Er udtrykket for nærværende ved at blive erstattet med for nuværende? Jeg hører i hvert fald for nuværende alle vegne. Og hvordan er for nuværende opstået?
!
Det er rigtigt at for nuværende er blevet meget hyppigt, og det er rigtigt at det er yngre end for nærværende.
I Ordbog over det danske Sprog (under opslagsordet nærværende) finder man eksempler på for nærværende så langt tilbage som 1700-tallet. Hvor gammelt udtrykket for nuværende er, kan være svært at afgøre med sikkerhed, men det findes ikke i Ordbog over det danske Sprog, som dækker perioden 1700-1950. Af Dansk Sprognævns arkiver fremgår det at vi er blevet spurgt om det fra engang i 1970’erne, og det peger på at det har været forholdsvis nyt dengang.
Hvordan udtrykket er opstået, kan man få et fingerpeg om ved at se på ældre eksempler og betydninger. Selve ordet nærværende kan bruges i sammenhænge hvor det lægger sig til et substantiv. Søgninger på nettet giver eksempler som nærværende bilag, nærværende forordning og nærværende punkt. Her betyder nærværende bare ’som i situationen er nær; som er til stede her og nu’. Ifølge Ordbog over det danske Sprog kan for nærværende anses som en forkortelse af for nærværende tid, og det antydes altså at der forud for udtrykket for nærværende har været en længere form der i højere grad har været opbygget som de andre eksempler hvor ordet nærværende har lagt sig til et substantiv.
I moderne tid er de to ord for nærværende (uden det ekstra ord tid) tilsammen blevet til et fast udtryk der fungerer som et tidsadverbial, og det kan sagtens være sket med udgangspunkt i den nævnte betydningsnuance ’som er til stede her og nu’, men undervejs har for nærværende mistet noget af sin gennemskuelighed. Især kan det være vanskeligt at gennemskue hvordan ordet nærværende har med noget tidsligt at gøre. Denne vanskelighed kan man blandt andet se bekræftet i et brev til Dansk Sprognævn fra 1962, hvor en sproginteresseret beder om hjælp til for nærværendeor ”udtrykket står mig kun nogenlunde klart”.
Hvis der har været tvivl om hvordan udtrykket for nærværende skal forstås, og hvis man har haft en svag formodning om at det indeholder noget tidsligt, er det ikke mærkeligt at man kan have udskiftet nærværende med det næsten enslydende ord nuværende, et ord der mere tydeligt indeholder noget tidsligt. Man kan simpelthen have troet at man har hørt forkert.
Den mekanisme hvorved to (eller flere) separate udtryk bliver blandet sammen og danner et nyt udtryk, kaldes nogle gange for kontamination. Andre kendte udtryk af denne type er virke til, som er opstået som en sammenblanding af virke som om og lade til (læs mere i Nyt fra Sprognævnet, december 2009), og blomst, som er en sammenblanding af blomme (det gamle ord for blomst) og bloster (et meget gammelt ord for samling af blomster, jf. Etymologisk Ordbog af Niels Åge Nielsen, Gyldendal 1966). Udtrykket virke til har ikke erstattet virke som om og lade til, men blomst har erstattet blomme (i betydningen ’blomst’); blomme i den gamle betydning kan nu kun genfindes i blomsternavne som vårblomme og engblomme. Om for nuværende kommer til at erstatte for nærværende fuldstændigt, må tiden vise.
ESJ
Der er i dansk en del eksempler på at proprier som Ebbe, Jens, Børge og Brian kan bruges som fx substantiver eller adjektiver. En del af dem er gået i glemmebogen, mens andre stadig bruges.
Der er næppe ret mange unge eller yngre sprogbrugere der i dag kender adjektivet ebbet. Det er registreret første gang i dansk i 1976, og det betyder ’åndssvag, tåbelig’ (Nye ord i dansk 1955 til i dag). Det er formentlig dannet til personnavnet Ebbe, der også forekommer i stednavnet Ebberødgård. Ebberødgård var et arbejds- og plejehjem for psykisk syge. Efter hård kritik af de vilkår som patienterne levede under, blev forholdene på institutionen forbedret i midten af 70’erne, samtidig med at navnet Ebberødgård blev ændret til Svaneparken.
Med tiden er koblingen mellem fornavnet Ebbe, adjektivet ebbet og institutionen Ebberødgård helt forsvundet. Og samtidig er drengenavnet Ebbe i dag et navn i vækst, hvorimod det kun blev givet til et meget begrænset antal nyfødte i 80’erne, 90’erne og starten af 00’erne (se Danmarks Statistik).
Vi har i dansk flere eksempler på at personnavne kan miste deres navnekarakter og blive appellativer – eller endda helt bevæge sig udover grænsen for substantiver. Det gælder fx drengenavnet Jens, der siden 1850 har kunnet bruges om danske soldater (de danske Jenser). I 1960'erne var drengenavnet Børge så udbredt som appellativ at professor Erik Hansen under pseudonymet Magister Stygotius karakteriserede det som en sproglig joker der kunne antage en hvilken som helst værdi. Dels bevægede det sig frit mellem ordklasserne: ”han er en B.[ørge], det er ret B.[ørge], denneher er virkelig på B.[ørge], han er nu noget børget, så børgede jeg ham en mellem øjnene” (Hansen 1973: 77), dels kunne betydningen af ordet være vanskelig at gennemskue. En Børge kunne således både være et dumt svin og en flink fyr (Hansen ibid.). I Nye ord i dansk 1955 til i dag har børge fået dateringen 1965, mens adjektivet børget første gang er registreret i 1966. Børge bliver i dag ikke brugt meget, hverken som proprium eller appellativ.
I moderne dansk er det nok især drengenavnet Brian der bliver brugt appellativisk, men til forskel fra Jens og Børge kan det vist kun bruges negativt. En Brian er således ’en dreng el. mand med sociale problemer, provokerende opførsel e.l.’ (Slangordbogen, 2. udgave, 2022 (app)). Også sammensætninger med Brian er nok altid negativt ladede. En brianbil er således en ’lille hurtigtkørende bil, ofte sort og ofte af ældre dato, udstyret med alufælge og et højtspillende stereoanlæg, der udefra minder om motorbanken’, og en brianfraktur er ’[et] håndled el. [en] arm, der er brækket i et slagsmål’ (Slangordbogen, 2. udgave 2022, (app)).
Drengenavnet Brian bliver i dag kun meget sjældent givet til nyfødte børn, formentlig fordi det for mange har negative bibetydninger.
Selvom betegnelsen forligskvinde ikke optræder i forligsmandsloven, har vi kendt den siden Danmarks første kvindelige forligsmand blev udpeget i 1979.
1970’erne var et årti hvor man blev mere bevidst om kønsroller og kvindekamp end man havde været tidligere. I takt med at der i perioden kom fokus på at kvinder har lige så meget ret til at bestride magtfulde stillinger som mænd, blev man mere opmærksom på at der ikke var nogen grund til at forskellige funktionsbetegnelser og stillingsbetegnelser skulle hedde noget med -mand, hvis det nu faktisk var en kvinde der bestred posten.
I 1979 blev Danmarks første kvindelige forligsmand, Mette Koefoed Bjørnsen, udpeget, og samtidig blev ordet forligskvinde registreret første gang. Et af de citater på ordet der findes i Nye ord i dansk 1955 til i dag, handler da også netop om Mette Koefoed Bjørnsen og lyder ”den tidligere forligskvinde Mette Koefoed Bjørnsen” (dsn.dk/noid).
Når man i dag læser om Mette Koefoed Bjørnsen og hendes virke, kan det undre at man typisk ser hende omtalt som forligsmand og ikke forligskvinde når ordet forligskvinde nu hænger så tæt sammen med hendes udnævnelse. Men det skyldes at man i forligsmandsloven ikke bruger betegnelsen forligskvinde men derimod udelukkende forligsmand, uanset om der er tale om en mand eller en kvinde. Tilsyneladende overvejede man en overgang at afskaffe termen forligsmand for i stedet at bruge forligsmægler, der jo er kønsneutralt, men det er altså endnu ikke sket (Information 23.3.2013). Og Mette Koefoed Bjørnsen selv? Hun gik efter sigende ikke særlig højt op i om hun blev omtalt som forligsmand eller forligskvinde.
I dag bruges forligskvinde ganske ofte generelt om en ’kvindelig mægler der har til opgave at få stridende parter til at enes og nå et forlig’, som der står i Den Danske Ordbog. Ordet har kunnet slås op i Retskrivningsordbogen siden 1986, og selvom Mette Koefoed Bjørnsen måske ikke i juridisk forstand var forligskvinde, er der nok ikke nogen tvivl om at hun har været med til at bane vejen for at forestillingen om en kvindelig forligsmand har vundet indpas i dansk – og dermed også for at ordet forligskvinde i dag findes i mange ordbøger.
Referencer
Forligskvinden er en forligsmand. Information 23.3.2013.
Vidste du ...
… at når flere udråb, ordrer osv. indholdsmæssigt er tæt forbundet, sættes der ét fælles udråbstegn?
I denne artikel undersøges danskernes holdninger til ord med kønnede endelser, bl.a. formand og bedekvinde.
De senere år har været præget af en øget bevidsthed om hvordan sprog påvirker vores opfattelser af køn, og af en bevægelse mod et mere inkluderende og kønsneutralt sprog. Denne artikel undersøger holdninger til kønnede udtryk og belyser hvad disse holdninger kan pege på om den aktuelle og fremtidige udvikling af det danske sprog.
Køn i det danske sprog
I sprogvidenskaben kan køn være enten grammatisk (genus) eller biologisk (sexus). Grammatisk køn viser sig i dansk på bl.a. følgende måder: ved hvilke artikler der står foran et substantiv, fx en bog (fælleskøn), og hvordan adjektiver foran et substantiv bøjes, fx et stort hus (intetkøn). Det mest udbredte genussystem er det indoeuropæiske system, som omfatter tre køn: maskulinum, femininum og neutrum (Herslund 2022). Det er fx bevaret i tysk, mens der i de romanske sprog kun er to køn (maskulinum og femininum) som i fransk. I engelsk er det kun pronominerne der har grammatisk køn (he og she), og ikke substantiverne, og helt uden grammatisk køn er fx finsk.
Grammatisk køn i dansk har historisk afspejlet den biologiske kategori ‘køn’, hvor levende væsner inddeles i hankøn og hunkøn (sexus) (Herslund 2022, Pedersen 2018). Genussystemerne har med tiden fjernet sig fra de biologisk funderede inddelinger, og i stedet tildeles køn ofte på baggrund af ordets form frem for dets betydning. Fx er ord med endelsen -chen i tysk intetkøn, og det hedder derfor das Mädchen (artiklen das er den der bruges ved substantiver i intetkøn) selvom Mädchen betyder ’pige’, der jo betydningsmæssigt set er hunkøn (Herslund 2022).
