19.9.2018
Retskrivningsordbogen i ny app
Hvilken ordklasse er “ad libitum”, og hvordan staver man til “muffin” i bestemt flertal? Det kan du nu finde ud af ved at slå op i Dansk Sprognævns nye app til mobilen.
Dansk Sprognævn har gjort Retskrivningsordbogen tilgængelig på mobilen gennem appen Retskrivningsordbogen Plus, eller blot RO+. Appen er gratis og kan hentes både til iPhone og Android.
Hent RO+ gratis:
RO+ bliver løbende opdateret med nye opslagsord, og ordbogen fungerer både online og offline så du altid kan slå op i den nyeste udgave af den officielle danske retskrivningsordbog.
”Vi er glade for at kunne gøre Retskrivningsordbogen tilgængelig for alle på mobilen, og vi håber det medfører at endnu flere vil få glæde af de mange informationer som Retskrivningsordbogen indeholder”, siger direktøren for Sprognævnet, Sabine Kirchmeier.
Avancerede søgefunktioner
Udover at kunne slå op hvordan ord fx skal staves eller bøjes, indeholder RO+ også en række avancerede søge- og filtreringsfunktioner:
- Man kan finde ord ved forlæns og baglæns søgning, fx kan man søge på alle ord der ender på “ning”.
- Man kan indskrænke søgningen til bestemte ordklasser, fx kan man søge efter forholdsord såsom “imellem”, “fremfor” og “iblandt”.
- Man kan søge på mønstre af vokaler og konsonanter, fx kan man med søgestrengen t?? søge efter ord der begynder med “t” og er på tre bogstaver.
Disse søgemuligheder kan også bruges på tværs af hinanden, fx kan man søge på alle tillægsord der ender på “ende”.
Læs mere om søge- og filtreringsfunktionerne i RO+.
Sprognævnets nye service er blevet mulig med midler fra Kulturministeriet
Den 1. januar 2018 besluttede Kulturministeriet at omlægge Sprognævnets bevilling så Sprognævnet kunne gøre Retskrivningsordbogens data gratis tilgængelige til sprogteknologiske formål.
Derved blev det også muligt for Sprognævnet at give gratis adgang til appen RO+ så alle nemt og hurtigt kan søge i Retskrivningsordbogen uanset hvor de er.
Kontakt: Sabine Kirchmeier på sabine@dsn.dk eller 3374 7406.