Mange kilo fraværende bøjningsendelser i Retskrivningsordbogen

I Mål og Mæle 2024:3 skriver lektor ved Københavns Universitet Holger Juul et indlæg (”1,6 kilo danske ord – og en manglende bøjningsendelse”) hvori han efterlyser mere information om bøjningsformen præsens participium (fx syngende af synge) i den nye udgave af Retskrivningsordbogen. Den form glimrer ganske rigtigt ved sit fravær i ordbogen. I artiklen her forklares det hvorfor.

Holger Juul problematiserer det faktum at man ikke i Retskrivningsordbogen kan finde oplysninger om stavningen af præsens participium, først og fremmest fordi usikre sprogbrugere ikke finder hjælp i ordbogen til at holde præsens participium, fx løbende, ude fra bestemt form flertal af substantiver, fx løbene. Sammenblandingen – og dermed fejlstavningen – af disse to ordformer er et velkendt problem hos usikre sprogbrugere.

Holger Juul anfører også at undervisere der skal rette stavning, faktisk ikke kan rette løbene i en sætning som hun kom løbene med hjemmel i Retskrivningsordbogen. Det er rigtigt at hvis man skal finde hjemmel noget sted, skal det være i Retskrivningsordbogen og hos Dansk Sprognævn, der som bekendt fastlægger stavningen af ordene i dansk, også af de bøjede former af ordene, foruden tegnsætningen. Der ville dog være meget som underviserne ikke ville kunne rette hvis de kun tog udgangspunkt i Retskrivningsordbogen – nemlig principielt alt hvad der ligger udenfor tegnsætning og ords stavning og bøjning – men som de formentlig alligevel sætter røde streger under, fx ”forkert” anvendt pronomen (gaven var til min kone og jeg), hans/hendes anvendt i stedet for sin eller sit (Maria kunne igen ikke finde hendes egen telefon), ord anvendt med (mere eller mindre) ukonventionelle betydninger (godt i betydningen ’lidt mindre’ fremfor ’lidt mere’) osv.

Men nu er præsens participium jo netop en bøjningsform af et verbum, og andre af verbernes bøjningsformer oplyses man om i Retskrivningsordbogen: præsens (fx advarer), præteritum (fx advarede) og supinum, dvs. det ubøjede participium der anvendes i perfektum, (fx advaret), for alle verber (der har disse bøjningsformer) på opslagsplads. Desuden er der oplysninger om -s-passivformer ved verber hvis infinitiv ender på andre vokaler end tryksvagt -e (fx flå – flås), og præteritum participium ved verber der har mulighed for -n-bøjning i participiet (fx synge – sunget/sungen og sungne). I retskrivningsreglerne kan man herudover læse om imperativ og bøjning og brug af præteritum participium. Så det er helt rimeligt at Holger Juul spørger om hvor præsens participium bliver af.

Der er tre grunde til at præsens participium-formerne ikke fremgår af ordbogen, og alle tre grunde er Holger Juul selv direkte eller indirekte inde på:

1. Retskrivningsordbogens omfang
2. Retskrivningsordbogens målgruppe
3. Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet

Mht. punkt 1 om Retskrivningsordbogens omfang har det altid været et tema at ordbogen – som fysisk bog – ikke måtte blive for stor og uhåndterbar, heller ikke (eller især ikke) for en skoleelev. Det har haft betydning for redaktionsprincipperne på den måde at man groft sagt ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord. Det har både gjaldt bøjningsformer som fx præsens participium af verber og komparationsformer af adjektiver (fx sødere og sødest af sød), afledninger, fx ord på -hed, -eri og -en, og almindelige sammensætninger, fx vintertøj. Ordbogen er alligevel blevet gradvist større: Der er i højere grad blevet tilføjet end slettet opslagsord, og der er blevet slækket på ovenstående principper over årene. Der er således fx blevet tilføjet flere almindelige sammensætninger og afledninger.

Den seneste udgave af ordbogen, der udkom 18. november 2024, blev ligesom de foregående udgaver trykt som bog. Det betød at vi stadig måtte tage hensyn til omfangsforholdet. Det er samtidig muligt at det er sidste gang Retskrivningsordbogen udkommer som en trykt bog. Hvis det er tilfældet, åbner det for helt andre muligheder, bl.a. mht. design, brugerflade, visning og omfang, og det vil betyde at vi skal nytænke visse af redaktionsprincipperne og fx tage stilling til hvor mange flere kilo bøjningsendelser vi vil have med – nu hvor de ikke længere vil tynge på vægten.

Ovennævnte princip om at man ”ikke har taget ordformer med som ordbogsbrugerne frit kunne danne på baggrund af andre (opslags)ord”, har at gøre med punkt 2: Retskrivningsordbogens målgruppe. Ordbogens primære målgruppe er uddannelsessystemet og den offentlige forvaltning. For frit at kunne danne alle disse ordformer, fx præsens participium af et hvilket som helst verbum, kræver det imidlertid visse forkundskaber, og der er Retskrivningsordbogens målgruppeprofil måske ikke i tilstrækkelig grad blevet justeret siden 1955-udgaven. Det er med andre ord muligt at den seneste udgave af Retskrivningsordbogen forudsætter kundskaber som det måske ikke er rimeligt at forudsætte i dag. Det vil vi i redaktionen have tanke på i arbejdet med ordbogen fremover.