I dansk havde man tidligere også tre grammatiske køn – maskulinum, femininum og neutrum. Men bortset fra i visse dialekter findes denne tredeling ikke længere (Pedersen 2018). De tre køn blev reduceret til to ved at maskulinum og femininum faldt sammen i fælleskøn, og denne proces startede formentlig omkring 1350 og var formodentlig gennemført omkring 1650 (Brøndum-Nielsen 1935, Pedersen 1999). I dag har vi i dansk altså kun fælleskøn (en stor bog) og intetkøn (et stort hus).
Da substantiverne i moderne standarddansk ikke længere har mulighed for at være maskulinum eller femininum, som de har i mange andre indoeuropæiske sprog, er det dermed ikke sprogets grammatiske køn (genus), men derimod den lingvistiske term ”biologisk køn (sexus)1”, der er interessant i en tid hvor der er fokus på kønsinkluderende sprog. Pronominerne han og hun er biologisk kønnede, og dermed er der i dag fra mennesker som hverken identificerer sig som mand eller kvinde (nonbinære), et ønske om et kønsneutralt pronomen som fx entals-de eller hen (se Rathje & Meline 2023).
Men køn kan i det danske sprog også vise sig ved at sexus angives dels ved hjælp af sammensætningsleddet -mand eller -kvinde (fx talsmand og videnskabskvinde), dels ved hjælp af suffikser som -inde, -ske og -esse (fx elskerinde, syerske og prinsesse) (Jarvad 1995). Disse sammensætningsled og suffikser kan man samlet kalde for kønnede endelser, og vi er interesserede i hvordan disse kønnede endelser udfordres når nye normer for ligestilling og kønsneutralitet opstår.
Udviklingen i kønnede endelser
Gennem tiden har der både i Danmark og internationalt eksisteret forskellige bevægelser ifm. kønsbevidsthed og ligestilling. To konkurrerende positioner indenfor feminismen er forskelsfeminisme og lighedsfeminisme (Rösing & Ørum 2012, Martinsen 2020). Forskelsfeminismen er biologisk og essentialistisk i sin tilgang til køn og ligestilling og ser altså køn som noget man fødes med, ligesom det betones at den biologiske forskel medfører at der er to forskellige måder at være i verden på: en mandlig og en kvindelig. Som andre feministiske retninger søger forskelsfeminismen dog stadig at udfordre og nedbryde patriarkalske strukturer, men med særligt fokus på at fremhæve og styrke kvinders roller og kvaliteter, som man mener traditionelt set har været undervurderet i samfundet. Den forskelsfeministiske retning mener at kønsforskelle bør anerkendes og værdsættes i stedet for at man stræber efter at udligne dem.
Indtager man derimod den lighedsfeministiske position, ser man køn som en social konstruktion og kønsroller som noget der pålægges os gennem sociale normer og forventninger. Målet er at man skal se individet som menneske og ikke som et køn, og derigennem får kvinder samme rettigheder som mænd. Positionen er dermed også et opgør med den binære kønsopfattelse.
I en sproglig sammenhæng er de to feministiske positioner relevante fordi en øget kønsbevidsthed sætter aftryk i sproget.
Fra -mand til -kvinde til -person
Mænd blev før 1500-tallet benævnt efter deres funktion i samfundet, fx bonde, og kvinder blev benævnt efter deres relation til manden, dvs. mø, brud, enke (Jacobsen 1912, refereret fra Petersen 1975). Petersen (1975) konstaterer i 1970’erne at meget har forandret sig siden, og at man med tidens tilstræbte ligestilling ”kunne forvente en større sproglig ligestilling mellem kønnene” (Petersen 1975: 53). Det konstateres at personbetegnelser stadig har maskuline endelser, selvom der er tidlige undtagelser som forkvinde (fra 1894) og tillidskvinde (fra 1898) i stedet for formand og tillidsmand (Jarvad 1995: 18-19). Det er dog ikke altid det giver mening at udskifte endelsen -mand med -kvinde, som når der ikke er tale om personer (fx nullermand og vandmand), eller når -mand betyder ’menneske’ (fx nordmand) (Petersen 1975: 54-55)2. Derimod giver udskiftningen mening når -mand faktisk betyder ’mand’, som det gør i fx betegnelsen fagmand.
Fra og med 1986 er der i Retskrivningsordbogen medtaget alternativer til -mand, nemlig fx forkvinde (1986), ophavskvinde (1996), afholdskvinde (2024) og venstrekvinde (2024)3. At bruge kvindelige pendanter til endelsen -mand tolker vi som en del af en feminiseringsproces. Feminiseringsprocessen kan siges at være et sprogligt udtryk for forskelsfeminismen, hvor holdningen er at kvinden er lige så god som manden og endda bedre til nogle ting (Rösing & Ørum 2012), og derfor mener man fra denne feministiske position at der skal tilbydes og anvendes feminine alternativer til den maskuline endelse -mand i form af endelsen på -kvinde.
Kirchmeier (2021) har undersøgt hvordan de kønnede personbetegnelser -mand og -kvinde har udviklet sig i de danske aviser i perioden 1995-2019. Hun kommer frem til at hvor -mand næsten var enerådende i 1995, så er der i 2019 sket noget med især varianterne fagmand og talsmand. Det er dog ikke udelukkende forekomster med den feminine endelse -kvinde der er forøget: Den neutrale endelse -person har også vundet frem. Således udgør fx talsmand 75 % af tilfældene i 2019, og talskvinde og talsperson hhv. 12 % og 13 %, og fagmand udgør 35 %, og fagperson hele 65 % af forekomsterne i aviserne, mens der ikke er nogen forekomster af fagkvinde. Den påbegyndte feminiseringsproces er altså i nogen grad afløst af en neutraliseringsproces, der kan opfattes som udtryk for lighedsfeminisme, hvor der som nævnt fokuseres på at individet ses som et menneske og ikke som et køn, og der ønskes et opgør med den binære kønsopfattelse. Udviklingen hen imod en sproglig neutraliseringsproces kan også aflæses i Retskrivningsordbogen, hvor der side om side med det kønnede alternativ som endelsen -kvinde udgør, er tilføjet betegnelser der ender på -person, som fx talsperson (1996) og forperson (2021).
Fra -inde til -ske til ingenting
Som nævnt ovenfor faldt grammatisk hankøn og hunkøn sammen for mange år siden, og genustredelingen forsvandt ud af det danske sprog. Men en markering af det feminine overlevede på en anden måde, nemlig ved at vi indlånte suffikser til at angive at der i en personbetegnelse var tale om en kvinde. De ældste og almindeligste feminine suffikser, der kunne danne feminine former til de mandlige personbetegnelser, lånte vi fra nedertysk i slutningen af 1300-tallet i form af -inne og -sche, der på dansk blev til -inde og -ske (se Jørgensen 2018 og opslagene -inde og -ske i Den Danske Ordbog). De feminine suffikser kunne betegne kvinder generelt, som fx borgerske, kvindelige erhvervsudøvere, fx forstanderinde, eller hustruer til erhvervsudøvere, som fx oberstinde. Udover -inde og -ske findes også i dansk de mindre udbredte feminine suffikser af primært fransk oprindelse -esse, -ette, -isse, -trice, -øse og -ine, som fx i personbetegnelserne prinsesse, brunette, abbedisse, servitrice, massøse og blondine.
De feminine suffikser har i dansk været på retur siden anden halvdel af 1900-tallet (Jørgensen 2018, Jarvad 1995): ”I dag er brugen af disse hunkønsmarkeringer i nogen grad under afvikling som følge af bestræbelserne for ligestilling mellem kønnene” (Jarvad 1995: 199). De kvindelige afledningsendelsers tilbagetog skyldtes bl.a. at ligebehandlingsloven trådte i kraft i 1978, hvori det hed (i § 6): ”Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse m.v. søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn” (Jarvad 1995: 49). Herefter måtte der altså ikke længere averteres efter ekspeditricer og kasserersker.
Et andet udtryk for tilbagegangen for de feminine afledningsendelser og hen imod en sproglig neutraliseringsproces kan konstateres i Retskrivningsordbogen, hvor 110 af disse suffikser er taget ud af ordbogen når man sammenligner 2012-udgaven med den fra 19554, fx københavnerinde, genboerske, billetrice og brodøse.
Som det fremgår, har de feminine suffikser altså været igennem en neutraliseringsproces i ligestillingens navn: en lighedsfeministisk overgang hvor personbetegnelserne er blevet afkønnet, hvilket kan ses som et udtryk for en opfattelse af individet som menneske snarere end som køn.
Forskningsspørgsmål
Selvom feminiseringsprocessen (at endelsen -kvinde kan bruges som alternativ til -mand og neutraliseringsprocessen (at -person opstår som et alternativ til -mand, og at de feminine suffikser udfases) har været i gang længe, oplever vi i disse år en øget interesse for dette område både i medierne og ved Sprognævnets spørgetelefon. I medierne kan man fx læse overskrifter som ”Nu skal kagemand hedde kageperson” (Søe 2022), ”Parti vil erstatte formand med forperson” (Skov Hansen 2024) og ”Nu skal ophavsmand hedde ophavsperson” (Plough Hansen 2024) med stor forargelse og debat til følge, og Sprognævnet bliver af journalister bedt om at forholde sig til dette.
Også ved spørgetelefonen kan Sprognævnet få spørgsmål som det nedenstående:
”Hælder Sprognævnet mere og mere i retning af at bruge det kønsneutrale forperson? Vi har i EU-institutioner indtil videre brugt formand uanset personens køn, men respekterer ethvert ønske om at blive kaldt forkvinde eller forperson […] vi vil gerne sikre os, at sprogbrugen i vores tekster er i tråd med udviklingen på området i Danmark.”
Det er derfor relevant at finde ud af hvor langt de danske sprogbrugere er i neutraliseringsprocessen når det gælder -person istf. -mand, og om feminiseringsprocessen med -kvinde er på tilbagetog. Som der står i Jarvad (1995: 50): ”Nogle kvinder oplever det diskriminerende at blive tituleret formand, mens andre kvinder anser titulaturen forkvinde for en unødig nydannelse. Spørgsmålet er ikke kun et sprogligt spørgsmål, men også et holdningsmæssigt spørgsmål.” Med artiklen her ønsker vi at undersøge danskernes holdninger til endelserne -mand, -kvinde og -person og dermed bidrage til det videnskabelige grundlag som Sprognævnets virke er funderet på.
