over det danske Sprog, som dækker rigssproget fra 1700 til 1950, kan man se at det i løbet af 1800-tallet er blevet anset for mindre fint at bruge betegnelsen kokød (ordnet.dk). Man har altså i stedet foretrukket ordet oksekød (eller Oxekjød som det primært blev stavet indtil omkring 1880). I opslaget oplyses man netop om at kokød – i årene for det konkrete ordbogsbinds tilblivelse, dvs. 1920’erne – er lig med oksekød ”i al alm[indelighed]”. Herudover finder man i opslaget følgende notat af filologen Israel Levin (1810-1883): ”der (tales) nu i Kbhvn [København] aldrig om Kokjød, uden med Ringeagt, men Slagteren sælger Alt og Huusholdningerne bruge Alt for Oxekjød.” Hvis blot produktet kaldtes oksekød og ikke kokød, kunne det altså – på Levins tid, i 1800-tallet – let sælges.
I Kalkars Ordbog, som er baseret på tekster fra 1300 til 1700, kan man til gengæld ikke slå oksekød op; her finder man kun kokød, med teksteksempler fra 1470, 1538 og 1601. I Moths Ordbog, som afspejler dansk fra omkring 1700, finder man derimod både oksekød (Okse-kød) og kokød (Ko-kød).
I dag bruges kokød som bekendt stort set ikke om madvaren oksekød. I Infomedias mediearkiv (på over 70 millioner artikler fra ca. 1990 til i dag) er der kun 156 forekomster af ordet kokød. Til sammenligning er der over 95.000 artikler der indeholder ordet oksekød. Blandt teksterne med ordet kokød er der også nogle der netop handler om hvorfor oksekød hedder sådan og ikke kokød, som dette læserbrev: ”Når nu svinekød fremover skal hedde grisekød, må det vel være logisk at kalde oksekød for kokød.” (Politiken, 21. maj 2018). Ja, det kunne der vel være en vis logik i, men meget ville være anderledes i den faktiske sprogbrug hvis den var strengt logisk.
Brugen af ordet oksekød fremfor kokød kan også hænge sammen med at oksekød dækker bredere. I Den Danske Ordbog, som er en ordbog over moderne dansk, står der under opslaget oksekød at det er ”kød fra kvier, ungtyre, køer og stude” (ordnet.dk). Ordet oksekød omfatter altså utvivlsomt også kød fra ungtyrene og studene (– og ikke kun hunkøerne). En okse er netop betegnelsen for den slægt som køerne tilhører (sammen med fx bøfler og yakokser). Der er altså ikke noget faktuelt forkert ved at kalde dét kød fra køerne som vi spiser, for netop oksekød – også selvom vi hverken spiser bøffel eller yak til hverdag.
ASH
Sex og seksualitet
?
Hvorfor staves sex med –x og seksualitet med –ks-?
!
Det er der en historisk forklaring på.
Tilstedeværelsen af ordet sex i dansk er i virkeligheden forholdsvis ny. Det kan være svært at sætte sig ind i nu til dags, men før den seksuelle revolution i 1960’erne taltes der i hverdagssproget ikke så hyppigt om sex. Da man lavede Ordbog over det danske Sprog bd. 1-28 (i daglig tale ODS), tog man slet ikke ordet med; det pågældende bind blev udgivet i 1939. På det tidspunkt regnedes ordet for et fremmedord, og man var i ODS’ redaktion ganske forsigtig med at tage fremmedord med i ordbogen. Den skulle netop være en ordbog over det danske sprog, og kun de fremmedord som på det tidspunkt ansås for almindelige i dansk, fik lov at komme med. Dette gjaldt ord som bureau og medicin, men altså ikke sex.
Anderledes forholder det sig med ordet seksuel. Det blev allerede tidligt anset for så almindeligt i dansk at det indlemmedes i ordbøger med dansk ordstof. Det fandt for eksempel vej til Saabys Dansk Retskrivningsordbog i 1918 (en forgænger for Dansk Sprognævns retskrivningsordbog), men sex gjorde ikke. Også i Sprognævnets første egen retskrivningsordbog fra 1955 kunne man finde seksuel og seksualitet, men ikke sex.
Ordet seksuel blev altså tilsyneladende almindeligt i dansk tidligere end ordet sex, og man anså det for et låneord fra latin via fransk. I bekendtgørelsen om retskrivning fra 1892 finder man ret detaljerede anvisninger til hvordan man fordansker skrivemåder af låneord. Blandt andet skal bogstavet x opløses til bogstavforbindelsen ks. Det er på grund af denne bekendtgørelse at vi for eksempel skriver eksaminere, refleks og tekst, og ikke examinere, reflex og text.
Langt op i det 20. århundrede ansås ordet sex for et fremmedord i dansk, og det er med i vores gængse fremmedordbøger, heriblandt Vor Tids Fremmedord fra 1934, hvor det i øvrigt angives at långiversproget er engelsk.
Da ordet sex kom i ordbogsbetragtning som et tilstrækkelig almindeligt dansk ord, skete det gennem (amerikansk) engelsk, og fordanskningsanvisningerne i 1892-bekendtgørelsen var ikke møntet på ord fra engelsk. Ordet blev dermed indlånt i den form det havde i det långivende sprog, nemlig engelsk, hvor det som bekendt stavedes med –x.
