Bedre end sit rygte

Sammenligningskonjunktionerne end og som har mange sprogrigtighedsdiskussioner på samvittigheden. Bedst kendt er nok spørgsmålet om pronomenets kasus i sætninger af typen Hun er yngre end ham/han; Hun er ikke så gammel som ham/han. Men det diskuteres også om det hedder Hun er yngre end hendes/sin mand; Hun er ikke så gammel som hendes/sin mand. Begge spørgsmål har været diskuteret i over 100 år, men i denne artikel ser jeg kun på det sidstnævnte: Bruges der hans/hendes eller sin i sammenligningskonstruktioner med end og som? Hvad siger den grammatiske litteratur, og hvad siger den faktiske sprogbrug?

Hvad siger den grammatiske litteratur?

Ifølge Håndbog i Nudansk (Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013) er henvisning med det possessive/refleksive pronomen sin (med bøjningsformerne sin, sit, sine) det normale i sætninger hvor der henvises til et subjekt i 3. person singularis, altså fx Kaj (subjekt) er ældre end sin bror; Lis (subjekt) er lige så vild med biler som sin søster (Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013: 542).

Sammesteds nævnes det dog at også henvisning med personligt pronomen i genitiv (her: hans/hendes) regnes for korrekt sprog i den slags sætninger. Begrundelsen for det sidstnævnte er at “sammenlignings­udtrykkene med end og som kan opfattes som forkortede sætninger hvor man ellers ville bruge hans eller hendes,” for det ville jo hedde fx Lis er lige så vild med biler som hendes søster er (ikke … som *sin søster er).

Tolerancen overfor hans/hendes gælder kun sammenlignings­­konstruk­tionerne. I øvrige tilfælde anser Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen kun henvisning med sin som korrekt: “Man bruger sin − og ikke hans eller hendes − når man henviser til subjektet,” altså fx Kaj vasker sin bil hver søndag (Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013: 540).

Det skal tilføjes at der normalt også henvises med sin når subjektet er pronomenet man, fx Man er ikke bedre end sin sidste kamp, og når subjek­tet ikke er en person, fx Den nye Hyundai i10 har bedre brændstoføkonomi end sin forgænger (jf. Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013: 543 f.), men i denne artikel ses der udelukkende på de tilfælde hvor sin konkurrerer med hans/hendes i sammenligningskonstruktioner.

Sprogbrugen ifølge den ældre grammatiske litteratur

Henvisning med sin i sammenligningskonstruktioner som de ovennævnte har ifølge den grammatiske litteratur været normen i over 100 år. I Aage Hansens sprogbrugs­håndbog Vort Vanskelige Sprog (1965) står der kort og godt: “I led med som, end er der nogen vaklen men sin er det almindeligste” (Aage Hansen 1965: 112). I Elementær Dansk Grammatik (1946) bemærker Paul Diderichsen (1946: 57) om konstruktioner af typen Han er bedre end hans/sit rygte at “den ældre Grammatik” opfatter “end hans Rygte (er) som en ny Sætning med sit eget Subjekt, medens den moderne Sprogfølelse opfatter Leddet som hørende til Oversætningen, jf.: Han er større end du/dig” (Diderichsen 1946: 57). Diderichsen henviser her til konkurrencen mellem nominativ (fx du) og oblik form (fx dig) i sammenligningskonstruktioner med end og som (mere om brugen af begrundelsen ”sammenligningskonstruktioner er ufuldstændige ledsætninger” nedenfor).

Konkurrencen mellem hans/hendes og sin behandles udførligt i Diderichsens afhandling Om Pronominerne sig og sin (Diderichsen 1939: 50). Om “Sammen­lignings­­led, der ved Omskrivning til en Bisætning vilde blive Subjekt i denne” nævnes det at hans/hendes er det oprindelige i vistnok både dansk og svensk, men at refleksiv henvisning (sin) er “det i moderne (grammatisk ureflekteret) Sprog normale, som endog er trængt ind i Bibelovers. 1907.”

Et af de bibelcitater der nævnes i afhandlingen, er Matthæusevangeliet 10.25 fra Christian III’s Bibel, 1550: Det er Discipelen nock, at hand bliver som hans Mestere, og Tieneren som hans Herre. Der bruges hans til og med oversættelsen fra 1819, men i 1907-oversættelsen er hans ændret til sin.