Den neutraliseringsproces som de feminine suffikser som -inde har været igennem i en del år efterhånden, går tilsyneladende mere ubemærket hen i medierne, trods den ellers forøgede interesse for kønnet og kønsneutralt sprog. Men man kan af og til støde på forhandlinger om suffikserne i medierne, som da kunstneren Anne Dorte Michelsen gjorde indsigelser i en podcast hvor hun blev tituleret sangerinde: Hun ville gerne kaldes sanger (Det sidste måltid, Radio4, maj 2023). Engelsk indeholder ligesom dansk feminine suffikser, fx -ess i actress (’skuespillerinde’), men disse er også med tiden blevet udfaset (fx fremgår det af Oxford English Dictionary under opslagsordet actress at dette er sjældent og nu i høj grad er erstattet af det maskuline/neutrale actor), og den australske skuespiller Cate Blanchett er i et dansk medie blevet citeret for at have en negativ holdning til feminine suffikser (på engelsk): ”Jeg har altid omtalt mig selv som skuespiller [actor]. Jeg er fra en generation, hvor ordet skuespillerinde [actress] næsten altid blev brugt til at sige noget nedladende” (soundvenue.com, 3.9.2020)5.
I Sprognævnets svartjeneste sker det i dag ikke så tit at vi får spørgsmål om de feminine suffikser, som det vi fx fik i 1978: ”Nu er det jo almindeligt at bruge lærer i stedet for lærerinde: Hedder en veninde så nu en ven?”. Sprognævnet svarede dengang at udviklingen, dvs. det vi i artiklen her kalder neutraliseringsprocessen, af ordparret ven/veninde ikke var lige så langt som fx lærer/lærerinde eller skuespiller/skuespillerinde når det gjaldt ”de kønsneutrale (eller maskuline) betegnelser”. Dansk Sprognævns tidligere formand, Erik Hansen, har dog tidligere slået fast at veninde ikke ville blive ramt af neutraliseringsprocessen:
”… vi har sløjfet endelserne -inde og -ske i de fleste tilfælde, nemlig hvor de var ganske ligegyldige. Men hvor den seksuelle forskel er noget relevant, beholder vi forskellen mellem kønnene: elsker – elskerinde, vært – værtinde, munk – nonne, konge – dronning, far – mor, bror – søster, fætter – kusine. Og altså: ven – veninde.” (Hansen 1989).
Men måske er denne forskel ikke længere så vigtig: Her mange år senere er der i hvert fald eksempler på at unge danske sprogbrugere i dag bruger ven om kvindelige venner (jf. Rathje 2019). Det kunne altså se ud til at neutraliseringsprocessen er mere eller mindre gennemført. Man kan dermed forestille sig at de danske sprogbrugere har accepteret afviklingen af de feminine suffikser som en naturlig del af den sproglige ligestilling mellem kønnene – ord afkønnes til fordel for fokus på mennesket. Hvis dette er korrekt, og afkønningen er en afspejling af en samfundstendens, så kan tendensen beskrives som lighedsfeministisk.
Men sådan opfattes det ikke alle steder. På tysk skelnes der traditionelt mellem maskuline former, som Lehrer (mandlig lærer), og feminine former, som Lehrerin (kvindelig lærer), og mange tyske sprogbrugere opfatter brugen af maskuline fællesformer som ekskluderende fordi det kan føre til at kvinder bliver sprogligt usynlige (Körner et al. 2022). En løsning er blevet brugen af en såkaldt Genderstern6 (”kønsstjerne”) før det element der markerer det feminine suffiks, fx Lehrer*in. Ved at bruge en ”Genderstern” angiver man at ordformen er kønsinkluderende; den omfatter både mænd, kvinder og nonbinære.
I fransk har man også en traditionel skelnen mellem mandlige betegnelser som acteur (mandlig skuespiller) og kvindelige betegnelser som actrice (kvindelig skuespiller), dvs. med det feminine suffiks -rice. Her er man med et kønsinkluderende sigte begyndt at genoptage gamle feminine former eller sågar at opfinde nye (Peters 2020). Fx har man nydannet formen autrice (kvindelig forfatter) som en feminin variant af den maskuline form auteur. Hvor neutraliseringen i Danmark altså er blevet opfattet som ligestilling og kønsinklusion, er det modsat i andre lande som Tyskland og Frankrig: Her opfatter man feminiseringen som kønsinkluderende, altså en forskelsfeministisk position. Det er derfor blevet relevant at stille dette spørgsmål: Er vi i Danmark blevet påvirket af feminiseringstendenser fra andre sprog så afviklingen af de feminine suffikser er stoppet, og de kvindelige endelser som fx -inde er på vej tilbage?
Metode
Med denne undersøgelse vil vi gerne undersøge dette overordnede forskningsspørgsmål: Hvilke holdninger har danskerne til de kønnede endelser -mand, -kvinde, -person og -inde? For at besvare dette forskningsspørgsmål om de danske sprogbrugeres holdninger til de specifikke kønnede endelser i dansk har vi valgt spørgeskemaet som indsamlingsmetode.
Spørgeskemaets opbygning
De første spørgsmål i spørgeskemaet fokuserede på det feminine suffiks -inde, der er valgt fordi det er det mest udbredte feminine suffiks i dag7. Respondenterne skulle tage stilling til fx spørgsmålet ”Hvad synes du om at betegnelsen lærerinde bliver brugt om en kvindelig lærer?”. Vi anvendte et blankt tekstfelt som svarmulighed for at give respondenterne mulighed for at svare uden at vi havde påvirket dem med lukkede svarmuligheder.
Det samme spørgsmål blev gentaget med tre andre kvindelige betegnelser ud over lærerinde, nemlig skuespillerinde, sangerinde og veninde. De fire varianter er valgt fordi vi havde en antagelse om at de hver især repræsenterede et skridt på vejen i neutraliseringsprocessen, på den måde at ordparret lærer/lærerinde er det som er kommet længst i processen. Vi går dermed ud fra at holdningen er mest negativ til lærerinde, og vi forventer at veninde befinder sig i den anden ende af skalaen med positive holdninger til følge, og at skuespillerinde og sangerinde holdningsmæssigt kan placeres et sted midt imellem.
Dernæst blev respondenterne stillet spørgsmål om endelserne -mand, -kvinde og person. Det første spørgsmål i denne del af spørgeskemaet var: ”Foretrækker du udtrykket bedemand, bedekvinde, bededame eller bedeperson hvis det er en kvinde der besidder stillingen?”. Herefter skulle respondenterne forholde sig til samme spørgsmål hvis det var hhv. en mand, en person af ukendt køn eller en nonbinær person der besad stillingen. Den samme type spørgsmål blev respondenterne herefter bedt om at besvare ift. personbetegnelserne formand/forkvinde/forperson. De sidstnævnte personbetegnelser var valgt fordi vi går ud fra at disse er nået længst i neutraliseringsprocessen, mens vores hypotese er at bedemand/bedekvinde/bededame/bedeperson ikke er nået lige så langt. Desuden er vi også interesserede i om personendelsen -kvinde (feminiseringsproces) stadig er relevant, eller om -person har taget over som alternativ til endelsen -mand (neutraliseringsproces).
Endelig har vi stillet respondenterne et spørgsmål der går på i hvilken udstrækning de mener at det skal være en myndighed, fx Dansk Sprognævn, der anbefaler kønnede eller akønnede betegnelser, eller om respondenterne mener at det skal være de danske sprogbrugere der afgør valget mellem kønnede og kønsneutrale endelser uden sprogpolitisk indblanding fra oven.
Spørgeskemaet blev afsluttet med spørgsmål om respondenternes køn, alder, uddannelsesniveau og bopæl da vi ville undersøge om disse baggrundsvariable havde nogen betydning for holdningerne til de kønnede endelser.
Distribution af spørgeskemaet
Spørgeskemaet blev primært distribueret digitalt, dvs. via e-mail og facebookgrupper. Vi supplerede den digitale distribution ved at hænge plakater med link og QR-kode på biblioteker og andre offentlige steder. For at få fat i yngre aldersgrupper kontaktede vi en række folkeskoler og gymnasier pr. e-mail, og for at nå ud til ældre mennesker kontaktede vi forskellige interessegrupper for ældre, herunder Ældre Sagen, inkl. relevante facebookgrupper for ældre. Hvad angår beskæftigelse og uddannelsesniveau, skrev vi til fagforeninger og interesseorganisationer som repræsenterer alt fra håndværkere til billedkunstnere, og delte spørgeskemaet i facebookgrupper for alt fra faglærte, over fleksjobbere og førtidspensionister til akademikere. For at opnå en jævn geografisk spredning delte vi desuden spørgeskemaet i lokale facebook-bygrupper i alle dele af landet, lige fra Det sker i Taastrup til Hjørring og omegn – Netop nu. Desuden sørgede vi for at have repræsenteret alle landsdele i de gymnasier og folkeskoler vi kontaktede.
Analysemetoder
Da vi havde fået svarene ind via spørgeskemasystemet SurveyXact, blev de åbne svar gennemgået og fik tilføjet koder – såkaldt meningskategorisering (Kvale & Brinkmann 2015). Alle svar fik mellem én og fire koder, og kodningen var datastyret idet vi udviklede koderne løbende baseret på de svar respondenterne havde givet.
De åbne svar blev sammen med de lukkede svarmuligheder (multiple choice) derefter analyseret kvantitativt, og de kvantitative resultater blev testet for statistisk signifikante forskelle.8
Data
Det samlede antal gennemførte besvarelser af spørgeskemaet var 3844. Dette høje antal lader ikke noget tilbage at ønske i forhold til kvantitet, men som det fremgår i det følgende, sikrer sammensætningen af respondenterne ift. baggrundsvariable til gengæld ikke en ønskværdig repræsentativitet, og vi er derfor nødt til at tage forbehold for undersøgelsens generaliserbarhed ift. den danske befolkning som helhed.
Mht. alder og geografisk tilhørsforhold er vores data dog mere repræsentative (end de er på andre punkter, jf. nedenfor), som det ses af tabel 1 (tallene i højre kolonne gælder den samlede danske befolkning pr. 1.1.20239):
Selvom de to midaldrende aldersgrupper er overrepræsenterede (31-40 år og 41-50 år), og de 0-17-årige og 71+-årige er underrepræsenterede, er de øvrige aldersgrupper repræsentative. Vores respondenter er dog samlet set ældre end de ville have været hvis vores data samlet set var repræsentative. Denne skævhed gør at vi udover at tage forbehold for resultaternes generaliserbarhed holder aldersgruppen 18-30 år og aldersgruppen 61-70 år, som begge er tæt på at være repræsentative, op mod hinanden i undersøgelsens generationssammenligninger.
Ift. vores respondenters geografiske tilhørsforhold var der følgende fordeling (procentdel af hele den danske befolkning pr. 1.1.202310 står i højre kolonne) (tabel 2):
Som det fremgår af tabel 2, er respondenterne forholdsvis repræsentativt fordelt når det gælder bopæl, forstået på den måde at der ikke er de store afvigelser fra hvordan fordelingen ser ud i den danske befolkning.
