Fire måder hvorpå engelsk har præget dansk grammatik

Ordforrådet er ikke det eneste område hvor engelsk har påvirket det danske sprog. Også den danske grammatik er blevet beriget med elementer fra engelsk.

Vi ved en hel del om danskernes brug af låneord fra engelsk, ikke mindst fra Dansk Sprognævns forskning i projektet “Moderne importord i sprogene i Norden”. Til gengæld er det ret uudforsket hvordan engelsk har påvirket den danske grammatik i nyere tid.

I den her artikel vil jeg gennemgå fire områder hvor engelskpåvirkningen viser sig i grammatikken. Med grammatik mener jeg at artiklen ikke har fokus på hvilke ord vi bruger, eller hvad de betyder, men at fokus er på hvordan orddele sættes sammen til at danne ord, og hvordan ord sættes sammen til at danne sætninger.

Slåbroks, stadions og styks

Det danske sprogs brugere sætter somme tider et engelskinspireret flertals-s bag på ord der kommer fra sprog der ikke bruger flertals-s. Bl.a. kan man finde s-flertalsformer som stadions (fra græsk), polterabends (fra tysk) og styks, som slet ikke er et låneord.

Ved at søge i Mediestream, som er en service der giver online adgang til Det Kongelige Biblioteks digitale samling af bl.a. historiske aviser, har jeg kunnet konstatere at det ikke er et nyt fænomen. Her fandt jeg nemlig en reklame for meget store og dobbelt vatrede Slaabroks (hvor slåbrok kommer fra tysk) i en avis fra 1834. I min undersøgelse har jeg dog fokuseret på moderne ord.

Tabellen nedenfor er en oversigt over mine fund af ikke-engelske ord der har mindst ét tilfælde af s-flertal i perioden 2012-2019 i aviskorpusset TiDK, som er en samling på 380 millioner ords nyhedstekst. TiDK er udviklet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Nogle af ordene forekommer så få gange at procenttallet ikke siger særlig meget, men bare det at de forekommer, viser at engelsk har vundet indpas i visse danskeres sprogbrug. Der er også en del af ordene hvor s-flertalsformen er så udbredt at der ikke bare kan være tale om sjældne, enkeltstående tilfælde, men at formen er anerkendt af sprogbrugerne. De eneste af de her s-flertalsformer der er korrekte ifølge Retskrivningsordbogen, er viklers (hvor viklers er den eneste flertalsform) og blinis (hvor blinier også angives som en mulighed).

Brugen af flertals-s på disse ord er nok en udvidet brug af det engelske -s, som er det man i engelsk bruger til flertalsdannelse i langt de fleste tilfælde. Engelsk er kilden til størstedelen af danskernes nye låneord, og når vi låner substantiver, tager vi gerne flertals-s’et med også. Vi er altså vant til at bruge flertals-s, og det ser ud til at vi heller ikke er blege for at sætte det på ord fra andre sprog end engelsk, herunder dansk.

Måske vi ku’, eller ku’ vi måske?

I 1976 udgav Sebastian sangen ”Måske ku’ vi” til filmen af samme navn. 35 år senere, i 2011, udkom der en sang med titlen ”Måske Vi Ku’”, som rocksangeren Rasmus Walter stod bag. Forskellen mellem titlerne er lille, men den giver anledning til at se på hvor i sætningen måske skal stå.

Den grundlæggende regel om dansk sætningsopbygning dikterer at verbet indtager den anden plads i fremsættende sætninger (men ikke i imperativer som spis op eller i ja/nej-spørgsmål som kommer du?). Man kan sige at dansk ledstilling følger mønsteret V2, som henviser til at verbet (V) indtager sætningens anden (2) plads. Det vil sige at når en sætning indledes med måske, som er et adverbialled, må det forventes at det følgende element er et verbum som kunne og ikke et subjekt som vi. Sætninger som måske kunne vi er V2-konstruktioner, hvorimod sætninger som måske vi kunne kan kaldes V3-konstruktioner idet verbet står som sætningens tredje element efter adverbialledet måske og subjektet vi.

Selvom dansk er et såkaldt V2-sprog, har jeg sporet V3-sætninger med måske helt tilbage til 1684, hvor der står følgende i en avistekst:

(1) maaske, Persien giør ogsaa Hielpen sterk

Denne ordstilling er et resultat af at sætninger som det må ske at vi kunne med sprogets udvikling er blevet til måske vi kunne (Beijering 2010). V3-konstruktioner med måske, som måske vi kunne, bevarer altså placeringen af elementerne i (det) må ske (at) vi kunne, som jo er helt upåfaldende dansk sætningsopbygning.

Det er den udvikling der gør at V3 er en mulighed der unikt knytter sig til adverbiet måske. Andre adverbier kan som udgangspunkt ikke optræde med V3 i rigsdansk, hvor V3-konstruktioner som *selvfølgelig vi kunne eller *muligvis vi kunne ikke klinger godt, modsat V2-versionerne selvfølgelig kunne vi og muligvis kunne vi.

