Måske har du hørt ordet politier og tænkt at det kun bliver brugt af børn og barnlige sjæle. En nærmere undersøgelse af ordet indikerer dog at dette ikke altid er tilfældet.
Ordbog over det danske Sprog daterer politier (politiere i pluralis) til 1921 og beskriver ordet som barnesprog eller vulgært sprog (ordnet.dk). Noget tyder dog på at ordet, her 100 år senere, er blevet jargonsprog, altså ”et uofficielt særsprog der bruges af en bestemt gruppe sprogbrugere med fælles interesseområde” (ordnet.dk).
I en online artikel fra Politiforbundet forekommer ordet politier flere gange: ”De er endnu så nye, at det at køre rundt i uniform og møde folk som ”politier” er spænding i sig selv (..) Miriam er nydansker med palæstinensiske forældre, ud af en søskendeflok på syv, kvinde og nu politier” (Politiforbundet.dk, 14.12.2010), og i juni 2022 kunne man i Politiforbundets magasin Dansk Politi også se ordet anvendt: ””Politier” og betjent?! (..) Medierne bruger ofte ordet politibetjente, men teknisk set er det forkert (..) Politifolkene bruger selv ordet ”politier””. Ordet ses også anvendt af journalister, f.eks. i overskriften ”En politier på Maglemosevej” (Dagbladet Køge, 24.03.2011). Disse eksempler illustrerer hvordan politier både bruges af politifolk når de skal beskrive sig selv, og af journalister der skriver om politiet og deres arbejde.
Ordet er også at finde i Lisbeth Zornig og Mikael Lindholms krimier, hvor politier bruges om en politibetjent. Forfatterparret forklarer at da politifolkene selv kalder sig for politier, har de valgt at anvende netop det ord for at få den rette jargon i deres krimibøger (JydskeVestkysten Esbjerg, 19.09.2020).
Der kan være flere årsager til brugen af politier, sådan som det også nævnes i magasinet Dansk Politi fra juni 2022. En af dem kan være forsøget på at kønsneutralisere fagbetegnelsen politimand. Vi har tidligere set eksempler på at adjektiver som kvindelig bliver tilføjet til fagbetegnelser der slutter på –mand, f.eks. kvindelig politimand, og også den anden vej rundt, f.eks. mandlig sygeplejerske. Problemet er blot at adjektiverne kvindelig og mandlig i de nævnte eksempler ikke kønsneutraliserer, men snarere kønsspecificerer, altså tydeliggør at der er tale om en kvinde (der er politimand) og en mand (der er sygeplejerske). Fordelen ved politier er at der ikke er nogen eksplicitte kønnede konnotationer, hvorfor ordet kan bruges af alle og om alle uden en kønsspecificerende attribut.
En anden årsag til brugen af politier kan være forsøget på at opnå en mere generisk term der kan anvendes om alle der er ansat i politiet til politimæssigt arbejde. Ofte anvendes politibetjent om sådan en person, men ifølge Den Danske Ordbog betegner politibetjent kun en person der har under 5 års anciennitet (ordnet.dk), hvor ordet politiassistent modsat betegner en person der har mindst 5 års anciennitet (ordnet.dk). I modsætning til de to ovenstående termer, politibetjent og politiassistent, har politier ingen reference til anciennitet og kan derfor bruges om alle personer der er ansat i politiet til politimæssigt arbejde uanset arbejdserfaring. Ordet politifolk ses også anvendt som en generisk term der hverken differentierer mellem køn eller anciennitet, men politifolk fungerer kun når der refereres til flere personer.
En nærmere undersøgelse af politier viser altså at ordet har rykket sig fra kun at være vulgært sprog eller barnesprog (jf. Ordbog over det danske Sprog) til jargonsprog der bruges af sprogbrugere med et fællesinteresseområde, i dette tilfælde politifolk. At politier også ses anvendt af journalister og forfattere, kan indikere at brugen af ordet er ved at sprede sig til andre grupper af sprogbrugere også.