Der er til gengæld en klar overrepræsentation af kvinder blandt undersøgelsens respondenter, nemlig 69,6 %. Til sammenligning er 27,9 % mænd, 1,6 % er nonbinære, og 0,9 % angav deres køn som ’andet’. Der er desuden en markant skævhed når det gælder respondenternes uddannelsesniveau, dvs. højeste gennemførte uddannelse. Hele 40,9 % af vores respondenter har nemlig en lang videregående uddannelse, mens dette tal ifølge Danmarks Statistik11 kun gælder 11,9 % af danskere mellem 15 og 69 år i 202312. De højtuddannede er altså overrepræsenterede i vores undersøgelse.
Den skæve fordeling ift. respondenternes køn og uddannelsesniveau og til dels alder kan få konsekvenser for vores resultater. Man har tidligere fundet ud af hvilke befolkningsgrupper der er mest åbne over for nye samfundstendenser og særligt sympatiserer med minoriteters rettigheder, nemlig unge, veluddannede og kvinder (Goodstein 2021, Fingerhut 2011). Det er en tendens der også er bekræftet ift. kønsneutrale pronominer (Rathje & Meline 2023). Herudfra forventer vi at hhv. unge, veluddannede og kvinder er mest positive over for feminiserings- og neutraliseringsprocesserne, der bryder med de traditionelle maskuline former. Det gør at vi på den ene side kan forvente at få mere positive holdninger til de nævnte processer end ellers, fordi kvinder og højtuddannede er mere progressive end hhv. mænd og lavere uddannede. På den anden side kan vi forvente at resultaterne er mere konservative fordi de helt unge respondenter er underrepræsenterede. Den manglende repræsentativitet kan altså trække resultaterne i begge retninger.
Resultater
I det følgende redegør vi for de undersøgelsesresultater der bedst besvarer vores forskningsspørgsmål: Hvilke holdninger har danskerne til endelserne -mand, -kvinde, -person og til det feminine suffiks -inde?
Holdninger til -mand, -kvinde, -person
Som nævnt har vi spurgt til respondenternes holdninger til personbetegnelserne formand/forkvinde/forperson og bedemand/bedekvinde/bededame/bedeperson for at finde ud af hvor langt de danske sprogbrugere er i en accept af den neutraliseringsproces som har været i gang længe, og om feminiseringsprocessen i form af personendelsen -kvinde stadig er relevant.
På spørgsmålet om hvorvidt respondenterne foretrækker formand/forkvinde/forperson når det er hhv. en mand, en kvinde, en person af ukendt køn og en nonbinær person der besidder stillingen, svares der som det ses af figur 1-4.
Figur 1-4 afspejler at respondenterne fortrinsvis vælger formand uanset hvilket køn personen har, og dette resultat er statistisk signifikant (p < 0,001). Vi må altså konstatere at den traditionelle personendelse -mand stadig er dominerende.
Neutraliseringsprocessen repræsenteret ved endelsen -person er dog overraskende langt (mellem 26 og 35 % foretrækker denne) når man sammenligner med tidligere nye undersøgelser. I 2019 udgjorde formand 98,7 % af tilfældene i de danske aviser (Kirchmeier 2021), og i 2022 udgjorde formand 97 % i onlinemedier (Rathje 2023), så tallene for hvor mange der foretrækker formand i nærværende undersøgelse, er forbavsende lave (mellem 54 og 67 %). Det kunne altså tyde på at danskerne er mere klar til alternativet -person end det antal forekomster medierne bruger. En mulig forklaring på forskellene kan dog også være den beskrevne skævhed i sammensætningen af respondenter i undersøgelsen der gør at vores respondenter muligvis er mere progressive end den samlede danske befolkning.
Og hvordan går det så med feminiseringsprocessen i form af endelsen -kvinde? Når den forestillede person er en kvinde, foretrækker kun 11 % forkvinde, hvilket står i kontrast til den noget højere procentandel der foretrækker forperson (27 %) som alternativ til formand. Der er desuden signifikant flere respondenter som foretrækker forperson – uanset referent – frem for forkvinde (p < 0,001). Hvad forkvinde angår, lader feminiseringsprocessen altså til at være gået i stå – og afløst af neutraliseringsprocessen.
Vender vi blikket mod varianten bedemand/bedekvinde/bededame/bedeperson, ser vi et billede der ligner det vi så ved formand/forkvinde/forperson: Signifikant flere foretrækker bedemand (uanset referent) frem for alternativerne (bededame, bedekvinde, bedeperson) (p < 0,001). Der er dog den forskel på bedemand og formand at varianterne med bede- ikke er lige så langt i neutraliseringsprocessen som varianterne med for-: En noget højere procentdel (69-81 %) foretrækker bedemand (alt afhængigt af hvem der besidder stillingen), og der er signifikant flere der foretrækker bedemand (uanset referent), end der er personer der foretrækker formand (p < 0,001). Og omvendt er der signifikant flere der foretrækker forperson frem for bedeperson (uanset referent) (p < 0,001). Når det er en kvinde der besidder stillingen, er der også kun få respondenter der foretrækker hhv. bedekvinde (4 %) og bededame (4 %), og kun 9 % af respondenterne foretrækker bedeperson.
Som ventet er bedemand altså ikke lige så udfordret af en neutraliseringsproces og feminiseringsproces som formand er. Og ligesom det var tilfældet med formand, er der signifikant flere der foretrækker bedeperson frem for bededame/bedekvinde uanset referent (p < 0,001). Så feminiseringsprocessen lader altså også til ikke at være særlig fremherskende når det gælder varianten med bede-.
En forklaring på hvorfor neutraliseringsprocessen ikke er lige så fremskreden for ordet bedemand som for formand, kan være at selvom antallet af kvindelige bedemænd stiger (Holse 2012), er der stadig en overvægt af mænd i branchen (64 %) (Thomsen 2018). En anden mulig forklaring kan ligge i de sproglige konstruktioner af ordene bedemand og formand: Bede- rummer mere betydningsindhold (verbet bede) end suffikset for-, og bedemand er måske i højere grad leksikaliseret13 end formand, og dermed er det sværere at udskifte delelementerne i ordforbindelsen.
Hvis man ikke bare vil vide hvordan holdningerne til sproglige fænomener er lige nu, men også i fremtiden, har man inden for sprogforandringsstudier i sociolingvistikken traditionelt set på hvordan de unge forholder sig (Labov 2001). I figur 5 har vi sammenlignet holdningerne til formand/forkvinde/forperson på tværs af alder (hvis en kvinde besidder stillingen):
Som det ses af figur 5, er der flere unge (18-30-årige) end ældre (61-70 år) der foretrækker forperson, og denne forskel er statistisk signifikant (p < 0,001). Det samme er tilfældet når det gælder bedeperson (om en kvinde):
Eftersom unge som nævnt ofte har mere progressive holdninger end ældre, og de unge opfattes som dem der leder sprogforandringer, er det ikke overraskende at de unge i højere grad foretrækker endelsen -person. Vi kan ikke vide om de unge skifter (sprog)holdning når de bliver ældre (age grading, fx Gregersen 1999: 115), men hvis de ikke gør, kunne undersøgelsesresultatet tyde på at forperson, og dermed neutraliseringsprocessen af den kønnede personendelse -mand, har fremtiden for sig.
Feminiseringsprocessen (forkvinde, bedekvinde, bededame) støtter de unge dog ikke mere op om end de ældre, så den kan vi konstatere tilsyneladende heller ikke er relevant i fremtiden. Faktisk er det sådan at ikke engang de kvindelige respondenter støtter op om de feminine former forkvinde, bedekvinde, bededame (der er ingen signifikante forskelle på mandlige og kvindelige respondenters svar). Så vi ser ingen tegn på at feminiseringsprocessen ift. -mand i dag er aktuel ud fra respondenternes holdninger.
Vores undersøgelse viser dog at der er andre kønsforskelle på spil ift. endelserne -mand, -kvinde og -person, nemlig respondenternes: Der er signifikant flere mænd der foretrækker henholdsvis formand (p < 0,001) og bedemand (p < 0,001) ift. de kvindelige respondenter, og omvendt er der signifikant flere kvindelige respondenter der foretrækker henholdsvis forperson (p < 0,001) og bedeperson (p < 0,001). Da kvinder som nævnt ofte fremstår mere progressive i undersøgelser end mænd, er dette resultat ikke overraskende.
Præcis det samme kan konstateres når vi ser på baggrundsvariablene geografi og uddannelse. De respondenter der bor i Region Hovedstaden, foretrækker i signifikant højere grad end folk fra provinsen de kønsneutrale varianter forperson (p < 0,001) og bedeperson (p < 0,001), og signifikant flere respondenter med en lang videregående uddannelse foretrækker forperson (p < 0,001) og bedeperson (p < 0,001) sammenlignet med de respondenter der ikke har en lang videregående uddannelse. Som nævnt har personer med en lang videregående uddannelse ofte mere progressive holdninger, og det samme gælder personer i større byer: Indbyggere udenfor de større byer har ofte traditionelle værdier, hvilket bl.a. afspejler sig i deres holdninger til kønsroller (Kenny & Luca 2021). På den baggrund er de førnævnte resultater ikke overraskende. Til gengæld er undersøgelsens højtuddannede og beboere i hovedstaden ikke begejstrede for de varianter der repræsenterer feminiseringsprocessen, dvs. forkvinde, bedekvinde, bededame.
De ovenstående resultater vedrørende de kønnede endelser -mand og -kvinde og den kønsneutrale endelse -person viser at vi angiveligt kan forvente at neutraliseringsprocessen fortsætter i fremtiden – og at der bliver færre maskuline og feminine former.
Holdinger til -inde
I vores undersøgelse af danskernes holdninger til det feminine suffiks -inde har vi undersøgt respondenternes syn på anvendelsen af ordene lærerinde, skuespillerinde, sangerinde og veninde. Formålet er som nævnt at finde ud af om de danske sprogbrugere stadig bakker op om den neutraliseringsproces i form af afskaffelsen af -inde, som har været i gang i mange år, eller om en ny feminiseringsproces i form af øget brug af -inde, måske med inspiration fra tysk og fransk, er undervejs.
I den meningskategorisering vi har foretaget af alle respondenternes åbne svar på spørgsmålet om hvad de synes om at det feminine suffiks -inde bruges, endte vi med de følgende sammenfattende holdningskategorier: positiv, negativ og neutral. Fordelingen af respondenternes svar på de nævnte holdningskategorier kan aflæses i figur 7:
Som det fremgår af figur 7, er der flest respondentudsagn der kan kategoriseres som negative ved varianten lærerinde (57,8 %), dernæst skuespillerinde (50,3 %), så sangerinde (37,1 %) og endelig veninde, hvor der kun er 12,3 % af respondenterne der er negative. Der er da også signifikant flere respondenter der har en negativ holdning til hhv. lærerinde,skuespillerinde og sangerinde end til veninde (alle p < 0,001). Omvendt er der flest der har positive holdninger til veninde, og færrest med positive holdninger til lærerinde. Med undersøgelsen kan det altså som forventet slås fast at lærerinde er længst i neutraliseringsprocessen, dernæst skuespillerinde og sangerinde, og veninde er ikke ret langt – men undersøgelsen peger på at processen er i gang.
