Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/Ny Retskrivningsordbog

25.1.2017

Ny Retskrivningsordbog

Forside/Nyheder og arrangementer/Ny Retskrivningsordbog

Fra A til Åsyn. Retskrivningsordbogen 2012 udkommer den 9. november.

Den nye retskrivningsordbog fra Dansk Sprognævn er på trapperne med over 4000 nye ord. Denne 4. udgave af Retskrivningsordbogen er en helt ny og gennemrevideret udgave af 3. udgave, som udkom for 11 år siden.
Sproget udvikler sig hele tiden, og Retskrivningsordbogen afspejler de ord vi bruger her og nu.
Som noget nyt er mange opslagsord forsynet med oplysninger om ordets betydning for at sikre at man finder det rigtige ord. I afsnittet Retskrivningsregler kan man læse de regler der gælder for stavning og tegnsætning i dansk.

Ændringer

Retskrivningsordbogen 2012 indeholder også en række ændringer af retskrivningsreglerne, bl.a. i brugen af bindestreger og forkortelser. Nu er det fx korrekt at skrive både gør-det-selv-køkken og gør det selv-køkken. Det er også valgfrit om man vil skrive it eller IT, cd eller CD, dvd eller DVD. Læs mere om ændringerne her.

Retskrivningsordbogen er den officielle danske retskrivningsordbog, som redigeres og udgives af Dansk Sprognævn.

I Retskrivningsordbogen kan man finde oplysninger om stavning, bøjning og tegnsætning. Ordbogen består af to dele:

  • Ordbog a-å: en fortegnelse over rigssprogets almindelige ordforråd. Ordbogen består af ca. 64.000 opslagsord.
  • Retskrivningsregler.

Kulturminister Uffe Elbæk vil præsentere Retskrivningsordbogen under Bogforum i Bella Center på Lindhardt og Ringhofs stand den 9. november kl. 17.20

Titel: Retskrivningsordbogen, 4. udgave
Forfatter: Dansk Sprognævn
Omfang: 1054 sider
Pris: 149,95 kr.

Oplysninger om Retskrivningsordbogen fås hos Dansk Sprognævns direktør Sabine Kirchmeier-Andersen på sabine@dsn.dk eller på 33 74 74 06/26 84 63 70