Af det fyldige eksempelmateriale fremgår det desuden at henvisning med sin kunne forekomme allerede i begyndelsen af det 19. århundrede: Gøthar blev saa rød i Ansigtet ved disse Ord, som sin Purpurkaabe (Oehlenschläger: Erik og Roller, 1802), og at man hos forfatterne op igennem århundredet har kunnet finde både hans/hendes og sin, undertiden hos samme forfatter. Diderichsen bemærker at man (omkring 1939) kun undtagelsesvis bruger hans/hendes: “I enkelte specielle Tilfælde kan hans osv. endnu foretrækkes for at undgaa Misforstaaelse, jf. to sætninger som Han har flere Venner end sin/hans Fætter.” Det sidstnævnte eksempel har Diderichsen hentet fra Kristian Mikkelsens Dansk ordföjningslære (1911: 263). Mikkelsen har dog selv opfattet hans/hendes som det almindeligt brugte i tilfælde hvor “den ordforbindelse, i hvilken henvisningsordet forekommer, for tanken fremstiller sig som en forkortet sætning” (Mikkelsen 1911: 262), altså tilfælde som fx Han er meget yngre end hans søster (Mikkelsen 1911: 263). Mikkelsen tilføjer dog: “Imidlertid bruges meget ofte i daglig tale, sjældnere i bogsproget, sin for hans og hendes, f. eks. Han er bedre end sit rygte, Hun var lige så klog som sin broder.”

Ifølge Mikkelsen er henvisning med sin (omkring 1911) altså først og fremmest et talesprogs­fænomen; skriftsproget har foretrukket henvisning med personligt pronomen: Han er bedre end hans rygte osv.). Men det forhold at bibeloversættelsen fra 1907 har ændret hans til sin (jf. citatet ovenfor), tyder jo på at henvisning med sin af nogle har været opfattet som det mest gangbare i skriftsproget allerede i begyndelsen af det 20. århundrede.

Det nærmeste vi kan komme en tidsfæstelse af skiftet fra hans/hendes til sin som det almindeligt anerkendte i sprogbrugen (tale og skrift), må indtil videre være at det er sket omkring år 1900. Den anerkendte 1800-tals­grammatiker H.H. Lefolii nævner i Sproglærens Grundbegreber (1871) ikke at der er konkurrence mellem hans/hendes og sin i sammen­lignings­konstruktioner. Det fremgår ikke eksplicit at sådanne konstruktioner opfattes som ufuldstændige ledsætninger, men de eksempler Lefolii anfører i det relevante afsnit i sin sproglære (Lefolii 1871: 126), er i overensstemmelse med en sådan opfattelse: “En brav Mand elsker sit Fædreland höjere end sin Ejendom” (svarende til … höjere end han elsker sin Ejendom) og “Den Dreng bliver ikke saa stor en Mand som hans Fader” (svarende til … saa stor en Mand som hans Fader er).

Det skal tilføjes at sammenligningskonstruktioner med det refleksive pronomen sig ikke betragtes som ufuldstændige ledsætninger. Hos Lefolii (1871: 90) finder man bl.a. eksemplet: “En Störrelse kan ikke være större eller mindre end sig selv, den maa altid være lige saa stor som sig selv”. Udfoldet til en fuldstændig ledsætning ville det jo hedde: En störrelse kan ikke være större eller mindre end den selv er.

Ufuldstændige ledsætninger?

Spørgsmålet om nominativ (fx han) eller oblik form (fx ham) i sammenligningskonstruktioner med end og som var i årevis et af de allerhyppigste sprogrigtighedsspørgsmål, måske kun overgået af spørgsmålet om fordi at.

Man har traditionelt krævet nominativ med den begrundelse at konstruktionerne må opfattes som ufuldstændige ledsætninger i tilfælde som fx Han spiser mere end jeg [gør]; Hun er yngre end han [er] (jf. fx Diderichsen 1946: 200, Erik Hansen 1965: 146, Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013: 122). Oblik form er traditionelt blevet fremstillet som noget man først og fremmest finder i skødesløst talesprog.

Nominativ­forkæm­perne har imidlertid ikke følt trang til at forfølge brugen af sin i sammenlignings­konstruktioner, selv om de jo her ville kunne bruge nøjagtig samme begrundelse som den der fører til kravet om nominativ. Hvis sammenligningskonstruktioner generelt blev opfattet som ufuldstændige ledsætninger, ville vi jo få hans/hendes, ikke sin: Hun er yngre end hendes mand [er] osv.

Forklaringen på denne mangel på stringens i sprogrigtigheds­argumen­ta­tionen er formentlig at Hun er yngre end sin mand osv. meget længe har været opfattet som det naturlige og korrekte i rigsmålet. Henvisning med hans/hendes måtte som nævnt vige pladsen for sin allerede fra omkring år 1900. Opfattelsen af nominativ som det korrekte i Hun er yngre end han osv. har derimod ifølge den grammatiske litteratur holdt sig helt frem til vore dage (jf. Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen 2013: 122).