I Retskrivningsordbogen fra 1986, som var efterfølgeren til den fra 1955, kom ordet sex med for første gang, og det skete i formen med –x. Ved samme lejlighed optog man ordene sex-appeal, sexbombe, sexet, sexisme, sexist, sexistisk, sexolog, sexologi og sexologisk. I perioden fra 1955 til 1986 var ord med sex(-) blevet langt hyppigere i almindelig dansk sprogbrug.
Også redaktionen af ODS fandt anledning til alligevel at medtage ordet sex. I anden halvdel af det 20. århundrede arbejdede man med at komplettere ordbogen med ord som man mente manglede. Det resulterede i et supplement (ODS-S), som udkom i årene 1992-1995. I ODS-S tog man ordet sex med – med den stavemåde – og dokumenterede det blandt andet med følgende belæg fra 1938: ”Vi begynder med Vilje i Hollywood .. Her var nemlig intet andet end Sex og Penge tilovers”.
I de ordbøger hvor man anfører ordenes betydning (det gør man kun undtagelsesvis i Retskrivningsordbogen), finder man typisk to betydninger af sex. Den første betydning er slet og ret ’køn’. Den anden anføres i ODS-S som ’hvad der har med kønsliv at gøre; seksualliv; seksuel tiltrækning’.
Langt de fleste moderne danskere tænker formodentlig på ordet sex i denne anden betydning, altså som noget der har med kønslivet at gøre.
Man kan læse mere om bogstavet x’s historie i dansk retskrivning i Nyt fra Sprognævnet 2016/3.
ESJ
Tredjegradsforhør
?
Hvad kommer udtrykket tredjegradsforhør af? Hvad går tredje grad på?
!
Udtrykket tredjegradsforhør betyder ifølge Den Danske Ordbog ’et forhør hvor der anvendes ulovlige og grove metoder (evt. tortur) for at tvinge den forhørte person til at svare; meget streng udspørgen’. I Ordbog over det danske Sprog, bd. 24, 1948, står der under opslagsordet tredje at tredje grads forhør (som det blev stavet dengang) især havde at gøre med ”amerikansk retspraksis”. Også dengang blev ordet brugt i betydningen ’langvarig, uophørlig, trættende afhøring (til dels også med forestilling om forhør under tortur)’.
Ifølge Ordbog over det danske Sprog har vi altså at gøre med et udtryk der stammer fra amerikansk retspraksis, og man kunne forestille sig at vi i dansk havde importeret ordet tredjegradsforhør fra engelsk som et oversættelseslån af third degree interrogation, der i moderne engelsk er afkortet til third degree. Det skulle i så fald være under indflydelse fra amerikansk kultur, eftersom vi i dansk retspraksis ikke opererer med tredjegradsforhør. Underligt nok er det også sådan at når man definerer graden af kriminalitet i amerikansk retspraksis, er tredje grad den mindst alvorlige (jf. Oxford English Dictionary), og første og anden grad er mere alvorligt, jf. udtrykket murder in the first degree, som altså regnes for den værst tænkelige forbrydelse.
En anden mulig forklaring på udtrykket tredjegradsforhør finder man da også i artiklen ”Slaverne fra Strandstræde” af Birte Hjorth, som en af Sprognævnets spørgere har været så venlig at sende os. Artiklen handler om tre sømænd fra Dragør der i 1700-tallet var mistænkt for tyveri, og i beskrivelsen af deres sag nævnes den såkaldte Stokhusinkvisitionskommission. Det var en domstol i København hvor man forhørte mistænkte, og hvor man ikke holdt sig tilbage for at bruge torturmetoder. Beskrivelsen af disse torturmetoder er relevant ift. udtrykket tredjegradsforhør:
”Den tortur der anvendtes, havde 3 grader. Ved 1. grad blev tommelskruerne sat på fangens tommelfingre og lidt efter lidt skruet til. Kunne dette ikke fremkalde en tilståelse, blev ved 2. grad hans arme og ben spændt sammen og hovedet med en kæde trukket ned til knæene. På sin nøgne ryg blev den mistænkte derefter lagt på små ituslåede, skarpe flintesten. Hjalp det heller ikke, blev nogle stokke anbragt under arme og ben, og ved hjælp af disse blev han rullet og væltet rundt på stenene. Endelig kunne fangen ved 3. grad forsynes med den såkaldte paternoster eller rosenkrans bestående af et tyndt reb med 5-6 knuder lagt om panden lige over øjenbrynene. Stokkeknægten anbragte en lang stok i kransen og drejede rundt indtil knuderne skar sig ind i hovedet og øjnene begyndte at trænge ud af hulerne. Så holdt man inde og formanede til bekendelse” (Hjorth 2001, s. 41-42).
Tredjegradsforhør kunne altså snarere stamme fra en tidligere dansk torturpraksis i 1700-tallet end fra amerikansk retspraksis, som Ordbog over det danske Sprog ellers hævder.
Litteratur
Hjorth, Birte (2001): Slaverne fra Strandstræde. Siden Saxo: magasin for dansk historie. 18. årgang, nr. 3. 39-46.
MR