… og askeonsdag, skærtorsdagssuppe og langfredags væde.
De fleste kender nok julesangen ”Nu er det jul igen”, hvor vi bl.a. synger at ”julen varer lige til på-ske”, hvorefter vi afbryder med ”nej det er ikke sandt, for indimellem kommer fasten”.
Dermed hentydes der til at julens festligheder i form af julelege og fed mad afbrydes af fasten, hvis afslutning markerer indgangen til endnu en højtid, nemlig påsken – eller sådan var det i hvert fald før i tiden da vi endnu var katolske. I dag er det nok de færreste katolikker der i Danmark faster i de 40 dage op til påske som ritualet ellers foreskriver, og at fastelavn skulle have noget at gøre med denne faste, er der nok heller ikke mange der tænker over. Men sådan forholdt det sig faktisk før i tiden.
FASTELAVN
Selve ordet fastelavn kommer af middelnedertysk vastelavent ’faste-aften’ og betegnede oprindeligt dagen før fastens begyndelse. I Danmark kom ordet dog hurtigt til at betegne de tre forudgående dage, altså det vi i dag kalder fastelavnssøndag, fastelavnsmandag og den efterfølgende tirsdag, hvor de voksne før i tiden fik en sidste mulighed for at skeje ud og blive ”fedet op” inden fasten (jf. Den Store Danske Encyklopædi under opslagsordet fastelavn).
De dage vi i dag kalder fastelavnssøndag og fastelavnsmandag, var tidligere de to sidste dage hvor man havde mulighed for at spise kød inden påske, og de blev derfor kaldt flæskesøndag og flæskemandag. At det var vigtigt at indtage kød for helbredets skyld, vidner den gamle overtro om. Man sagde således at hvis man ikke spiste masser af kød flæskesøndag og flæskemandag, ville man få ondt i ryggen resten af året, jf. Dorte J. Thorsen: Dagene i fastelavnsugen har navne efter mad (kristendom.dk).
SKOMAGERMANDAG
Fastelavnsmandag kaldtes også for blå mandag eller skomagermandag. Betegnelsen blå mandag kommer egentlig af at alteret i kirken i katolsk tid var beklædt med et blåt klæde denne dag, og derfra er blå mandag kommet til at betegne ’en mandag der gøres til fridag som fortsættelse af søndagen’ og en ’(ekstra) selvoptagen fridag’ (jf. Ordbog over det danske Sprog på ordnet.dk).
Det er nærliggende at forestille sig at søndagens fastelavnsløjer kan have ført til en ekstra fridag om mandagen – uanset om den så har været ”selvoptagen” eller ej. Og i Tyskland havde tjenerne faktisk i lang tid lov til at holde fri på blå mandag (altså fastelavnsmandag) så de kunne hvile ud efter søndagens udskejelser, jf. Dorte J. Thorsen: Dagene i fastelavnsugen har navne efter mad (kristendom.dk). I dag bruges blå mandag både om en dag hvor man holder fri, eller i hvert fald arbejder mindst muligt, og om den ’mandag hvor nykonfirmerede har fri fra skole og sammen går i byen og fejrer søndagens konfirmation’ ifølge Den Danske Ordbog (på ordnet.dk). I samme boldgade finder vi skomagermandag, der i Ordbog over det danske Sprog (på ordnet.dk) bruges ’om mandagen (spec. fastelavnsmandag (…)) som fridag for haandværkere’.
HVIDETIRSDAG
Efter flæskemandag falder hvidetirsdag hvor man spiste hvedebrød og mad med mælk, dvs. ”hvid mad”. Hvidetirsdag kaldtes også fede-tirsdag, et navn der ifølge Ordbog over det danske Sprog (på ordnet.dk) ’skyldes den gode levemaade, som skulde styrke folk til fasten’. På engelsk kaldes dagen Pancake Day eller Shrove Tuesday (skrifte- eller bodstirsdag), fordi man på denne dag spiste pandekager, som jo er en velsmagende måde at indtage æg, mælk og fedt på inden fasten jf. Dorte J. Thorsen: Dagene i fastelavnsugen har navne efter mad (kristendom.dk). Denne tradition kendes også af mange i Danmark, hvor pandekagedagen ofte – og meget passende – falder midt i vinterferien. Selvom denne dag altså oprindeligt er knyttet til budskabet om at styrke helbredet inden fastens askese, er pandekagedagen i dag for dem der kender den, nok bare en hyggedag hvor man bager pandekager. I øvrigt blev pandekagedagen (gen)introduceret i Danmark i 2006. [Kilde: i dag er det store pandekagedag på b.dk, 24.02.2009].
Fastelavn 1937. Det Kgl. Biblioteks billedsamling.
ASKEONSDAG
Hvidetirsdag efterfølges af askeonsdag, der altså ikke er den onsdag der indleder påsken, som mange ellers tror, men derimod er den onsdag der markerer indledningen på de 40 dages faste der slutter påskelørdag. Askeonsdag har sit navn fordi den tidligere var ”en bods- og andagtsdag, hvor man fik malet et sort kors af aske i panden, når man angrende og bevidst om sine synder mødte op i kirken”, jf. Dorte J. Thorsen: Hvad er fastelavn? (kristendom.dk). I løbet af fasten blev man altså renset på såvel krop og sjæl og var således klar til påskemorgens under.
SKÆRTORSDAGSSUPPE OG LANGFREDAGS VÆDE
Skærtorsdag og langfredag har stadigvæk deres navne, men det er nok ikke alle der ved hvorfor det hedder skærtorsdag. Skær er et gammelt nordisk ord der betyder ’ren’, og skærtorsdag er dermed ’renselsesdag’, altså dagen hvor man renses for sine synder, jf. Ordbog over det danske Sprog (på ordnet.dk). Ligesom mange af de gamle traditioner i fastelavnsdagene er forsvundet, er også mange af de tidligere tiders traditioner i forhold til fx hvilke retter man serverede i påskedagene, væk.
Skærtorsdagssuppe, der var en suppe med hakkede urter og æg, kendes vel næppe af mange, og der er nok heller ikke mange der indtager søbekål (også en slags suppe der skulle indeholde mindst 9 slags grønt) denne dag. En af de urter man traditionelt tilsatte suppen eller søbekålen skærtorsdag, i hvert fald hvis påsken faldt tidligt, var skvalderkålen, som jo netop spirer om foråret, og som må have været et vigtigt tilskud af vitaminer for bønderne efter en lang vinter. Den tidligere overtro om at man var beskyttet mod sygdom resten af året hvis man indtog søbekål eller skærtorsdagssuppe i påsken, har således formentlig hængt sammen med at man simpelthen blev mere modstandsdygtig overfor sygdomme hvis man sørgede for at indtage frisk grønt så snart det var muligt.
I gamle dage tog man ofte varsler af vejret på bestemte dage i et forsøg på at forudsige fx høstvejret. Det gjaldt også på langfredag hvor man havde et mundheld der lød at ’Langfredags Væde vil komme fattige Folks Børn til at græde (dvs.: regnvejr langfredag varsler fugtig og daarlig sommer)’, jf. Ordbog over det danske Sprog (på ordnet.dk). I betragtning af den mæng-de vand der i år faldt der hvor jeg holdt langfredag, må man ikke håbe at det gamle mundheld kommer til at passe!