Den der tier, samtykker, siger en gammel latinsk talemåde – qui tacet, consentit. En anden version, der formentlig er den oprindelige på latin, lyder qui tacet, consentire videtur ’den der tier, synes at samtykke’.
Den nye voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft ved årsskiftet, er som bekendt baseret på samtykke, men det er heldigvis ikke ovennævnte talemåde bestemmelsen bygger på. Skønt passiven i videtur ’synes’ i den længere version bløder betydningen lidt op – den der tier, ser blot ud som om han/hun samtykker – er det svært at forestille sig et helt tavst (og passivt) samtykke i den seksuelle akt. Som vi skal se, bygger den nye bestemmelse snarere på en antagelse om det modsatte af talemåden: Den der tier, samtykker ikke.
Samtykket behøver imidlertid ikke bestå af ord – hverken skrevne eller talte. Justitsminister Nick Hækkerup understregede flere gange i løbet af efteråret at man ikke skal frem med papir og pen, og at samtykket kan være ordløst i form af ”kys, berøringer, nydende lyde og “relevante bevægelser””, som der også står i den aftaletekst der gik forud for det egentlige lovforslag.
Straffelovrådet, som består af 11 juraeksperter (10 medlemmer og en formand), blev bedt om at vurdere det politiske oplæg til ændringen af voldtægtslovgivningen, og for knap et år siden, i februar 2020, præsenterede rådet sin betænkning om politikernes forslag. Af betænkningen fremgår det at 10 af rådets 11 eksperter anbefalede at den nye lov skulle basere sig på frivillighed fremfor på samtykke.
Det ville have været mere lig den svenske voldtægtsbestemmelse, som allerede i 2018 blev ændret, og hvis indledning nu lyder:
Den som, med en person som inte deltar frivilligt, genomför ett samlag eller en annan sexuell handling som med hänsyn till kränkningens allvar är jämförlig med samlag, döms för våldtäkt till fängelse i lägst två år och högst sex år. (6 kap. Om sexualbrott, 1 §, den svenske straffelov).
I efteråret 2020 kom de politiske partier i Danmark imidlertid til enighed om ikke at følge Straffelovrådets anbefaling og fremlagde et udkast til lovforslaget med følgende ordlyd:
“§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.”
Når man læser uddragene fra hhv. den svenske og den danske straffelov, får man det indtryk at den svenske voldtægtsbestemmelse der gælder ”samlag eller en annan sexuell handling”, dækker bredere end den danske der kun omtaler ordet samleje. Imidlertid kan man i § 225 i den danske straffelov læse at ”[b]estemmelserne i §§ 216-224 tilsvarende [finder] anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.”
Dertil kan det nævnes at ordet samleje så sent som i november blev redefineret i Den Danske Ordbog (herefter DDO): Hvor betydningen før entydigt gik på ’indtrængen af penis i skeden (eller anus)’, har ordet nu, ifølge ordbogen, en langt bredere betydning, nemlig ’seksuelt samvær mellem mennesker, typisk med henblik på gensidig nydelse og tilfredsstillelse – om både vaginal og anal penetration og i nyere tid også bredere om andre seksuelle aktiviteter’. Om ordet samleje så i det hele taget er det rette at bruge i en lov om voldtægt, er en anden diskussion.
Corona og siden også me too-relaterede ord har fyldt meget på mediearenaen i 2020, men der har også været plads til debatten om den nye voldtægtsbestemmelse, og ordene samtykke og frivillighed er gået igen et betragteligt antal gange. Man har bl.a. diskuteret om det er afgørende om det er det ene eller det andet ord der står i lovteksten, og argumenter for begge dele er blevet fremsat.
Illustration: Katrine Clante.
Men hvad er op og ned på de to ord? Kommer det ud på et om voldtægtsloven i Danmark er frivillighedsbaseret eller samtykkebaseret? Her vil vi se på ordenes historie, dannelse og betydning.
Ordenes historie og dannelse
Både samtykke og frivillighed er gamle ord i dansk, og heraf er samtykke ældst. Af kilderne kan vi se at det formentlig er dannet i gammeldansk, dvs. i perioden 1350-1500, af sam– og tykkes ’synes, mene’. Ordet kendes også fra norrønt (oldislandsk) i formen samþykkja. Førsteleddet sam-, som etymologisk set er samme ord som samme/sammen, kan føres helt tilbage til sanskrit – ja, førsteleddet i ordet sanskrit, sans- (eller på sanskrit sams- fra sams-kr̥-ta), er faktisk beslægtet med sam-.
Som det fremgår ovenfor, kom samtykke som verbum først, og heraf er substantivet samtykke afledt, men man har, omtrent så længe man har haft ordene i dansk, kunnet anvende samtykke som både verbum og substantiv, præcis som i dag: Jeg samtykker (verbum) og jeg giver dig mit samtykke (substantiv).
Adjektivet frivillig er formentlig indlånt i ældre nydansk, dvs. i perioden 1500-1700, som et oversættelseslån fra tysk freiwillig med betydningen ’af fri vilje’. Hver for sig kendes ordene fri og villig imidlertid fra længere tilbage i dansk.
Ordet fri ser ud til at være lånt ind i perioden 1350-1500 fra middelnedertysk vri med samme rod som verbet fri ’bede nogen gifte sig med én’, som igen er dannet fra en rod med betydningen ’elske, skåne’ (formentlig med oprindelse i keltisk).
Ordet villig, der er afledt af vilje, som kendes fra norrønt vili, ses anvendt som adverbium i gammeldansk (1350-1500) i formen willielighe og som adjektiv i hvert fald fra perioden 1500-1700.
