Spring navigation over
Aktiver søgningAktiver søgning
Forside/Nyheder og arrangementer/Nyt fra Sprognævnet 2025/2 er udkommet

14.5.2025

Nyt fra Sprognævnet 2025/2 er udkommet

Forside/Nyheder og arrangementer/Nyt fra Sprognævnet 2025/2 er udkommet

I årets andet nummer af Nyt fra Sprognævnet kan du læse om kommatering i sætningsknuder og -kløvninger, om etymologien bag ordet samleje samt om Sprognævnets nyeste bogudgivelse, Mange grublende Dage ere gaaede forud, som behandler grammatik i 1800-tallet som nøgle til moderne normproblemer.

Læs Nyt fra Sprognævnet som pdf her.

NB: Hvis du bruger Chrome, anbefaler vi at du downloader pdf’en og læser den via fx Adobe Acrobat Reader.

Artiklerne

Knuder, kløvninger eller relativsætninger? Kommatering i nogle komplicerede sætningsstrukturer

Cirka en fjerdedel af alle de spørgsmål som Dansk Sprognævn får i spørgetelefonen, handler om komma. I denne artikel behandler forsker Michael Nguyen en række sætningskonstruktioner som mange sprogbrugere finder særligt udfordrende: sætningsknuder, sætningskløvninger og relativsætninger.

Samleje uden samtykke — er det overhovedet muligt?

I straffelovens § 216, som handler om voldtægt, bruges ordet samleje fire gange. Men kan man overhovedet bruge ordet samleje om en handling der ikke er gensidig? Det spørgsmål har Sprognævnet fået, og i denne artikel undersøger seniorforsker Anna Sofie Hartling ordets etymologi og brug gennem tiden.

Ny udgivelse: Mange Grublende Dage ere gaaede forud

Når man læser gamle tekster, for eksempel fra 1800-tallet, giver det tit en oplevelse af gammeldags sprog. Det er ikke kun ordforrådet og stavemåderne der virker gammeldags, det gør grammatikken også. Denne bog handler om hvordan en række grammatiske fænomener har været under forandring i de seneste 200 år, og hvordan forandringerne enten har resulteret i at det gamle helt er væk, eller i at der er mere end én korrekt måde at udtrykke tingene på.

Spørgsmål og svar

Som altid indeholder Nyt fra Sprognævnet svar på sprogbrugernes spørgsmål om sproget. Dette nummer indeholder uddybende svar om henholdsvis ordet avocadoscanner og forkortelserne fx og f.eks. og de fuldt udskrevne ord for eksempel.

Praktiske informationer

Nyt fra Sprognævnet udkommer 2-3 gange om året, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver.

Du kan tilmelde dig ved at sende en e-mail til tilmeld@nfs.dsn.dk. Så får du en e-mail hver gang tidsskriftet udkommer.

Hvis du senere vil afmelde, sender du en e-mail til frameld@nfs.dsn.dk.

Læs tidligere numre af Nyt fra Sprognævnet.