Genus i pronomener i faste udtryk

En spørger vil vide hvornår man bruger den/det i faste udtryk såsom tage den/det med ro, hvor man kan bruge begge dele. Det er et spørgsmål der angår genus (grammatisk køn), hvilket kort skitseres i det følgende, hvorefter brugen af den/det i faste udtryk behandles.

Genus (grammatisk køn) støder man på i dansk når man fx skal afgøre om det hedder en eller et hus. I sådanne tilfælde afgøres usikkerheden let: Ved at slå op i Retskrivningsordbogen oplyses man om at det hedder et hus; hus er så at sige ’født’ intetkøn. Substantivet hus styrer nemlig intetkøn, så man i den ubestemte artikel vælger et og i den bestemte artikel det (som efterhængt artikel: hus-et) frem for en og den (eller –en). Derfor kaldes denne type genus styret genus (Hansen og Heltoft 2019: 452 f.). Denne type genusbøjning sker som oftest ganske mekanisk og udtrykker kun sjældent en betydningsforskel.

Foruden styret genus findes der semantisk genus, også kaldet frit genus. Semantisk genus afhænger til forskel fra styret genus ikke af et substantivs medfødte køn (Hansen og Heltoft 2019: 455). Ved semantisk genus udtrykker valget mellem fælleskøn og intetkøn en systematisk betydningsforskel, nemlig et valg mellem tælleligt og ikke-tælleligt, hvor styret genus kun sjældent er betydningsadskillende. Substantiver der betegner stoffer, masser og væsker, kan veksle mellem fælleskøn og intetkøn, idet man kan anvende fælleskøn når man taler om en afgrænset mængde af sådanne stoffer, masser og væsker, fx Stik mig en øl (tællelig) vs. Øllet er dyrt i dag (ikke-tællelig), jf. § 20.4 i retskrivningsreglerne. Denne skelnen er gennemført i klassisk vestjysk dialekt, hvorfor semantisk genus undertiden også kaldes vestjysk genus (Hansen og Heltoft 2019: 461).

Substantiver der ikke angiver stoffer, masser eller væsker, kan man imidlertid også henvise til med et andet køn end det som substantivet er født med. I eksemplet De ville godt have en hjørnesofa, men det er alt for dyrt er hjørnesofa i den første sætning fælleskøn, men genoptages i den følgende sætning af det, som er intetkøn. Intetkønsformen signalerer her ikke-tællelig betydning, jf. De ville godt have en hjørnesofa de havde set i forgårs, men den var alt for dyr, hvor det netop er den hjørnesofa de så i forgårs, som var alt for dyr, og ikke hjørnesofaer i det hele taget som i det første eksempel (efter Hansen og Heltoft 2019: 463).

Mest tydelig er forskellen på tællelig og ikke-tællelig når den/det, nogen/noget og ingen/intet slet ikke henviser til noget substantiv. Betragt følgende eksempel: Så du nogen? – Der var ingen. I dette løsrevne eksempel er nogen anvendt i sin tællelige betydning, nemlig om en eller flere personer¹. Sammenlign med: Så du noget? – Der var intet. Her vil spørgeren vide om den adspurgte har set et eller andet, hvad som helst (altså noget ikke-tælleligt), ikke om vedkommende har set et eller flere eksemplarer af en bestemt kategori, i dette tilfælde kategorien menneske. Nogen anvendt uden henvisning til et substantiv er altså tælleligt, mens noget er utælleligt.

Nu er vi så fremme ved det spørgeren gerne ville vide: hvornår man bruger den/det i faste udtryk. I et mindre antal faste udtryk hvor den/det ikke henviser til noget substantiv, kan man ifølge Den Danske Ordbog anvende både fælleskøn og intetkøn. Her gives fem eksempler:

1. Den/det er god/godt med dig
2. Den/det skal du længere ud på landet med
3. Den/det var værre
4. Tage den/det med ro
5. Være/spille stor på den/det

I andre tilfælde er der ikke valgfrihed mellem den og det: ”Den er ikke eller kun i begrænset omfang produktivt i sådanne sammenhænge og alternerer i de fleste tilfælde med et mindre markeret det som normalt ikke har dens jovialitetseffekt” (Ravnholt 2005: 214). Uden for faste forbindelser eller udtryk kan man altså kun anvende det:

6. Det var sjovt i fredags
7. *Den var sjov i fredags
8. Det regner
9. *Den regner

mens man i faste udtryk som (1) – (5) kan anvende begge dele, og hvor anvendelsen af den if. Ravnholt signalerer jovialitet. I Elementær Dansk Grammatik (1946: 92) skriver Paul Diderichsen at den i faste udtryk betegner ”at man tænker paa en bestemt situation, hvis ejendommelige Træk er nærværende for Bevidstheden, og Udtrykket faar derved Karakteren af Fortrolighed eller Gemytlighed. Her nærmer Fælleskøn sig Betydningen af bekendt [dvs. bestemt] Form”. Brugen af den i faste udtryk signalerer altså if. Diderichsen ikke kun noget gemytligt (eller jovialt), men også noget fortroligt eller indforstået og tilnærmelsesvis bestemt.