For at vende tilbage til pointen om engelsk indflydelse på dansk kan man så passende spørge hvordan V3-spørgsmålet er relevant. For hvis danskerne har sagt måske vi kunne siden 1684, og det ovenikøbet kan forklares ved at måske vi kunne er en videreudvikling af det må ske at vi kunne, hvor kommer engelsk så ind i billedet?

Engelskkyndige læsere kan nok gennemskue at den tilsvarende engelske sætning er maybe we could, som ord for ord svarer til måske vi kunne. Den omvendte variant, altså måske kunne vi, ville på engelsk hedde *maybe could we, men det kan man ikke sige. Engelsk er ikke et V2-sprog fordi subjektet, her we, som udgangspunkt skal stå før verbet, her could, også hvis sætningen starter med et adverbialled som maybe. V3 er helt almindeligt i engelsk.

Sådan er det som sagt ikke i dansk, hvor sætninger der starter med måske, både kan have V2 og V3. Men det er altså kun den ene af mulighederne der har et ordret modstykke i engelsk, nemlig V3-varianten. Den viden bliver nyttig når man ser på følgende diagram, der viser udviklingen af måske-sætninger med V3 i dansk fra 1990 og frem til 2020. Dataene kommer fra en optælling i mediearkivet Infomedia, som er en søgbar database over artikler fra danske medier.

Diagrammet viser andelen af V3-sætninger ud af alle sætninger der starter med måske. Resten er V2-sætninger som måske kunne vi. V2 har i hele perioden været klart dominerende, men de danske sprogbrugere tilvælger i højere grad V3, kan man se. Udviklingen er statistisk signifikant (p < 0,01), hvilket betyder at det er sandsynligt at stigningen ikke bare skyldes tilfældigheder, men at der må være en bagvedliggende årsag til den. Mit bud: engelsk.

Det virker oplagt at stigningen i formen med en engelsk pendant netop er en afspejling af det engelske sprogs indpas i danskernes sprogbrug, som får os til at bruge en form vi kender (altså V3), hyppigere. Der er her ikke tale om at engelsk har fået os til at købe en ny skjorte, men om at engelsk har inspireret os til at gå med en skjorte vi allerede havde hængende, lidt oftere.

Ny konstruktion med levere

Der er også noget der tyder på at engelsk ikke kun har tilskyndet os til at bruge bestemte ordstillinger mere, men også at bestemte verber efter engelsk mønster optræder på nye måder. Det kan man fx se med verbet levere, hvor politikere, erhvervsfolk og sportsudøvere ikke altid skal levere varen, men af og til bare skal levere.

I en fodboldanalyse fra den 14. marts 2021 står der følgende i Politiken:

(2) Jürgen Klopp har i denne sæson ofte forgæves forsøgt at få sit hold til at levere i Premier League.

Men hvad det er holdet skal levere, står der ikke. Når ordet bruges sådan her, betyder det i sig selv ‘levere varen’ eller ‘yde en god indsats’. Vi har traditionelt i dansk typisk brugt levere med et objekt, hvilket betyder at man ikke bare leverer, men at man skal levere et eller andet, fx varen, før sætningen er fuldendt. Med andre ord er eksempler som levere i Premier League ikke så udbredt som levere resultater i Premier League eller levere varen i Premier League.

Det relevante begreb til at beskrive hvilke elementer i en sætning der hører sammen med et verbum, er valens. Et verbum brugt med objekt, fx i de leverer varen, kaldes divalent, mens et verbum brugt uden objekt, fx i de leverer, kaldes monovalent. Man kan altså sige at verbet levere typisk er divalent, men at det somme tider, såsom i eksemplet ovenfor, er monovalent. I engelsk er det helt almindeligt at deliver, som betyder ’levere’, optræder monovalent.

Derfor er det også svært at undlade at tænke engelskpåvirkning ind i spørgsmålet om valensen af levere når man ser det her diagram over udviklingen af den monovalente brug af levere:

Her har jeg sammenlignet den divalente og monovalente brug af levere med udgangspunkt i data fra korpusset TiDK i perioden 2010-2019. Grafen viser hvordan den monovalente brug af levere stiger som andel af alle forekomster af verbet.

Resultaterne er ikke lige så stærke som ved den udvikling vi så for V3 ved måske. Det skyldes at der her ikke er et lige så stort datagrundlag, at udviklingen ikke er lige så kraftig og dækker en kortere periode, og at stigningen kun lige akkurat er statistisk signifikant.

Jeg har ikke kunnet afgøre om den monovalente brug af levere er kommet ind i det danske sprog gennem påvirkning fra engelsk, eller om der engang var en dansk sprogbruger der helt af sig selv fandt på at bruge verbet på den måde uden at det kan tilskrives engelsk indflydelse. Men uanset hvad kan stigningen i 2010’erne nok tilskrives engelsk inspiration af monovalent deliver.

At proppe ord ind i ord

Det sidste eksempel på engelskpåvirkning af den danske grammatik jeg vil fremhæve, er et sprogligt fænomen der går ud på at indsætte ord i andre ord. Konkret drejer min undersøgelse sig om indsættelse af ordet fucking, hvilket har en forstærkende effekt. I dansk har jeg både fundet eksempler på at fucking indsættes mellem to meningsfulde orddele, som i flygtningefuckingkrise (hvor flygtning(e) og krise begge er ord), og midt inde i ord, som i gra-fucking-tis (hvor gra og tis ikke er meningsfulde orddele).

