Perle – det danske sprog i aktion

Ordet perle har fået en helt særlig aktualitet efter sagen om den palæstinensiske mand som har klaget over at politiet under en Gazademonstration har kaldt ham perker. Politimester Hanne Bech Hansen stod frem i tv den 23.1.2009 og forklarede at der ikke blev sagt perker, men perle. Hun mente at perle var et helt andet, mere positivt ord – en slags kærlig slang, mens en akustiker i samme indslag fastslog at der blev sagt k og ikke l. Siden stod den konservative politiker Tom Behnke frem og forklarede at perle skulle være en forkortelse for perletand, og at politiet brugte det om narkomaner og hjemløse. Siden viste det sig at rigsadvokaten allerede i 2001 havde udtalt sig kritisk om politiets brug af ordet perletand, fordi det blev opfattet som et nedsættende udtryk.

Der er meget man kan lære om det danske sprog i denne sag. Først og fremmest kan man forundres over de sære mekanismer der præger dannelsen af vores billedsprog. Hertil kommer at ordenes betydning kan variere, især hvis man bevæger sig fra et socialt eller fagligt miljø til et andet og afhængig af hvordan ordene ytres, og hvilken sammenhæng de ytres i.

Ordet perletand bliver ikke brugt synderlig meget i skriftsproget. En søgning på Google 25.1.2009 gav 1360 eksempler. Kombinationen perletand + perker gav omkring 200 forekomster. I avisdatabasen Infomedia, som indeholder mere end 20,6 millioner artikler fra 393 forskellige danske medier, forekommer ordet perletand 95 gange, og som på Google stammer langt de fleste eksempler fra januar 2009. Men selv i disse få forekomster finder man et utal af forskellige betydninger.

I den mest nærliggende betydning af ordet perletand er det en egenskab hos den klassiske perle med den hvide skinnende farve, perlehvid, der bruges til at karakterisere det ord som udgør sammensætningens kerne – en tand. Perlehvide tænder er altså smukke, hvide og skinnende tænder, og en enkelt en af slagsen bliver til en perletand. Denne egenskab er bl.a. brugt i den berømte reklame med Dirch Passer for en tandpasta som simpelthen fik navnet Perletand. Den kan i øvrigt stadig ses på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=FrfDUj76vRE

Ordet bruges ofte positivt om end gerne lidt ironisk, som i nedenstående anmeldelse af den nye Far til fire-film som havde premiere i 2005:

Resten af den kjære familie er med blid hånd ført ind i nutiden med elguitar, langt drengehår og MGP-syndrom. Moderne børn. Men sært uden unoder. Søde og friske med smilende perletand. Handlekraftige og helt uden slæbende stenerskridt og stive playstation-blikke. Uskyld transporteret i nogenlunde helskindet tilstand igennem årtierne. (Politiken.dk, 14.10.2005)

Dog finder man også en tendens til at bruge udtrykket lidt karikerende om mennesker med et overdrevent smil:

Mens de fleste cykel-entusiaster hurtigt lod sig forblænde af den ovenud selvhævdende perletand Richard Virenques kamerasøgende paradekørsel og naragtige spil for galleriet, var Brochard ofte at finde i rollen som jokeren i andet geled. (Berlingske Tidende, 1.8.1999)

Læg mærke til at ordet her bruges til at karakterisere hele personen, ikke blot tænderne.

I den ironiske afdeling finder vi også ordet perletand brugt spøgende eller drillende om mennesker som har dårlige tænder eller nærmest slet ingen tænder som i nedenstående citat fra en sprogklumme om øgenavne, hvor vi får historien om Johnny Perletand:

Hvis man undervejs i sit liv flytter til en anden by eller landsdel, er der også en god chance for at få sig et ekstra navn. Så vidt vides, går der rigtig mange Fynbo’er rundt i det jyske. Og så er der jo de sjoveste – og ondeste. Dem, der tager udgangspunkt i udseendet: Johnny Perletand har selvfølgelig ikke en pløk i munden. Smiley er kendt for sit brede grin. (Fyens Stiftstidende, 9.7.2005)

En enkelt har ligefrem valgt perletand som kunstnernavn:

Uffe Hansen fortæller, at han tidligere har spillet i Århus Festuge gennem flere år. Det var ofte sammen med Perletand, den allerstørste blandt de legendariske gårdsangere. (Stiften.dk, 2.9.2005)

Dansk Sprognævns ordsamling og Politikens Slangordbog, 6. udg. 2001) har også registreret denne brug, men ikke de andre anvendelser af ordet.