Når nu neutraliseringsprocessen af de feminine suffikser har været i gang så længe som den har, kan det overraske at så forholdsvis mange af respondenternes udsagn trods alt er positive: Lærerinde, der som sagt er længst i processen, er der eksempelvis hele 38,9 % positive udsagn om. Man kunne fristes til at tolke dette resultat som en mulig begyndende feminiseringsproces, evt. inspireret af andre sprog som tysk og fransk, og en dermed spirende tilbagevenden til de feminine suffikser. Med en signifikanstest kan vi dog slå fast at dette nok ikke er tilfældet: De unge (18-30 år), som sandsynligvis tegner den sproglige fremtid, og som typisk er blandt de mest progressive samfundsgrupper, har en signifikant mere negativ holdning til lærerinde/skuespillerinde/sangerinde15 end de ældre respondenter (61-70 år) (p < 0,01). Ovenikøbet har de unge også i sammenligning med de ældre en signifikant mere negativ holdning til veninde (p < 0,001), som det altså tyder på går den samme neutraliseringsproces i møde som de øvrige feminine varianter. Der er derfor ikke tegn på at en ny dansk feminiseringsproces i form af øgede ønsker om det feminine -inde er på vej.
De tre holdningskategorier, positiv, negativ og neutral, er som sagt sammenlagt af holdninger der kan sammenfattes i bestemte adjektiver der beskriver respondenternes udsagn. Den positive holdningskategori består af holdninger til -inde-varianterne der kan sammenfattes i adjektiver som fx de følgende: korrekt, naturligt, traditionelt, smukt, glamourøst, respektfuldt, nødvendigt og positivt. Det mest udbredte kategoriserende adjektiv blandt de positive holdninger er det brede og lidt udefinerbare positivt, som i fx dette udsagn: ”Det ord opfatter jeg positivt” (om veninde).
De nedenstående udsagn er eksempler på de øvrige positive holdningsudsagn til det feminine suffiks -inde:
“Jeg synes det er et smukt ord” (lærerinde)
“Jeg synes at det er elegant, så jeg kan godt lide det af "æstetiske" grunde” (skuespillerinde)
”Det virker lidt mere glamourøst end bare at kalde hende skuespiller” (skuespillerinde)
“Uundværlig betegnelse i historisk kontekst” (lærerinde)
“Det er mere høfligt overfor vedkommende end blot lærer” (lærerinde)
”Musikalsk og sprogligt giver det en øjeblikkelig indikation af stemmens tonale kvalitet og rækkevidde” (sangerinde)
”Det falder naturligt, og det giver mening at skelne” (veninde)
Der er forskel på hvilke af -inde-varianterne der hyppigst får de forskellige betegnelser. Fx er veninde den variant der oftest får betegnelserne korrekt og naturligt, mens sangerinde oftest får det positive mærkat nødvendigt. Til gengæld er skuespillerinde den af betegnelserne som hyppigst bliver kategoriseret som smukt og glamourøst, og lærerinde det der oftest bliver karakteriseret som traditionelt og respektfuldt.
De holdninger til -inde-varianterne der sammenfattende kan rubriceres i kategorien negativ, omfatter bl.a. adjektiverne gammeldags, stødende, unaturligt, overkønnet, barnligt og tvetydigt. Den hyppigste negative kategorisering af -inde-varianterne er gammeldags. Eksempler på negative udsagn om ordene med -inde er:
”Gammeldags. En lærer er en lærer – uanset køn” (lærerinde)
”Det er gammeldags og ikke relevant at markere et køn for en profession” (sangerinde)
“Ordet er en sexistisk anakronisme” (lærerinde, skuespillerinde, sangerinde)
“Jeg er imod [lærerinde]. Det gør, at betegnelsen lærer (der er standard og norm), så kun er mænd. Dvs. manden er igen (!!!!) den rigtige/normale, og kvinden falder udenfor normen” (lærerinde)
“I mine øjne er der ingen grund til at kønne den profession” (skuespillerinde, sangerinde)
”Jeg oplever det som nedsættende – hvorfor skal det nævnes det er en kvinde?” (skuespillerinde)
”Dette er det værste. Jeg har overhovedet ikke behov for at vide om en ven er kvindelig eller ej” (veninde)
”Giver mig billedet af en meget bestemt, myndig dame. Knold i nakken. Alt i alt nedsættende” (lærerinde)
”På vej til at blive gammeldags. Jeg bruger stadig udtrykket, men min 13-årige datter har kun venner” (veninde)
”Jeg er 47 og kan godt nogle gange synes at veninde er for børn” (veninde)
”Veninder kan også i nogles ører have nogle negative konnotationer i retning af noget mere piget, måske umodent, hang til sladder” (veninde)
Igen er der forskel på hvilke af -inde-varianterne der oftest får de forskellige betegnelser. Lærerinde og skuespillerinde (i dén rækkefølge) er de varianter der hyppigst bliver kategoriseret som gammeldags, stødende og unaturlige. Skuespillerinde og sangerinde bliver oftest betegnet som overkønnet, og veninde er til gengæld den eneste variant der får betegnelserne barnligt og tvetydigt.
Der er også forskel på de negative holdninger til det feminine suffiks ift. baggrundsvariablene alder, køn, geografi og uddannelse. Således er der flere unge (18-30 år) end ældre (61-70 år) der synes at lærerinde/skuespillerinde/sangerinde er stødende (p < 0,001). Der er også signifikant flere kvinder end mænd der har en negativ holdning til lærerinde/skuespillerinde/sangerinde (p < 0,001), og som synes disse feminine varianter er gammeldags (p < 0,001) og stødende (p < 0,001).
Den negative holdning til lærerinde/skuespillerinde/sangerinde er også signifikant hyppigere blandt respondenter der bor i Region Hovedstaden (p < 0,001) og i storbyerne (København og Århus) (p < 0,001), end i resten af landet. I Københavnsområdet synes man ligeledes at lærerinde/skuespillerinde/sangerinde er signifikant mere gammeldags (p < 0,001) og stødende (p < 0,01) end i resten af landet. Den negative holdning til lærerinde/skuespillerinde/sangerinde er også signifikant hyppigere blandt respondenter med en lang videregående uddannelse sammenlignet med dem der ikke har en sådan (p < 0,001), ligesom de højtuddannede også signifikant hyppigere mener at lærerinde/skuespillerinde/sangerinde er både gammeldags (p < 0,001) og stødende (p < 0,001). De højtuddannede respondenter har endda signifikant oftere end dem der ikke har en lang videregående uddannelse, en negativ holdning til varianten veninde (p < 0,001), som der ellers generelt ikke er en udbredt negativ holdning til. Disse resultater er ikke overraskende, men understøtter konstateringen af at neutraliseringsprocessen ikke er afløst af en feminiseringsproces i det danske samfund når det gælder de feminine suffikser, og at der ikke er noget der tyder på at dette vil ske i fremtiden.
Den kategori vi har kaldt ”neutral holdning” til ordene med suffikset -inde, kan på den ene side karakteriseres med adjektiverne ligeglad og uafklaret (fx ”Overordnet set er jeg ligeglad med, om man bruger den betegnelse”), på den anden side med adjektiver som ikke kan rubriceres i dikotomien positiv/negativ. Det er udsagn der fx har kategoriseret -inde-formerne som klassisk, spøgende eller intimt. Sidstnævnte optræder kun i forbindelse med varianten veninde. Det lader til at et afgørende aspekt i forbindelse med om man bruger ordparret ven/veninde, ikke nødvendigvis har med køn at gøre, men med hvilken relation man har til hinanden:
”Nogle gange siger jeg ven om kvindelige venner, typisk hvis vi ikke er nære venner. Veninde lyder mere tæt/intimt” (veninde)
”Det er noget vi unge siger til hinanden hvis man er bedre venner end venner. Så bruger vi ordet veninde i stedet” (veninde)
”Veninder er tætte relationer, som jeg deler intime tanker/følelser med. Venner er både mine mandlige venner, men kan også betegne dem, jeg har et lidt mere perifert forhold til” (veninde)
Et resultat vi ikke på forhånd havde forventet, er altså at det feminine suffiks -inde kan have en anden betydning end noget kønnet, nemlig graden af intimitet i en relation. Det understreges af at en ung (kvindelig) respondent (18-30 år) skriver dette om veninde:
”Jeg bruger det om alle mine venner både piger og drenge” (veninde)
Dette udsagn indikerer at veninde for respondenten ikke har at gøre med køn, for det kan bruges både om ”piger og drenge”.
Vi har til gengæld ikke fundet nogen statistisk signifikante forskelle ift. respondenternes baggrundsvariable når det gælder opfattelsen af at veninde er en mere intim betegnelse end ven.
Sprognævnets rolle
Sprognævnet har som hovedopgaver at følge det danske sprogs udvikling, at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug og at fastlægge den danske retskrivning i Retskrivningsordbogen (jf. lov om Dansk Sprognævn 1997, senest revideret i 2015). Ift. indblanding i en sproglig neutraliseringsproces og feminiseringsproces giver disse lovbestemte beføjelser ikke umiddelbart Sprognævnet bemyndigelse til andet end den praksis vi har nu, dvs. at medtage udbredte varianter som forperson i Retskrivningsordbogen fordi de danske sprogbrugere anvender dem, og at oplyse om hvordan betegnelser som forperson bruges i fx medier og virksomheder.
Men hvad mener respondenterne Sprognævnets rolle bør være når det gælder kønnet og ukønnet sprog? Ønsker de at Sprognævnet spiller en mere aktiv rolle ift. det kønnede og kønsneutrale sprog hvis de kunne bestemme, og i så fald hvordan? Det har vi bedt respondenterne om at forholde sig til ved at de skulle vælge hvilket af de tre udsagn i figur 8 de var mest enige i:
Som det ses af figur 8, var der flest respondenter (46 %) der valgte den mulighed som Sprognævnet følger i dag, nemlig at det er sprogbrugen, dvs. sprogbrugerne, der fx afgør hvorvidt det skal hedde formand eller forperson.
De to andre svarmuligheder går begge ud på om en myndighed, fx Dansk Sprognævn, skal blande sig mere i processen med det kønnede og det kønsneutrale sprog end Sprognævnet gør i dag, bare på hver sin – modsatrettede – måde: enten ved at anbefale kønsneutrale betegnelser som fx forperson og dermed få indført disse (24 %) eller ved at sørge for at bevare det kønnede sprog og på den måde foranledige en minimering af det kønsneutrale sprog (30 %). Lægger man andelene af respondenter der har svaret at en myndighed skal blande sig, sammen, udgør denne del flertallet (54 %). Det vil altså sige at et flertal af undersøgelsens respondenter samlet set faktisk mener at Sprognævnet skal have beføjelser til at blande sig mere end i dag. Da respondenterne imidlertid ønsker to modstridende former for indblanding, altså hhv. maksimering og minimering af kønsneutrale betegnelser, er dette ønske ikke muligt at imødekomme i praksis. Og selv hvis respondenterne var enige om hvordan Sprognævnet skulle blande sig i den sproglige neutraliseringsproces, er det ikke givet at Sprognævnet nødvendigvis ville imødekomme dette ønske i praksis – i så fald ville dette også kræve en ændring af Sprognævnets mandat ved lov.
