Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/PRESSEMEDDELELSE: Dansk Sprognævns ordsamling bliver digitaliseret og offentliggjort

27.1.2025

PRESSEMEDDELELSE: Dansk Sprognævns ordsamling bliver digitaliseret og offentliggjort

Forside/Nyheder og arrangementer/PRESSEMEDDELELSE: Dansk Sprognævns ordsamling bliver digitaliseret og offentliggjort

Dansk Sprognævn har modtaget støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 2 millioner kroner samt Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond på 200.000 kroner til projektet Ordsamlingen.dk. Projektet har til formål at digitalisere og offentliggøre Dansk Sprognævns ordsamling, som er den største arkiverede samling af danske ord i brug.

Projektet repræsenterer både en fremtidssikring af væsentlig kulturarv, en tilgængeliggørelse af dansk sproghistorie for alle interesserede og et væsentligt bidrag til den danske forskningsinfrastruktur.

Dansk Sprognævn har siden sin oprettelse i 1955 indsamlet nye ord og ordforbindelser, og i dag rummer Sprognævnets ordsamling ca. 1,1 mio. ordsedler fordelt på ca. 475.000 forskellige ord. Hver ordseddel angiver ikke blot det enkelte ord, men også et autentisk tekststykke, som viser ordet i brug og indikerer dets betydning.

I Dansk Sprognævns ordsamling kan man finde mange ord som ikke er opført i nogen danske ordbøger, bl.a. blækspruttepædagogik (1990), dummernikkeautoritet (1994), ferielængslende (1973), onkelmorfar (2001), skærmdansk (1982) og uræsonabelhed (1997).

Digitaliseringen vil give alle mulighed for at søge i denne omfattende og enestående samling af danske sprogbrugseksempler. Projektet vil også give forskere uden for Dansk Sprognævn mulighed for at bedrive sprogvidenskabelig forskning på baggrund af fund i ordsamlingen. Derved kan samarbejdet med fx leksikografer fra de andre nordiske lande styrkes. Således kommer digitaliseringen og udstillingen af ordsamlingen til at sikre væsentlig og unik dansk kulturarv og at bidrage til forskningsinfrastrukturen i dansk sprog, både til strategisk forskning i og udvikling af sprogteknologi og til den frie grundforskning.

Ved projektets afslutning (forventet i 2026) bliver det muligt for alle at tilgå den komplette ordsamling på hjemmesiden ordsamlingen.dk.

Arbejdet med projektet Ordsamlingen.dk starter nu og vil fortsætte de kommende år.

Kontakt

Projektkoordinator: videnskabelig kommunikationskoordinator Johanne Niclasen Mortensen, jnm@dsn.dk

Projektleder: direktør Thomas Hestbæk Andersen, tha@dsn.dk