Det er ikke helt klart hvornår adjektivet første gang afledes med suffikset –hed, men det tidligste eksempel på frivillighed i Ordbog over det Danske Sprog (herefter ODS), som dækker dansk fra 1700 til 1950, er fra 1704, hvor det optræder i Mogens Wingaards (1639 – ca. 1710) oversættelse af de første fem bøger af den romerske historieskriver Quintus Curtius Rufus’ tibindsværk om Alexander den Stores historie (fra det 1. århundrede e.Kr.).
Etymologisk set har ordet samtykke en indbygget reciprocitet, dvs. gensidighed; det at (mindst) to personer gør noget sammen og med hinanden. Slår man førsteleddet sam- op i ODS og DDO (dvs. som nævnt ordet sammen i forkortet form), finder man følgende: ’1. led [= førsteled] angiver især dels identitet, ensartethed olgn., dels fællesskab, indbyrdes forbindelse olgn.’ (if. ODS) og ’bruges for at udtrykke overensstemmelse, fælles tilstedeværelse eller indbyrdes forbindelse’ (if. DDO).
Ords etymologi kan sjældent tages til indtægt for hvad ordene betyder, og hvordan de bruges i moderne dansk. Det gælder måske især jo ældre den etymologi er. Det er dermed formentlig at strække argumentet for langt at sige at brugen af ordet samtykke i straffelovens § 216 understreger at gensidighed eller enighed må være fundamentet for sex – eller for at bruge de to ord der indgår i samtykke – at begge parter sammen må tykkes at sex er en god idé. Omvendt kan det ikke afvises at samtykke i kraft af førsteleddet sam– i højere grad end frivillighed kan give associationer til noget der sker i fællesskab, i overensstemmelse, som et samarbejde, som noget der kræver en indbyrdes forbindelse e.l.
Ordenes betydning
Hvad betyder så disse to gamle ord i dag? DDO, som beskriver moderne dansk, definerer frivillighed som ’det at gøre noget, fx tage del i en aktivitet eller et projekt, på frivillig basis’. Adjektivet frivillig har to betydninger i DDO: 1) ’som sker eller foretages af fri vilje’ og 2) ’som gør noget af egen fri vilje; som ikke er tvunget’.
Verbet samtykke defineres med følgende to betydninger: 1) ’erklære sig enig i noget; give sin tilslutning til noget’ og 2) ’give sin tilladelse til noget – især i juridiske sammenhænge’.
Under substantivet samtykke står der de samme to betydningsangivelser (indledt med det at), men verbets betydning 2) er substantivets betydning 1), dvs. 1) ’det at give sin tilladelse til et forslag, en anmodning, en ordning el.lign. – især i juridiske sammenhænge’ og 2) ’det at erklære sig enig i noget’.
Om sprogbrugen i verbets betydning 2) og substantivets betydning 1) står der at den er formel. Fordelingen af de to betydninger antyder altså at den betydning som at samtykke hyppigst anvendes med, er den mere hverdagssproglige, mens et samtykke hyppigst anvendes i juridiske sammenhænge eller i hvert fald i mere formel sprogbrug.
Uanset hvordan betydningerne er fordelt for de to ordklasser, og uanset at det er verbet samtykke der er anvendt i den foreløbige udformning af voldtægtsbestemmelsen, kan vi altså konstatere at samtykke har et større juridisk præg end frivillighed.
Ordenes betydning indebærer også at den person som subjektet bag verbet samtykke eller forbindelsen give sit samtykke refererer til, er mere aktiv end en der er frivillig. At samtykke eller at give sit samtykke kræver netop at man aktivt tilkendegiver sin mening – om det så sker nok så ordløst – mens man i højere grad kan være frivillig på en passiv måde.
Derfor kan man på baggrund af ordenes betydning argumentere for at en voldtægtslov baseret på samtykke – sammenlignet med en lov baseret på frivillighed – har større potentiale til at beskytte den der tier og er passiv under sex, ved at kræve at der skal være et ja, og ved at kræve at den anden part har sikret sig at dét ja er kommet til udtryk.
Qui tacet, non consentit
Den der tier, samtykker ikke – eller ikke nødvendigvis i hvert fald. Det er den nye voldtægtslovs budskab: Husk altid at sikre dig at den du vil have sex med, på den ene eller den anden måde aktivt har tilkendegivet at ville have sex. Det er et budskab som de folk og organisationer der i årevis har kæmpet for at få voldtægtsbestemmelsen ændret, samtidig håber vil medføre en kulturændring på området, dvs. en ændring af den måde almenheden forstår og taler om voldtægt på.
Illustration: Katrine Clante.
Det er et skridt på vejen dertil at ordet voldtægt i november fik en ny betydningsangivelse i DDO: ’det at have seksuelt samkvem med en anden person uden dennes samtykke’, hvor angivelsen før gik på at voldtægt var et samleje tvunget igennem ved brug af vold eller trusler om vold. Definitionen af voldtægt er dermed nu samtykkebaseret i både juridisk sprogbrug og i almensproget.
Det er sjældent helt ligegyldigt om man bruger det ene eller det andet ord, og det er det heller ikke i denne sammenhæng. Ord betyder og bruges forskelligt, har betydningsnuancer, giver forskellige associationer, vækker bestemte følelser osv.
I Sprognævnet kan vi ikke tage stilling til formuleringers juridiske indhold; det er således ikke vores gebet at afgøre hvad der juridisk regnes for et samtykke, eller om det strafferetmæssigt havde været bedre at basere § 216 på frivillighed. Men med et rent sprogligt blik på den nye voldtægtsbestemmelse har jeg vist at samtykke stiller krav om et subjekt der refererer til en mere aktivt handlende person, og måske i højere grad giver associationer til et fælles projekt (i kraft af førsteleddet sam-) end frivillig og frivillighed.