Væsentligt er det dog at finde ud af hvem det er der ønsker indblanding, og her har vi kigget på respondenternes alder (figur 9):
Som det fremgår af figur 9, ønsker flertallet i den unge generation (18-30 år) at der ikke sker indblanding i neutraliseringsprocessen (52 %), mens et flertal i den ældre generation (61-70 år) derimod ønsker en indblanding (56 %). Det kan også ses at de unge der går ind for indblanding, hyppigst ønsker den mulighed hvor en myndighed som Sprognævnet sørger for at få indført kønsneutrale betegnelser (29 %). Derimod er det omvendt blandt de ældre: Her ønsker respondenterne der går ind for indblanding, at en myndighed som Sprognævnet intervenerer i neutraliseringsprocessen ved at minimere de kønsneutrale betegnelser i vores sprog (38 %). Disse holdninger viser endnu engang at de unge foretrækker en øget sproglig neutraliseringsproces – der altså gerne må ske ved hjælp af en myndigheds indblanding.
Konklusion
Undersøgelsen har vist en klar tendens i danskernes holdninger til kønnede sproglige betegnelser. Mens den kønnede endelse -mand fortsat er udbredt, er der en voksende accept af det kønsneutrale alternativ -person, især blandt yngre personer. Det peger altså på en igangværende neutraliseringsproces hvor sproget bevæger sig væk fra kønnede former mod mere kønsneutrale udtryk.
Samtidig viser undersøgelsen at feminiseringsprocessen, hvor betegnelser som -kvinde og -inde bruges til at skabe kvindelige modstykker til mandlige former, tilsyneladende er stagneret. Få respondenter foretrækker de feminiserede former som forkvinde eller bedekvinde, og mange anser betegnelser som lærerinde og skuespillerinde for at være gammeldags og unødvendige. Dette indikerer at den tidligere feminiseringsproces nu har fået konkurrence eller ligefrem er erstattet af en neutraliseringsproces hvor kønnede betegnelser generelt udfases til fordel for kønsneutrale alternativer.
I forhold til Sprognævnets rolle i denne sproglige udvikling viser undersøgelsen at der er delte meninger. Mens nogle danskere ønsker at Sprognævnet aktivt anbefaler enten kønsneutrale eller kønnede betegnelser, mener andre at sprogets udvikling bør styres af sprogbrugerne selv uden væsentlig indblanding fra officielle instanser.
Samlet set kan vi med undersøgelsen konkludere at det danske sprog er i en overgangsperiode hvor neutraliseringsprocessen vinder frem på bekostning af feminiseringsprocessen. Fremtiden for dansk sprogbrug ser altså ud til at bevæge sig mod en øget brug af kønsneutrale betegnelser, mens traditionelle kønnede former langsomt udfases.
Referencer
Andersen, Margrethe Heidemann (2024). Finanskvinde, karrieremand og gerningsperson. Om nogle nye ord i Retskrivningsordbogen. Nyt fra Sprognævnet 2024/1.
Brøndum-Nielsen, Johs. (1935). Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling. III. Substantivernes Deklination. København. J.H. Schultz.
Christensen, Lisa Holm & Robert Zola Christensen (2019). Dansk Grammatik. Odense: Syddansk Universitetsforlag. 4. udgave.
Fingerhut, Adam W. (2011). Straight Allies: What Predicts Heterosexuals’ Alliance With the LGBT Community? Journal of Applied Social Psychology 41(9), 2230-2248.
Hansen, Erik & Lars Heltoft (2019). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Syddansk Universitetsforlag.
Heltoft, Lars, Eva Skafte Jensen, Ida Elisabeth Mørch & Jørgen Schack (2020). Grammatiske termer. Dansk Sprognævns skrifter 50.
Jacobsen, Lis (1912). Kvinde og Mand. En Sprogstudie fra dansk Middelalder. København. Gyldendal.
Jarvad, Pia (1995). Nye ord. Hvorfor og hvordan? København. Gyldendal.
Jørgensen, Bent (2018). Orddannelse. I: Ebba Hjorth, Henrik Galberg Jacobsen, Bent Jørgensen, Birgitte Jacobsen, Merete Korvenius Jørgensen & Laurids Kristian Fahl (red.): Dansk Sproghistorie. Ord for ord for ord, bd. 2. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag.
Kenny, Michael & Davide Luca (2021). The urban-rural polarisation of political disenchantment: an investigation of social and political attitudes in 30 European countries. Cambridge Journal of Regions, Economy and Society 2021, 14. 565-582.
Kirchmeier, Sabine (2021). Ikke en kinapersons chance? Om sammensætninger med -mand, -kvinde og -person. I: Margrethe Heidemann Andersen & Eva Skafte Jensen (red.). Med fornøden agtelse. Festskrift til Jørgen Schack. Dansk Sprognævns skrifter 52. Dansk Sprognævn. 197-208.
Kvale, Steinar & Svend Brinkmann (2015). Interview. Det kvalitative forskningsinterview som håndværk. København. Gyldendal.
Körner, Anita, Bleen Abraham, Ralf Rummer & Fritz Strack (2022). “Gender Representations Elicited by the Gender Star Form”. Journal of Language and Social Psychology, 41(5). 553-571.
Labov, William (2001). Principles of Linguistic Change, Volume II: Social Factors. Oxford. Wiley-Blackwell.
Peters, Hugues (2020). Gender-inclusivity and gender-neutrality in foreign language teaching: The case of French. Australian Journal of Applied Linguistics, 3(3). 183-195.
Petersen, Pia Riber (1975). Bedepiger, styrkvinder og formandinder. At færdes i sproget. Iagttagelser og synspunkter. Dansk Sprognævns skrifter 9. København. Gyldendal. 53-64.
1: Sexus/biologisk køn er en etableret grammatisk kategori, som fx er opført i opslagsbogen Grammatiske termer (Heltoft et al. 2020: 86-87): ”sexus: biologisk køn som en del af et ords betydning, især brugt om pronomenerne han og hun, men særlige former om personer af hunkøn forekommer: veninde, danserinde, millionøse, målvogterske”. Sexus/biologisk køn som grammatisk kategori er også nævnt i Grammatik over det Danske Sprog (Hansen & Heltoft 2019: 554) og Dansk Grammatik (Christensen & Christensen 2019: 71).
2: Se også Andersen (2024) om principperne bag hvilke ord på -mand, -kvinde og -person der tilføjes i den kommende udgave af Retskrivningsordbogen.
3: Årstallet 2024 henviser til den kommende udgave af Retskrivningsordbogen.
4: Optællingen er foretaget af seniorforsker i Dansk Sprognævn Jørgen Schack i forbindelse med et fælles projekt med arbejdstitlen De farlige ord.
6: Siden 1. april 2024 har det været forbudt for myndigheder, skoler og universiteter i den tyske delstat Bayern at benytte sig af kønsneutralt sprog, som fx ”Genderstern” (fx Bayer*innen) (Baumann 2024).
7: Ifølge Jørgensen (2018) er -inde og -ske som nævnt de almindeligste feminine suffikser i dansk, og en optælling viser at der i Retskrivningsordbogen (4. udgave, 2012) er 44 opslagsord med -inde og 25 med -ske.
8: I alt er 59 hypoteser signifikanstestet ud fra et signifikansniveau på p < 0,05. R-funktionen “prop.test” (svarende til en chi i anden-test for uafhængighed) er anvendt. I tilfælde hvor der ikke har været nok data til at bruge en “prop.test”, er en Fisher’s exact-test i stedet anvendt. For at holde ”false discovery rate” nede på 5 % bruges en (minimalt) udvidet version af Benjamini-Hochberg-metoden, nemlig Benjamini-Yekutieli-metoden.
9: Tallene er fremkommet ved hjælp af beregninger fra statistikbanken på Danmarks Statistiks hjemmeside. Det samlede antal procent giver ikke 100, og det må skyldes en form for afrunding.
12: Af de resterende respondenter var 1 % fortsat i folkeskole, 3,7 % havde folkeskolen som højeste gennemførte uddannelse, 4,1 % havde en erhvervsuddannelse, 10,2 % havde en gymnasial uddannelse som højeste gennemførte uddannelse, og 1,2 % svarede ’andet’.
13: Leksikalisere defineres bl.a. således på lex.dk: ”sammensætning eller ordforbindelse, der bliver til en fast leksikalsk enhed, hvis indhold ikke umiddelbart fremgår af de enkelte leds indhold (fx æbleskive, røde hunde, male byen rød)” (https://denstoredanske.lex.dk/leksikalisere).
14: At tallene ikke giver 100 %, skyldes at vi ikke viser andelen af dem der har svaret ”ved ikke”.
15: Vi har ikke regnet veninde med her da vi opfatter denne variant som anderledes end de øvrige, eftersom denne ikke traditionelt har været nævnt som en af de varianter der er blevet ramt af neutraliseringsprocessen. Vores hypotese har været at årsagen til dette er at veninde repræsenterer det ene yderpunkt i neutraliseringsprocessen.
Ansvarshavende redaktør: Thomas Hestbæk Andersen
Redaktion: Margrethe Heidemann Andersen, Kirsten Lindø Dolberg-Møller, Johanne Niclasen Mortensen og Michael Nguyen
Usignerede artikler og artikler med initialer giver udtryk for Sprognævnets mening. Artikler med navn giver ikke nødvendigvis i enhver henseende udtryk for Sprognævnets mening.
Den nye udgave af Retskrivningsordbogen, der udkommer i november i år, vil naturligvis være præget af ændringer i såvel den alfabetiske del som i reglerne. Nogle af de ændringer der optræder i den alfabetiske del, omhandler danske stednavne. Artiklen her beskriver baggrunden for disse ændringer.