Jeg er forbeholden over for den joviale eller gemytlige effekt som fælleskøn skulle have i sådanne forbindelser if. Ravnholt og Diderichsen (som begge er født en del år før mig). Jeg er dog enig i at anvendelsen af den signalerer tilnærmelsesvis bestemt betydning, hvorimod det er neutralt og ikke udtrykker noget sådant. I andre sammenhænge optræder intetkøn i øvrigt også som den neutrale genusform fordi subjektet ikke har et medfødt køn (som et substantiv har). Man kan altså kun have At ryge er usundt (intetkøn) og ikke *At ryge er usund (fælleskøn) (Hansen og Heltoft 2019: 875). Jf. også eksemplerne (6) – (9).

Antal forekomster af faste udtryk med fælleskøn og intetkøn

En optælling af forekomsterne af de faste udtryk (1) – (5) i Sprognævnets korpusser og ved almindelig googlesøgning fremgår af tabel 1 nedenfor. Jeg har suppleret de faste udtryk (1) – (5) med varierende former såsom Den/det må du længere ud på landet med (må for skal) og Den/det var straks værre (indskudt adverbial) og med bøjning af verberne i forskellige tider (nutid, datid).

Af tabel 1 fremgår antallet af forekomster af udtrykkene med hhv. fælleskøn og intetkøn i hhv. Sprognævnets korpusser og ved almindelig googlesøgning. Googlesøgningerne fungerer som supplement til korpussøgningerne og kan kun give en indikation af den egentlige sprogbrug: Der er i de fleste tilfælde så mange resultater at det ikke er praktisk muligt at kontrollere dem alle, og der må formodes at være en del støj i resultaterne, fx anvendes være stor på den/det i sammenhænge hvor det ikke kan regnes for et fast udtryk, eksempelvis Det er vigtigt at være stor på det kinesiske marked. Googlesøgninger rummer desuden historiske resultater fra fx ældre litteratur, der ikke kan siges at være repræsentative for nutidens dansk. Endelig er det vanskeligt at gentage søgningerne da sådanne er personligt tilpassede. Når jeg alligevel vælger at inddrage disse resultater, er det for at give yderligere data hvor der er få eller ingen forekomster i Sprognævnets korpusser.

Som det fremgår af tabel 1, anvendes både fælleskøn og intetkøn i alle udtryk. I flere tilfælde forekommer fælleskøn hyppigere end intetkøn; intetkøn er især sjældent i udtrykket Den/det skal/må du længere ud på landet med. (Desuden er formen med må noget hyppigere end formen med skal, der ellers er den eneste der optræder i Den Danske Ordbog). Det skyldes formentlig at dette udtryk som regel anvendes med reference til et bestemt udsagn, fx noget uhyrligt som nogen har nævnt. I udtrykket Den/det var (straks) værre ser intetkøn omvendt ud til at være hyppigst forekommende.

For her til sidst at svare spørgeren på hvornår man anvender den/det i faste udtryk, kan man altid anvende både fælleskøn og intetkøn; som det fremgår af tabel 1, anvendes alle udtryk med både fælleskøn og intetkøn, dog er nogle former hyppigere end andre. Ved at vælge fælleskønsformen den kan man imidlertid signalere at man henviser til noget mere eller mindre bestemt (et udsagn, en situation e.l.), mens intetkønsformen det er neutral og ikke signalerer noget sådant.

Noter

¹Nogen kan dog også bruges om andet end mennesker, men kun med reference til noget der allerede er introduceret i konteksten, fx Jeg har ikke flere tegnestifter. Har du nogen jeg må låne?

Referencer

Den Danske Ordbog, www.ordnet.dk/ddo.

Diderichsen, Paul (1946). Elementær Dansk Grammatik. København. Gyldendal.

Hansen, Erik og Heltoft, Lars (2019). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. Århus. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.

Ravnholt, Ole (2005). ’Sødt er syndigt’ – genus som funktionel og produktiv kategori i dansk. I: Jens Cramer, Mette Kunøe Ole Togeby (red.): Teorien om alt og andre artikler om sprogfilosofi. Aarhus. Forlaget Wessel og Huitfeldt. 221-227.