Farlige ord: Hudfarver

Vi har en håndfuld hudfarveord som traditionelt er blevet brugt i forbindelse med opdelingen af mennesker i forskellige grupper: brun, gul, hvid, rød, sort. To af disse ord, gul og rød, bruges stort set ikke mere til dette formål.

Gul – brugt om østasiater, især kinesere – opleves nu som helt forældet. Hvem ville i dag bruge gul i forbindelser som fx USA’s gule befolkning, den gule skuespiller Jackie Chan eller tale om (de) gule i betydningen ’østasiater’?

Mindst lige så forældet er (de) røde brugt om indianere. Man kan stadig støde på ordet rødhud i avistekster o.l., men vistnok aldrig som andet end en historisk, spøgende eller polemisk betegnelse. Det sidstnævnte er tilfældet i en lægebrevkasse (Skive Folkeblad 5.11.2011), hvor en læser som er adoptivmor til to børn fra Asien, er utilfreds med at en anden læser har spurgt lægen ”om man bliver gul som en kineser af at spise mange gulerødder.” Læseren mener at lægen burde gøre opmærksom på at ”folk fra Kina og resten af Asien ikke er gule, de er brune.” Her er hvad lægen svarede:

Det er efterhånden noget forvirrende det med racer og hudfarve. Man må ikke mere sige neger, men den sorte (selv om jeg synes, at det omvendte lyder pænere). Hvad så med indianere, skal de kaldes rødhuder? Det er forståeligt, at du er imod, at man kalder kinesere de gule; men du vil vel heller ikke kalde dem de brune?

Men tilbage til rødhud. Ordet har samme komiske valør som blegansigt. Begge ord hører hjemme i gamle westerns og indianerromaner, og lad dem endelig blive der!

Ordet sort er i dag det almindeligste alternativ til det nu ubrugelige ord neger. Men som det fremgår af det ovenstående citat fra lægebrevkassen, er der nogle, først og fremmest ældre sprogbrugere, der oplever sort som en upassende betegnelse. Personer som voksede op dengang da neger blev brugt som en neutral folkeslagsbetegnelse, kan føle et ubehag ved at bruge sort om mennesker. I et interview med professor Jørn Lund i Politiken 1.10.1995 fortæller han at han husker hvordan han i slutningen af 1960’erne ”blev chokeret over at en dansk-amerikaner omtalte negrene i USA som de sorte.” Det var inden han havde opdaget ”at negrene i USA faktisk var begyndt at omtale sig selv på samme måde.” Det ændrer nu ikke ved de to betegnelsers overordnede status: Neger opleves i dag som uacceptabelt af de fleste sprogbrugere; sort er derimod acceptabelt for de fleste, især når det bruges adjektivisk, fx de sorte vælgere, Sydafrikas sorte befolkning, hendes far er sort. Brugt substantivisk kan sort virke upassende, især i ental: en sort.

Hvid er nok det eneste af de traditionelle hudfarveord som slet ikke har behov for et advarselsflag. Ordet kan normalt bruges uden videre i de fleste sammenhænge: de hvide vælgere, Sydafrikas hvide befolkning, hendes far er hvid osv. At hvid har denne særlige status som et ufarligt ord, skyldes nok til dels at ordet bruges om en befolkningsgruppe som alt andet lige er privilegeret sammenlignet med andre befolkningsgrupper, og som derfor af historiske grunde ikke er lige så fintfølende hvad angår brugen af hudfarveord og tilsvarende betegnelser som vedrører etnicitet. Der er i øvrigt ikke rigtig noget alternativ til hvid. I amerikansk-engelsk bruges caucasian side om side med white, men den danske ækvivalent til dette ord, kaukasisk, bruges meget sjældent om andet end forhold som vedrører områderne i og omkring Kaukasus. Især i antropologiske sammenhænge kan man stadig støde på betegnelsen kaukasoider brugt som fællesbetegnelse for (personer som tilhører) europæiske, mellemøstlige og indiske folkeslag. Betegnelsen stammer fra den traditionelle klassifikation af mennesker i forskellige ”racer”. I dag anses denne klassifikation imidlertid af de fleste fagfolk som forældet og misvisende.