Stednavneudvalget
De danske stednavne der vil være at finde i den nye udgave af Retskrivningsordbogen, er primært udvalgt på baggrund af kriterier som Stednavneudvalget har foreslået. Stednavneudvalget er et udvalg under Kulturministeriet der fastsætter den officielle retskrivning af danske stednavne. Stednavneudvalget har anbefalet følgende kriterier for hvilke danske stednavne der skal med i Retskrivningsordbogen:
Navne på lande (dvs. Danmark) og landsdele (f.eks. Jylland, Nørrejylland og Sjælland) samt større landområder almindeligt kendt under eget navn (f.eks. Salling, Himmerland, Odsherred og Stevns)
Navne på nuværende regioner og kommuner, dog kun selve propriet (altså Syddanmark, men ikke Region Syddanmark)
Navne på købstæder (ophævet ved reform i 1970) samt øvrige større byer med over 10.000 indbyggere (jf. skoleatlas 2017)
Navne på havområder (f.eks. Vesterhavet, Kattegat og Østersøen), større indre farvande og større fjorde med primærnavne (f.eks. Storebælt, Limfjorden og Smålandsfarvandet, men ikke Samsø Bælt, Randers Fjord og Køge Bugt)
Navne på større øer (over 10 km2), større søer (over 10 km2), større åer (over 100 km) og større bakker (over 140 meter over havets overflade) samt evt. i begrænset omfang andre særligt velkendte naturlokaliteter (f.eks. Grenen og Møns Klint)
Navne på større skove (over 50 km2)
Navne på større broer (over 1,5 km).
Vi har i det store og hele fulgt Stednavneudvalgets anbefalinger. Og vi har medtaget Grenen og Møns Klint, da de jo netop er velkendte naturlokaliteter.
Fra Aborrebjerg til Årøsund
Stednavneudvalgets forslag til kriterier for hvilke stednavne der kan komme med i Retskrivningsordbogen, betyder helt konkret at stednavne som Aborrebjerg (der er det højeste punkt på Møn), Albertslund og Allerød bliver opslagsord i den kommende udgave af ordbogen. Til gengæld forsvinder Yding (der dog stadig er repræsenteret med Yding Skovhøj), Ålbæk Bugt og Årøsund. Vi er klar over at det er en beslutning der måske ikke er lige populær alle steder, men da det i sagens natur ikke er muligt at medtage alle danske stednavne, er Stednavneudvalgets forslag til kriterier et godt udgangspunkt for en vurdering af hvilke stednavne der bør være i en ordbog som Retskrivningsordbogen.
Unescos verdensarvsliste
Redaktionen af Retskrivningsordbogen har i samråd med Fagrådet for retskrivning besluttet at Stednavneudvalgets liste suppleres med visse af de danske stednavne der optræder på Unescos verdensarvsliste. Det betyder at bl.a. Stevns Klint, Christiansfeld og Jelling, der ellers stod til at udgå af ordbogen, er kommet med. Også de fem arkæologiske ringborge der nævnes på listen (Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg og Borgring), tages med.
For en god ordens skyld skal det nævnes at størstedelen af de danske stednavne der findes i den kommende udgave af Retskrivningsordbogen, er gengangere. Ud af de i alt 220 stednavne der er i den kommende udgave (5. udg., 2024), er der således 153 der også er at finde i den nuværende udgave af Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012). Resten af stednavnene er nye (og et enkelt er blevet ændret), mens 74 er blevet slettet. Dermed er det samlede antal danske stednavne i henholdsvis den nuværende og den kommende udgave af Retskrivningsordbogen stort set det samme.
Vidste du ...
… at de fleste initialforkortelser (dvs. forkortelser dannet af begyndelsesbogstaver fra flere ord eller orddele) der er proprier (egennavne), skrives med store bogstaver?
USA, FN, DSB, EU, BT, KFUM, OPEC, FAO, KODA, DMI.
De forkortelser der kan læses som almindelige ord (dvs. ikke blot som en række af bogstaver), kan dog også skrives med stort begyndelsesbogstav alene:
Nato (el. NATO), Unesco (el. UNESCO), Efta (el. EFTA), Uefa (el. UEFA).
Du kan læse mere om brugen af store og små bogstaver i forkortelser og lignende i Retskrivningsordbogen § 14.
Statsminister Mette Frederiksen proklamerede ved tronskiftet den 14. januar 2024 følgende fra balkonen på Christiansborg: ”Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret”. Burde det have været har abdiceret?
I forlængelse af statsministerens proklamation fik Sprognævnet en del spørgsmål om hvilket hjælpeverbum man anvender med abdicere: Hedder det er abdiceret eller har abdiceret?
I det følgende udlægger jeg først hovedreglen for hvornår man bruger være og have som hjælpeverbum, herunder forskellen på transitive og intransitive verber. Dernæst udlægger jeg forskellen på såkaldt teliske og ateliske verber, der er et spørgsmål om telicitet, dvs. målrettethed. Begge dele har nemlig betydning for hvilket hjælpeverbum man bruger. Derefter behandler jeg specifikt verbet abdicere og diskuterer hvorfor man finder en del variation ved dette verbum.
Afslutningsvis pointerer jeg at det er et område præget af både udvikling og variation, og giver en kort opsummering af hvordan det forholder sig med abdicere.
Transitivitet og telicitet
Ifølge en grammatisk hovedregel (Hansen 1988: 121) har langt de fleste verber i dansk have som hjælpeverbum når de danner præsens perfektum (førnutid, traditionelt blot kaldet perfektum) og præteritum perfektum (førdatid, traditionelt kaldet pluskvamperfektum). Det gælder næsten alle transitive verber, dvs. verber der tager et direkte objekt (genstandsled), fx De har fortæret kagen. Når et verbum er intransitivt og dermed ikke tager et direkte objekt, er det betydningen der afgør om man bruger have eller være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), mere præcist er det et spørgsmål om telicitet (’målrettethed’).
Intransitive verber der er teliske (dvs. verber der har et indbygget ’mål’ der nås, og implicerer overgang til en ny tilstand), har være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(1) Jeg er lige vågnet.
(2) Forbryderen er forduftet.
(3) Hunden er død.
Intransitive verber der er ateliske (dvs. verber der ikke har et indbygget ’mål’ og ikke implicerer overgang til en ny tilstand), har have som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(4) Jeg har sovet godt i nat.
(5) Barnet har grædt det meste af natten.
(6) Det har sneet hele dagen.
At verberne er ateliske, betyder at verbalhandlingen skal opfattes som en igangværende aktivitet eller proces. De ateliske verber implicerer ikke som de teliske verber en tilstandsændring.
Om et verbum er telisk eller atelisk, kan man teste med adverbialer der betegner varighed, fx i fem minutter og påfem minutter. Adverbialet med i betegner den tid der går med en aktivitet (dvs. varigheden af en atelisk situation), fx Barnet græd i fem minutter. Adverbialet med på betegner omvendt den tid der går før verbalhandlingens mål er nået (dvs. varigheden af en telisk situation), fx Hunden døde på fem minutter. Man kan hverken have *Hunden døde i fem minutter eller *Barnet græd på fem minutter. Meningen med sidstnævnte sætning skal desuden ikke forveksles med den der udtrykkes i fx Barnet kom til at græde på fem minutter, hvor der går fem minutter før barnet begynder at græde, og det altså ikke er selve grædehandlingen der varer fem minutter.
En del bevægelsesverber kan både være teliske og ateliske, og her kan man anvende have eller være alt efter hvilken betydning man sigter til (Hansen 1988: 119, Hansen og Heltoft 2011: 193, 677). Det gælder fx verberne gå og rejse:
(7) Hun er lige gået. (telisk)
(8) Hun har gået rundt og ledt efter ham hele dagen. (atelisk)
(9) Han er rejst til USA. (telisk)
(10) Han har rejst meget rundt i USA. (atelisk)
Endelig må det bemærkes at der er en del undtagelser til reglen (Hansen 1988: 118 ff.).
Tilfældet abdicere
Verbet abdicere er både telisk og (primært) intransitivt: Det betegner overgang fra én tilstand til en anden, nemlig fra at være regent til ikke at være det, og kan (typisk) ikke tage et direkte objekt. Derfor tager det ifølge hovedreglen være som hjælpeverbum:
(11) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
En undersøgelse i Sprognævnets aviskorpusser viser imidlertid at formen have abdiceret er ret udbredt: 116 tilfælde af have/har/havde abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord) over for 248 tilfælde af være/er/var abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord).1 Slår man op i Den Danske Ordbog, oplyses man da også om at man både kan bruge være og have med abdicere.
Den relativt hyppige forekomst af have som hjælpeverbum skyldes muligvis afsmitning fra det betydningsmæssigt tilsvarende danske udtryk frasige sig. Det danske udtryk kræver til forskel fra det latinske et objekt, og det udløser have som hjælpeverbum:
(12) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden har frasagt sig tronen.
Man kan ikke have:
(13) *Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er frasagt sig tronen.
Tilmed viser undersøgelsen i Sprognævnets aviskorpusser at abdicere, der ellers er et skoleeksempel på et intransitivt verbum (se fx Hansen og Heltoft 2011: 287), undertiden også anvendes med objekt: ”Naruhitos far, den tidligere kejser Akihito, var den første kejser i mere end 200 år, der har abdiceret tronen” (Ritzau, 22. oktober 2019). Dette viser måske endnu tydeligere den mulige afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk have frasagt sig tronen.
Hvis antagelsen om at den hyppige brug af have som hjælpeverbum med abdicere skyldes afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk, er rigtig, vil man ikke forvente at finde være abdiceret med et objekt, altså Hendes Majestæt Dronningen er abdiceret tronen. Det har ikke været muligt at finde eksempler på er/var/være abdiceret med et objekt i Sprognævnets aviskorpus eller ved almindelig googlesøgning, og det kunne tyde på at antagelsen er rigtig.
Afslutning
Brugen af have eller være som hjælpeverbum er et område præget af både udvikling og variation: Man finder have mange steder hvor man ifølge hovedreglen ville forvente være (Hansen og Heltoft 2011: 678). Det ser også ud til at have trænger frem på bekostning af være: Yngre generationer sammenlignet med ældre generationer bruger oftere have hvor man if. hovedreglen ville forvente være (Laanemets 2017: 238). Og måske alene af disse grunde finder man både have og være som hjælpeverbum sammen med abdicere.
Ikke desto mindre følges hovedreglen i de fleste tilfælde ved abdicere, og hovedreglen foreskriver som nævnt at man bruger være som hjælpeverbum med abdicere eftersom det er et intransitivt verbum der betegner overgang, altså: Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
Noter
1 En tidligere undersøgelse, hvis resultater blev præsenteret i et opslag på Sprognævnets facebookside, viste at have var mere hyppig end være, men denne undersøgelse tog ikke højde for mellemliggende ord og dækkede en kortere periode end nærværende undersøgelse.
Hansen, Erik (1988 [1993]). Rigtigt dansk. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Erik og Lars Heltoft (2011 [2019]). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. Aarhus: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.
Laanemets, Anu (2017). The choice of the perfect auxiliary in contemporary spoken Danish. Acta Linguistica Hafniensia 49(2), 232-254.
I forbindelse med at dronning Margrethe abdicerede, brugte nogle medier verbalsubstantivet abdikation, og andre abdicering. Hvilken af formerne er korrekt?
!