Som Erik Hansen (2001) har gjort opmærksom på, er det ikke ualmindeligt at man i normerings­spørgsmål vælger at bruge et bestemt sprogrigtig­heds­argument hvis og kun hvis det er til støtte for den form som foretrækkes af de sprogbrugere hvis sprog traditionelt kaldes “dannet”:

“Denne form kaldes korrekt eller rigtig, og i disse ord ligger der kun at formen foretrækkes af den nævnte, ganske bestemte gruppe af sprogbrugere. Korrekt og rigtig siger altså intet om at en form er mere logisk, tydelig, konsekvent, økonomisk eller demokratisk end en anden.” (Erik Hansen 2001: 156).

Hvis et argument taler imod den form som de dannede sprogbrugere foretrækker, sådan som det fx er i tilfældet i konkurrencen mellem hans/hendes og sin, nedtones argumentet, eller der ses helt bort fra det.

Nutidens sprogbrug

Ifølge Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen (2013) er henvisning med sin som nævnt det normale i nutidigt dansk, og det viser sig at holde stik, i hvert fald hvad angår nutidigt dansk avissprog.

Jeg har undersøgt sprogbrugen i et aviskorpus på ca. 52,5 mio. løbende ord bestående af tekster fra landsdækkende og regionale aviser fra 2017. I tekstarten aviser forekommer henvisning med sin signifikant hyppigere end henvisning med hans/hendes:

end hans/hendes vs. sin

Som tabel 1 viser, kan man finde eksempler på henvisning med hans/hendes efter end, fx Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) giver i en mail udtryk for en mere positiv holdning over for tvang end hendes kollegaer på Christiansborg (Fyens Stiftstidende 10.8.2017). Men henvisning med sin er det altovervejende almindelige, fx Finansminister Kristian Jensen (V) har en helt anden tilgang end sine nordiske naboer (Berlingske 7.10.2017).

som hans/hendes vs. sin

Sammenligningskonstruktioner med som forekommer langt sjældnere i det undersøgte materiale (jf. tabel 2). I alle de fundne forekomster er der brugt sin, fx I dag må han stadig bruge fire gange så lang tid som sine kolleger på at læse sine roller, men han knokler sig igennem (Vejle Amts Folkeblad 5.10.2017):

At der i det undersøgte korpus ikke er nogen forekomster hvor der henvises med hans/hendes efter som, betyder ikke at det slet ikke forekommer i sprogbrugen. Leder man længe nok i et større aviskorpus, finder man nogle forekomster, fx En af disse [dvs. regeringens målsætninger] er, at man skal bevise over for danskerne, at man er i stand til at regere. At Mette Frederiksen kan udfylde statsmandsrollen nøjagtig lige så godt som hendes forgængere (Amtsavisen.dk 12.3.2020). Men også i et stort korpus (på ca. 1,8 mia. løbende ord) er henvisning med sin klart dominerende.

Opsummering

Henvisning med hans/hendes i sammenligningskonstruktioner er det oprindelige i dansk og har formentlig været det normale og almindeligt anerkendte indtil omkring år 1900. Herefter er henvisning med sin efterhånden blevet den foretrukne form − og dermed den nye norm. I nutidigt avissprog er sin stadig det altovervejende almindelige, men det kan ikke udelukkes at det forholder sig anderledes i andre, mindre normsøgende skriftlige genrer og i det talte sprog. Det må undersøges på et senere tidspunkt.

Litteratur

Diderichsen, Paul (1939): Om pronominerne sig og sin. I: Acta Philologica Scandinavica, bind 13, 1-95.

Diderichsen, Paul (1946): Elementær Dansk Grammatik. København. Gyldendal.

Galberg Jacobsen, Henrik og Peter Stray Jørgensen (2013): Håndbog i Nudansk. 6. udgave. København. Politikens Forlag.

Hansen, Erik (1965): Sprogiagttagelse. København. Jul. Gjellerups Forlag.

Hansen, Erik (2001): Den hemmelige præmis. Argumenter og skinargumenter i sprogrigtighedsspørgsmål. I: Henrik Galberg Jacobsen og Henrik Jørgensen (red.): Glæden ved grammatik. Udvalgte artikler og afhandlinger. København. Hans Reitzels Forlag. 151-163.

Hansen, Aage (1965): Vort Vanskelige Sprog. 2. reviderede og udvidede udgave. København. Grafisk Forlag.

Lefolii, H.H. (1871): Sproglærens Grundbegreber, som de komme til Udtryk i Modersmaalets sprogform. Bidrag til dansk Sproglære. København. C.A. Reitzels Forlag.

Mikkelsen, Kristian (1911): Dansk ordföjningslære med sproghistoriske tillæg. København. Lehmann & Stages Forlag.