7.6.2023
Udvalgte nordiske bøger og tidsskrifter om sprog som udkom i 2022
Dette års nummer af Språk i Norden 2023 indeholder oversigter over udvalgte nordiske publikationer om sprog som udkom i løbet af 2022. Nummeret er netop udkommet.
Språk i Norden er gratis og publiceres på Tidsskrift.dk.
Språk i Norden er et årsskrift der udgives af Netværket for Sprognævnene i Norden, og det publiceres i forbindelse med sprognævnenes årlige møde, der i år afholdes i Stockholm i dagene 13.-15. juni. Hvert andet år består tidsskriftet af foredrag fra det forgangne års sprogmøde, og hvert andet år er det udelukkende litteraturoversigter over udvalgte nordiske udgivelser som udgør årsskriftet. I år indeholder tidsskriftet kun litteraturoversigter.
Språk i Norden er udkommet siden 1970. Årsskriftet redigeres af de nordiske sekretærer i sprognævnene i Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige. Den nordiske sekretær fra Danmark er Marianne Rathje, mens hovedredaktør for denne udgave af årsskriftet er Bianca Ortiz Holmberg fra Institutet för de inhemska språken i Finland.