Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/Dansk Sprognævn møder street og gadesprog: Indgår samarbejde med Slangordbogen
23.10.2023

Dansk Sprognævn møder street og gadesprog: Indgår samarbejde med Slangordbogen

PRESSEMEDDELELSE, Bogense 23.10.2023

Dansk Sprognævn, der med Retskrivningsordbogen nok mest er kendt for at fastlægge hvordan ord skal staves og bøjes, og hvor kommaerne skal stå, tager nu et skridt ind i hverdagens farverige sprogbrug gennem et nyt samarbejde med Slangordbogen.

“Med dette samarbejde ønsker vi at hylde den rigdom og mangfoldighed som hverdagens sprog indeholder, ved at være med til at beskrive den del af vores danske ordforråd som hører netop hverdagen til,” siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn.

Slangordbogen (www.slangordbogen.com), skabt af Torben Christiansen, er en sand skattekiste af kreative udtryk fra det danske sprog som det bruges på gaden, i skolegården, online og alle andre steder vi som sprogbrugere sænker paraderne og dropper formaliteterne.

“Sprog rummer meget mere end det man finder i de officielle ordbøger. Slangordbogen forklarer nogle af din teenagers ord og massevis af andre ord og udtryk der ikke nødvendigvis finder vej til andre ordbøger. Desuden kan slangordbøger inspirere til at man krydrer sit sprog. Derfor er jeg glad for at Dansk Sprognævn har tilbudt et samarbejde om Slangordbogen som vil komme brugerne til gode”, udtaler Torben Christiansen, der har arbejdet med Slangordbogen i omkring 20 år.

Med de nye kræfter som samarbejdet med Sprognævnet tilfører, bliver det i højere grad muligt at få tidsbestemt hvornår slangudtrykkene er opstået, bl.a. ved hjælp af Sprognævnets samlinger af dialog fra realityserier.

Med en samling på over 12.000 opslagsord, 5.000 udtryk og 17.100 definitioner afspejler Slangordbogen omfattende dele af det danske sprog. Eksempler inkluderer:

  • sølvkikkert: durum(rulle)
  • dansemel: kokain
  • lit: bruges som udtryk for noget positivt.

Slangordbogen findes digitalt som en app.


For yderligere information kontakt:

Marianne Rathje, Dansk Sprognævn
Tlf.: 26 18 62 30
E-mail: mr@dsn.dk

Torben Christiansen
Tlf.: 29 82 91 16
E-mail: tc@post.tele.dk


Om Dansk Sprognævn:
Dansk Sprognævn er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet. Sprognævnet har til opgave at følge det danske sprogs udvikling, at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug samt at fastlægge den danske retskrivning og redigere og udgive den officielle danske retskrivningsordbog.

Om Slangordbogen:
Slangordbogen er en digital ordbog til telefon eller tablet udarbejdet af Torben Christiansen, der har været ansat i ordbogsafdelingerne på forlagene Gyldendal og Munksgaard.