Om ordet brun brugt om grupper af mennesker står der i Den Danske Ordbog: ”tilhørende en gruppe mennesker med mørk hudfarve der oprindelig er hjemmehørende i Mellemøsten, Asien, Afrika eller et andet sted hvor denne hudfarve er almindelig i modsætning til den hvide – især om indvandrer eller efterkommer heraf.” Vi har intet at indvende mod betydningsbeskrivelsen. Vores undersøgelser af sprogbrugen i aviser o.l. tyder på at ordet både bruges bredt ’om mennesker med mørk hudfarve’ (dog vistnok sjældent om sorte mennesker) og mere snævert ’om indvandrere og efterkommere af indvandrere’. Ordbogen har vistnok ret i at den sidstnævnte snævrere brug er den almindeligste. Ordbogen tilføjer at brun ”ofte [er] nedsættende.” At ordet (brugt om mennesker) ofte er nedsættende, er dog svært at påvise. Man kan godt finde eksempler hvor der udtrykkes en skeptisk eller måske ligefrem fjendtlig holdning over for brune mennesker/danskere osv., men det er jo ikke ensbetydende med at brun er ment nedsættende. Det er svært at finde eksempler som entydigt viser en nedsættende brug. Det er til gengæld meget let at finde eksempler hvor personer der tilhører en af de ovennævnte persongrupper, bruger brun om sig selv, fx

I virkeligheden er jeg ikke så overrasket over Pia Kjærsgaard og hendes sammensvornes udgydelser mod mig. For de viser bare med al tydelighed, hvordan ytringsfrihed ikke tilkommer brune mennesker som mig. (Berlingske 17.11.2023)

Og det er tilsvarende let at finde eksempler hvor brun + personbetegnelse er brugt i en sammenhæng hvor der udtrykkes velvilje overfor medlemmer af denne befolkningsgruppe, fx

Med skulpturen skabte vi en repræsentation for sorte og brune mennesker i det offentlige rum som et tiltrængt modspil til den hvide europæiske historiefortælling, som har defineret vores kollektive bevidsthed, siger Jeannette Ehlers. (Kristeligt Dagblad 19.7.2023)

Vores vurdering er derfor at brun + personbetegnelse altovervejende er neutralt. Hvis der er et problem med brun, består det snarere i at det i sin allerbredeste betydning betegner en meget stor del af menneskeheden, nemlig stort set alle andre end dem der kaldes hvide. Ordet brun er derfor ikke meget bevendt i efterlysninger o.l. Her må man finde en anden, mere præcis måde at beskrive den efterlyste på, fx ved brug af et nationalitetsord eller et ord som henviser til en bestemt del af verden: nordafrikansk, sydeuropæisk, østasiatisk osv.

En beslægtet, meget bred betegnelse er farvet, som ifølge Den Danske Ordbog bruges om personer ”tilhørende en gruppe mennesker med mørkere hud end mennesker af europæisk oprindelse.” Denne brug af farvet er ikke forsynet med advarslen ”nedsættende” i ordbogen, og vi har da heller ikke kunnet finde eksempler som tyder på at ordet opfattes som nedsættende. Nedenfor ses et typisk eksempel på en almindelig, neutral brug af farvet:

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBTQ+ Danmark, siger til DR, at de ikke har været gode nok til at sætte fokus på farvede personer i LGBTQ+-miljøet herhjemme, hvor racisme også findes. (Berlingske 23.8.2020)

Farvet er i denne kontekst omtrent lige så hyppigt som brun, men det er ikke utænkeligt at farvet inden længe vil blive opfattet som uacceptabelt. Vores holdninger til bl.a. etnicitetsbetegnelser påvirkes stærkt af de holdninger som er fremherskende i det amerikanske sprogsamfund, og dér er det tilsvarende ord, colored, ikke længere gangbart. Ifølge den amerikanske ordbog Merriam-Webster betragtes colored i dag som uacceptabelt i kontekster som vedrører nutidige forhold (merriam-webster.com/dictionary/colored). I stedet for colored bruges nu person of color (forkortet POC). En af grundene til at person of color (person med farve) anses som brugbart, er muligvis at det ikke i samme grad som colored sætter lighedstegn mellem personen og farven, men blot angiver at personen har en (ikke-hvid) farve. Denne form for såkaldt person first language (personen først-sprog) kendes fra andre følsomme områder; det betragtes fx af nogle som bedre at bruge person med handicap end handicappet osv. Imod dette forsøg på en forklaring på forskellen mellem colored og person of color kunne man indvende at mange amerikanere rask væk taler om black persons (sorte personer), men vistnok aldrig om persons of blackness (personer med sorthed). En sådan på overfladen snusfornuftig form for logik gælder imidlertid langtfra altid for sprogbrugen, og da slet ikke for sprogbrugen på det identitetspolitiske område. Når en bestemt sprogbrug først er blevet uacceptabel, er der normalt ikke meget man kan stille op.