Man kunne godt spørge hvad det her har at gøre med grammatik, som jo er artiklens fokus. Fucking er ganske vist et klart eksempel på et engelsk låneord, men det jeg bider mærke i, er faktisk heller ikke forekomsten af lige præcis det. Det interessante i den grammatiske kontekst er den foreteelse at man i det hele taget kan sætte ord ind i andre ord.

Det gør man egentlig heller ikke ret tit i engelsk, men det er bemærkelsesværdigt at det både i dansk og engelsk lige sker i kraftudtryk. Hvor man i engelsk kan finde ord som fan-fucking-tastic og abso-blooming-lutely, er det i dansk heller ikke kun fucking vi sætter ind i ord – fan-fandens-tastisk forekommer fx også (men jeg har kun undersøgt fucking i dybden).

I en gennemgang af alle ord i TiDK i perioden 2010-2019 fandt jeg 46 forekomster af ord med indsættelse af fucking, fordelt på 30 forskellige ord, såsom abso-fucking-lutely, hu-fucking-ra, og IKEA-fifuckingceret. Abso-fucking-lutely og hu-fucking-ra er ikke gode eksempler på den grammatiske påvirkning fordi det indsatte fucking sandsynligvis er lånt ind fra engelsk sammen med resten af ordet som en pakke. Abso-fucking-lutely er et direkte lån hvor brugeren både har taget de omkringstående orddele og den indsatte orddel samlet, og hu-fucking-ra kan være et eksempel på at en skribent er blevet inspireret af det engelske hu-fucking-ray (eller ‑rah) og har taget det med sig, men tilpasset ordet til det eksisterende danske hurra. Der er altså sandsynligvis tale om indlån af hele ord og ikke om indsættelse af fucking.

IKEA-fifuckingceret kan derimod næppe være et eksempel på et låneord, og det viser derfor at fucking-indsættelse ikke bare lånes ind sammen med resten af det ord det står inde i. IKEA-fifuckingceret og andre eksempler som Fak-fucking-ta (om supermarkedet), skovmærkefuckingcreme og privifuckinglegieblindhed må være ord som fuldt ud er opstået på dansk grund uden engelsk forlæg i ordmaterialet. Det der kommer fra engelsk, er ideen til at sætte et kraftudtryk ind i et ord. Der er altså tale om en grammatisk påvirkning, ikke om indlån af fremmedord.

Hvad betyder det for vores viden om engelsk i dansk?

I denne artikel har jeg påvist de fire følgende udviklinger i dansk:

• Flertals-s er kommet fra engelsk og bruges også på ord der ikke er engelske låneord.
• Øget brug af V3-sætninger der begynder med måske, skyldes engelsk indflydelse.
• Monovalent brug af levere bliver mere udbredt efter engelsk eksempel.
• Fucking indsættes i andre ord ligesom på engelsk.

Alle fire er eksempler på indflydelse på den danske grammatik.

Engelskpåvirkningen af dansk grammatik er ikke kun underbelyst, som jeg hævdede i starten af artiklen; den mangler også anerkendelse. Flere forskere har i årenes løb påstået at den danske grammatik er så godt som uberørt af engelskpåvirkningen, der i stedet først og fremmest har omfattet ordforrådet. Det skrev fx sprogforskeren Bent Preisler (2003: 114) idet han utvetydigt meddelte at ”det engelske sprogs indflydelse på dansk primært begrænser sig til ordforrådet” (min oversættelse). Det kan jeg imidlertid ikke erklære mig enig i ud fra mine resultater. Det kan være at den tilgang Preisler giver udtryk for, skyldes at den sproglige tilstand har ændret sig, eller at vi har forskellige opfattelser af hvad nævneværdig påvirkning er, men jeg mener mine undersøgelser peger på at man ikke bør ignorere den grammatiske del af det engelske sprogs berigelse af det danske.

Hvor ordforrådet nok udgør den tydeligste og mest overfladiske del af indflydelsen, er den grammatiske del mindre åbenlys. Den gennemsnitlige danske sprogbruger er nok godt opmærksom på at hun hiver frem af den angelsaksiske kasse når hun siger computer eller icebergsalat, men det er næppe lige så tydeligt at hun på grund af engelsk er mere tilbøjelig til at sige måske vi kunne nu end hun var for 30 år siden. Det er sværere at få øje på og dokumentere, og det vidner om en gennemgribende engelskpåvirkning som trækker helt ned i den del af sprogproduktionen der styrer hvordan man skruer ord og sætninger sammen.

Litteratur

Beijering, Karin (2010). The Grammaticalization of Mainland Scandinavian MAYBE [Grammatikaliseringen af skandinavisk måske]. Bergen Language and Linguistics Studies 1 (1), 1-21.

Preisler, Bent (2003). English in Danish and the Danes’ English [Engelsk i dansk og danskernes engelsk]. International Journal of the Sociology of Language 159, 109–26.