Det virker alt sammen meget uskyldigt og viser i grunden blot hvor fleksibelt og kreativt vi kan omgås med sproget. Men hvor kommer så politiets brug af perle og perletand fra? Hvor positivt eller ironisk er det ment?

Positivt er det næppe. Det fremgår af nedenstående citat fra 2007, længe før den aktuelle debat om perker og perle kom i gang:

Pauli Joensen mindes mange eksempler på nedværdigende og racistisk sprog blandt tidligere kolleger. »’Man ved aldrig hvad sådan nogle kakkelovnsrør er ude på’, er bare et eksempel. Mange brugte også udtryk som perletand, glatnakke og perker om afrikanere«. (Nyhedsavisen, 8.6.2007)

Lufthavnsbetjent Pauli Joensen placerer her ordet perletand på linje med andre nedsættende udtryk og knytter ordet specielt sammen med afrikanere. Man må formode at det er kontrasten mellem de hvide tænder og den mørke hud der har tjent som inspiration i denne sammenhæng. Udtrykket synes at være almindeligt udbredt blandt politikfolk, for allerede i 2001 føler Rigsadvokaten sig foranlediget til at kritisere politiet for brug af dette og andre udtryk.

Ejeren af bilen blev stærkt fortørnet over betjentenes fremfærd og sigtelsen, hvorefter diskussionen kørte op i en spids, og den ene af politiassistenterne gentagne gange sagde til bilejeren i en nedsættende tone: »Hør nu her Perletand, nu skal du ikke spille dum.« Statsadvokaten konkluderer i sin beretning, at politiassistenten burde have belagt sine ord anderledes – ikke mindst for at undgå yderligere konfrontation med bilejeren, der var »ophidset, aggressiv og frembrusende«. (Berlingske Tidende, 06.04.2003)

Det er set før at ord som er godt indarbejdet i sprogbrugen, forkortes for at gøre kommunikationen hurtigere og smidigere. Vi kender det fra ord som bil (i stedet for automobil) og bus (i stedet for omnibus), byggeren (i stedet for byggelegepladsen) osv. Og det er sandsynligvis også sådan at perletand er blevet til perle. Men fordi et ord forkortes, skifter det jo ikke betydning, så det negative hænger stadig ved. Og ser man på den sammenhæng som det bruges i, er man heller ikke i tvivl.

Hvorfor kan politidirektøren så udtale at perle er noget helt andet end perker og ikke nær så fornærmende? Her kommer den oprindelige betydning af perle så ind igen. Brugt isoleret – altså ikke i sammensætning med tand, bruges ordet perle om steder, mennesker, begivenheder og værker skabt af mennesker, men i udelukkende positiv betydning. Et sted kan være en perle – Kystens Perle fx, en film eller en bog kan være en perle, og en dygtig og pålidelig person kan være en perle, fx den trofaste husassistent eller kok der endnu engang har overgået sig selv. Her er billedet imidlertid hentet fra en anden egenskab hos perlen: dens unikke skønhed. Og hvis der er flere af disse begivenheder eller personer, taler man om en hel perlerække.

Måske giver den aktuelle debat anledning til at ordet perle hurtigere end normalt fæster sig i den nye betydning i vores sprog. Det skal medierne nok bidrage til. Men også sprogbrugerne gør deres. I skrivende stund har 16.000 tilsluttet sig Facebookgruppen ”Jeg er også en perle” og det svirrer med sms’er, mails og avisartikler med mere eller mindre sjove forslag til fortolkninger af andre ord som er sammensat med perle, som fx perlevenner, perlehøns og perlemor.

Man kan indvende at historien om politiets brug af nedsættende udtryk i deres omgang med borgerne ikke er den bedste anledning til at lufte sin forundring over sprogets mangfoldighed og de sære mekanismer der spiller ind når sprogbrugerne går i aktion. Men netop når sagen bliver sat på spidsen, og mennesker og følelser er involveret, får vi de klareste eksempler på at sproget ikke blot er et kommunikationsmiddel der skal bringe et budskab fra A til B. Sproget er uløseligt knyttet til vores liv, vores samfund, vores historie og vores kultur, og en manglende viden om dette kan få utilsigtede konsekvenser. Ganske vist er sproget fleksibelt, og ordenes betydning kan ændre sig på de mest overraskende måder. Men der er ikke frit slag, og i første omgang er det modtageren der bestemmer hvordan et udsagn fortolkes. Og som i så mange andre situationer gælder det at det ikke er det der siges, men måden det siges på, der gør udslaget.

Sabine Kirchmeier-Andersen