19.11.2024
Nye søgemuligheder og forbedret funktionalitet på Retskrivningsordbogens nye hjemmeside
Med 5. udgave har Retskrivningsordbogen fået sin egen side, ro.dsn.dk, som er udviklet med fokus på brugervenlighed.
Den 18. november 2024 udkom Retskrivningsordbogens 5. udgave på tryk og digitalt på hjemmesiden ro.dsn.dk. Tidligere udgaver af Retskrivningsordbogen har også været tilgængelige elektronisk, men disse elektroniske udgaver af ordbogen var så godt som identiske med den trykte bog.
Hjemmesiden ro.dsn.dk er, i modsætning til tidligere elektroniske udgaver, tilpasset et digitalt medie, og hjemmesiden tilbyder brugeren en række tilpasningsmuligheder som skal sikre at såvel førstegangsbrugeren som superbrugeren kan finde de relevante oplysninger hurtigt og effektivt.
Som noget nyt er det i den digitale udgave af Retskrivningsordbogen muligt at skifte mellem dansk og latin i de grammatiske betegnelser i ordbogens alfabetiske del på ro.dsn.dk. Det gælder først og fremmest ordklassebetegnelserne, men også andre grammatiske betegnelser. Det er desuden muligt at skifte mellem forkortede og uforkortede betegnelser.
Se hvordan du skifter mellem danske og latinske betegnelser i ordbogssøgningen.
En anden ny funktionalitet i den digitale udgave af Retskrivningsordbogens 5. udgave er at det nu er muligt at få vist opslagene på to måder: i en kompakt listevisning eller som udfoldede opslag. Når man indtaster søgeord i søgefeltet på ro.dsn.dk, fremgår resultaterne i den kompakte listevisning. Således er det muligt hurtigt at identificere det opslag man er interesseret i. Når man har identificeret det relevante opslag, kan man trykke på opslaget i listevisningen for at få vist det udfoldede opslag. Det er også muligt at navigere i listevisningen ved brug af piletasterne på tastaturet.
Se de to typer af visninger i ordbogssøgningen.
På hjemmesiden ro.dsn.dk kan du læse meget mere om Retskrivningsordbogens 5. udgave samt om søgemulighederne på den nye hjemmeside.
De nye søgefunktioner vil kun være tilgængelige på ro.dsn.dk, og derfor lukkede hjemmesiden roplus.dk ved udgivelsen af Retskrivningsordbogens 5. udgave mandag den 18. november.