Punkt 3): Retskrivningsordbogens hhv. reelle og opfattede autoritet – sigter til det forhold at Retskrivningsordbogen på den ene side er og skal være en autoritet hvad angår stavningen af danske ord og ordformer, og på den anden side bliver opfattet som havende en autoritet der rækker ud over netop det. Holger Juul kommer direkte ind på det til sidst i sit indlæg: ”Retskrivningsordbogen […] tilskrives [ofte] en større autoritet end den reelt har”, sådan at mange fejlagtigt tror at Retskrivningsordbogen afgør hvilke ord der findes i dansk og må bruges på dansk. Det betyder samtidig at ordbogsbrugerne typisk tror at et givent ord eller en given ordform der optræder i Retskrivningsordbogen, må være ikke bare blåstemplede ord og ordformer, men også eksempler på ”godt sprog”.

For at vi kan tage nogle af de mange kilo fraværende bøjningsendelser med, skal redaktionsprincipperne også på dette punkt justeres. Som det forholder sig i ordbogen nu, er bøjningsformers tilstedeværelse bundet op på deres frekvens og på deres sandsynlighed for at forekomme, i så høj grad som det nu er muligt for mennesker at undersøge dette og gøre det til et meningsfuldt grundlag. Når man fx for ordene aktivisme og leksikografi ikke får oplyst flertalsformer, er det fordi disse er skønnet for ualmindelige, jf. Vejledning til indhold, hvor der står: ”Ved substantiver er der givet oplysning om bestemt form singularis, ubestemt form pluralis og bestemt form pluralis når disse er almindelige” (min understregning). Det at formerne aktivismer og leksikografier ikke kan findes i Retskrivningsordbogen, betyder omvendt ikke at man ikke frit kan danne dem i analogi til andre lignende ord, fx formalismer og biografier som optræder som bøjningsformer; de er blot ikke omfattet af normeringen. Dette princip for substantiverne er håndterbart fordi langt de fleste substantiver har komplet bøjning, og mange af dem som fx ikke har flertalsformer som skønnes almindelige, optræder desuden i store ordgrupper som fx substantiver på -isme og -grafi, hvorved vi (i redaktionen) altså kan finde dem og arbejde med dem ordgruppevis.

Hvad angår præsens participium, vil det være sværere at skelne almindelige fra ualmindelige former, og et stort antal af dem vil ikke forekomme ret ofte i den virkelige verden, fx afhudende, tørsaltende, udfindende. Dermed ikke være sagt at vi vil afholde os fra at arbejde henimod at præsens participium-former og andre bøjningsformer skal vises i en kommende udgave af ordbogen – hvis eller når vi ikke længere har pladsbegrænsningen at bokse med – men det kræver at vi udarbejder nye principper for hvilke ordformer vi tager med, og for hvordan vi tager dem med. Eftersom det netop ikke er muligt at trække en klar grænse ”mellem mulige og umulige ordformer”, som Holger Juul også skriver, er den bedste løsning formentlig at tage alle tænkelige former med. Vi skal da blot finde en måde at gøre det klart for brugerne at en given bøjningsform ikke nødvendigvis er specielt anbefalelsesværdig; at det blot er sådan den givne form ville se ud hvis man skulle få brug for at danne den.

At det bliver en særdeles vigtig øvelse at overveje hvordan opslagsordene skal præsenteres i ordbogen hvis de kompletteres mht. bøjningsoplysninger, kan figur 1 eksemplificere. Med den ellers prisværdige hensigt om at hjælpe den usikre sprogbruger så denne kan slå flest mulige former op, kan vi let komme til at drukne en sådan sprogbruger i information. Og så er vi tilbage ved målgruppeovervejelserne under punkt 2.

Præsens participium i 5. udgave af Retskrivningsordbogen

Således alt det vi ikke har gjort og måske vil gøre. Her til sidst lidt om hvad vi i 5.-udgaven har gjort mht. præsens participium:

Teksten i vejledningen til brug af ordbogen (Vejledning til indhold) er ændret så vi nu har skrevet lidt mere eksplicit om præsens participium. I 4.-udgaven stod der sådan i første hovedafsnit Hvilke opslagsord? i underafsnittet Afledninger og bøjningsformer:

”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende er således i ordbogen regnet for bøjningsformer af verberne rense og synge. Participier er dog medtaget som selvstændige adjektiver hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”

I 5.-udgaven har præsens participium fået sit eget afsnit under hovedafsnit 9, Former der ikke fremgår af selve ordbogen. Dette underafsnit har overskriften Præsens participium, og teksten lyder nu sådan:

”Participier er normalt ikke opført som selvstændige opslagsord. Ord(former) som fx renset og syngende regnes i ordbogen for bøjningsformer af verberne rense og synge. Mens former som renset (præteritum participium) findes under infinitivformen, dvs. i opslaget rense, står former som syngende (præsens participium) imidlertid ikke under det tilsvarende opslagsord, dvs. synge.

Participier er kun medtaget som selvstændige opslagsord hvis deres betydning eller dannelsesmåde afviger fra de tilsvarende verber, fx frossen, henrykt, sleben, spændende. Endvidere er enkelte af de mest almindelige substantivisk brugte participier optaget som selvstændige substantiver, fx rejsende, studerende.”

Vi har altså gjort det endnu mere tydeligt at man ikke finder præsens participium-former i Retskrivningsordbogen. Imidlertid bliver det en væsentlig del af arbejdet med Retskrivningsordbogen i de kommende år at undersøge hvordan det vil give mening at vise mange flere bøjningsendelser på opslagsplads – i hvert fald i den digitale version af ordbogen, hvor de ikke vil kunne ses på vægten. Det gælder ikke kun præsens participium, men også fx imperativ (der kom med på opslagsplads i Retskrivningsordbogen 5.1, som udkom i december 2025).