Abdikation er det eneste af de to verbalsubstantiver man finder i Den Danske Ordbog (DDO) om ’en regents (frivillige) afgivelse af regeringsmagten’. Ordet kommer fra latin abdicatio (DDO), og dette substantiv er beslægtet med verbet abdicere, der består af de to dele ab (’fra’) og dicere (’sige’), dvs. ’frasige (sig tronen)’ (Politikens Etymologisk Ordbog, 2000). Det er også kun abdikation man finder både i Ordbog over det Danske Sprog (ODS), bd. 1, fra 1919 og i Nudansk Ordbog tilbage i første udgave fra 1953. Man kan nok godt derudfra konkludere at abdikation er den traditionelle form, som vi har haft længst tid i dansk. ODS oplyser da også at det ældste belæg er fra 1695.
Men abdicering er ikke ukorrekt. Denne variant findes i Retskrivningsordbogen og har været der siden 1955, og abdicering er også med i Munksgaards Fremmedordbog fra 1986. Med årstallene på disse ordbøger in mente kan man altså heller ikke sige at abdicering er en ny variant. Det ældste eksempel på abdicering jeg har kunnet finde, er da også fra 1886, nemlig i Politiken 7.9.1886. Dengang kunne man læse om fyrst Alexander af Bulgariens angivelige ”Abdicering”. På samme side i den gamle avis var den samme begivenhed dog også omtalt med varianten ”Abdikation”, så allerede dengang fandtes de to former side om side.
Men hvilken af varianterne er så den hyppigste? Medieovervågnings- og analysevirksomheden Infomedia har ud fra søgninger i deres database oplyst at fra 1990, der er så langt tilbage som disse søgninger kan foretages, og 20 år frem bruges hverken abdikation eller abdicering ret meget, men den traditionelle form, abdikation, bruges lidt mere end abdicering. I 2010’erne stiger begge former i hyppighed, og visse år bruges abdicering faktisk mere end abdikation. Siden dronningens nytårstale den 31.12.2023 og 2 uger frem er brugen af begge former selvfølgelig eksploderet, men abdikation er i denne periode benyttet cirka 3 gange hyppigere end abdicering.
Der er ikke noget underligt i at vi har begge verbalsubstantivformer side om side. Aage Hansen bemærker i Moderne Dansk (bd. 2, 1967: 289) at latinske verber der ender på -ere, som abdicere jo gør, almindeligvis får endelsen -ion når de gøres til et substantiv. Altså fx abdikation. Den fremmedsproglige endelse -ion har dog en dansk konkurrent, nemlig -ing, så abdicere er altså et oprindeligt latinsk verbum der har fået en dansk afledningsendelse på i abdicering.
Det er som nævnt almindeligt at nogle verbalsubstantiver har to konkurrerende former med endelserne -ion og -ing. Men nogle gange er det sådan at de to sameksisterende varianter har forskellige betydninger: Endelsen -ing bliver i så fald ofte udtryk for selve handlingen eller processen, mens -ion bliver resultatet af denne handling (Hansen 1967: 289). Et godt eksempel på dette er ordet installering, der beskriver en handling, som fx elektrikeren foretager. Installation kan derimod ses som resultatet af installeringen. Indtil videre er der dog ikke noget der tyder på at denne betydningsforskel er på spil når det gælder varianterne abdikation og abdicering.
Referencer
Hansen, Aage (1967). Moderne Dansk, bd. 1-3. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. København. Grafisk Forlag.
MR
Grooming
?
Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, kan jeg se at verbet groome har to betydninger. Den første er ’give forskønnende behandling i form af fx hudpleje og hårfjerning’. Den anden er ’opdyrke et tillidsforhold til en mindreårig med henblik på at forgribe sig seksuelt på vedkommende – om pædofili’. Jeg kender godt begge betydninger, men nu er jeg stødt på grooming i en ny betydning der handler om at hverve børn eller unge på sociale medier til ekstremisme. Er det en betydning I kender?
!
Verbet groome i betydningen ’skabe et nært forhold til et mindreårigt barn med det formål senere at begå seksuelle overgreb mod det’ er første gang registreret i dansk i 2006 (Nye ord i dansk 1955 til i dag). En søgning i Infomedia, pressens samlede mediearkiv, i de seneste 12 måneder på ordet grooming giver 925 eksempler (hvoraf en del kan være identiske), og en hurtig gennemgang af de første 50 eksempler viser at ordet som oftest bruges i den nævnte betydning (og dertil kommer den betydning du også nævner om plejning af hår, skæg e.l.), jf. dette citat fra Tro & Mission 29.9.2023:
”"Grooming" er blevet et kendt begreb de senere år på de sociale medier. Ordet oversat fra engelsk betyder at passe, pleje eller forme. Når det handler om seksuelle krænkelser, betegner grooming den proces, hvor en voksen "lokker" et barn eller en ung til sex. Det kan ske online, hvor den voksne ofte lyver om sin alder og langsomt begynder at opbygge et tillidsforhold til den unge, som kan blive overtalt til at sende nøgenbilleder eller opfordre[t] til anden grænseoverskridende adfærd.”
Gennemgangen viser dog også at grooming undertiden bruges om ikkeseksuelle forhold. Det viser dette citat fra Politiken 27.9.2023:
”For nylig kunne man her i Politiken læse et interview med Jakob Ellemann-Jensen, Mette Frederiksen og Lars Løkke, som vil fortsætte den 'samtale' om en 'værdig' død, som statsministeren startede på folkemødet. Der er ligefrem tale om en 'politisk bevægelse', må vi forstå, og det skal jeg da lige love for, at der er. Trioen vil derfor nedsætte et udvalg med sognepræst Kathrine Lilleør i spidsen, som skal facilitere denne såkaldte 'samtale'. Som menneske med et omfattende fysisk handikap får det [det] til at løbe mig koldt ned ad ryggen, ved tanke om denne 'politiske bevægelse'. For det handler nemlig om handikappolitik. Når jeg sætter 'samtale' i citationstegn, er det, fordi jeg ikke mener, at der er tale om en samtale, men derimod indoktrinering, eller måske lidt mildere formuleret, grooming.”
En søgning på Google viser at man i dag også bruger ordet grooming i forbindelse med ekstremistiske bevægelser, bl.a. i dette citat fra Stender Petersen og Alberg Peters (2020: 13):
”Grooming er blevet et centralt begreb i ekstremisme- og forebyggelseslitteraturen, fordi det meget præcist beskriver, hvordan hvervning og rekruttering til ekstremistiske miljøer foregår. Med grooming henvises der til en bestemt indfangnings- eller hvervningsstrategi, som særligt forbindes med det at være online, og som dermed kan bruges til at karakterisere nogle af de processer, der foregår online. Begrebet grooming kendes fra forskningen i seksuelle krænkelser, hvor det beskriver den proces der foregår, når en krænker, ofte uden direkte brug af fysisk vold eller trusler[,] overtaler, bearbejder, forfører og manipulerer en mindreårig til et seksuelt betonet forhold på den voksnes præmisser […]. Gennem de seneste år har der været en voksende opmærksomhed på og bekymring for ekstremistiske gruppers og individers brug af sociale medier og platforme, hvor mange unge færdes, til at rekruttere på en lignende måde, som man kender fra personer, der misbruger børn seksuelt. Grooming er således blevet et begreb, der også anvendes i ekstremismeforskningen til at beskrive de processer, hvormed børn og unge indvilliger i at deltage i politisk ekstremistiske aktiviteter online som for eksempel deling af propagandavideoer eller spredning af hadretorik på sociale medier.”
Denne brug fremgår også af lex.dk, hvor man bl.a. kan læse at ”grooming betegner en proces, der typisk foregår over internettet, hvor et barn eller en ung overtales af en voksen til at udføre nogle bestemte handlinger ofte af seksuel karakter. Begrebet anvendes også om situationer, hvor personer eller grupper forsøger at hverve et barn eller en ung til en ekstremistisk gruppe eller netværk”.
Referencer
Christensen, Ditte Guldbrand: Det er unægtelig billigere at tilbyde os en ’værdig død’ end et værdigt liv. Debatindlæg. Politiken 29.9.2023.
Petersen, Kit Stender og Rikke Louise Alberg Peters (2020): Kortlægning af viden om forebyggelse af ekstremisme online blandt børn og unge. Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
Ravnborg, Karin Borup: Overgreb kan starte på mange måder. Tro & Mission 29.9.2023.
MHA
Hysterisk
?
Hvor kommer ordet hysterisk fra?
!
Den Danske Ordbog opfører i dag følgende betydning af ordet hysteri: ”(lettere) sindslidelse med symptomer som voldsomme følelsesudbrud og psykisk uligevægt eller stumhed, lammelse m.m.”.
Tilstanden hysteri beskrives første gang af den græske læge Hippokrates ca. 400 år f.Kr. Ordet er afledt af græsk hysterikos (’som hører til livmoderen’), hvilket afspejler den tids forklaring på tilstanden: at livmoderen rev sig løs og vandrede rundt i kroppen og forårsagede voldsomme symptomer hos den lidende (Rosenberg 2017).
Hysteri deler altså etymologi med ord som hysterektomi (fjernelse af livmoderen) og hysteroskopi (kikkertundersøgelse af livmoderen).
Med tiden forsvandt forståelsen af hysteri som en sygdom der var forårsaget af en løsreven livmoder, men lidelsens forbindelse til kvindekønnet holdt ved. I slutningen af 1800-tallet kategoriserede Sigmund Freud hysteri som en neurotisk tilstand som skyldtes ”mangelfuld fortrængning af konflikter mellem seksuelle ønsker og indre forbud” (Rosenberg 2017). Lidelsen var karakteriseret ved lammelse, blindhed, påfaldende kropspositioner og den såkaldte ’belle indifference’: ”… en påfaldende ligegyldighed over for sine invaliderende symptomer” (Rosenberg 2017). Diagnosen blev primært tilskrevet kvinder.
I dag bruges adjektivet hysterisk yderst sjældent i beskrivelsen af psykiske lidelser. Hysteri blev afskaffet som selvstændig diagnose i 1950’erne (Systime 2024), og det som ordet tidligere har dækket over, kategoriseres i dag under ’dissociative lidelser’ (Rosenberg 2017). En dissociativ lidelse beskrives som ”en tilstand, hvor der ikke er sammenkobling mellem umiddelbare sanseoplevelser, beherskelse af bevægelse, erindring eller identitetsoplevelse og bevidstheden” (sundhed.dk).
Ordets historiske forbindelse til kvindekønnet har også indenfor det seneste årti ført til debatter om hvorvidt ordet stadig har en kønnet slagside (Odgaard 2016; Rathje 2019). En søgning i landsdækkende aviser i Dansk Sprognævns korpus viser dog at hysterisk i dag kan bruges i et væld af betydninger, både om mænd, kvinder og børn, og at ordet også ofte bruges som en forstærker til adjektiver, som i eksemplet ”Man klukker med og er ikke for fin til at finde opkastscener hysterisk morsomme” (Mahmoud 2023). Denne brug er beslægtet med en hyppig brug af adjektivet hysterical i engelsk, som Oxford English Dictionary (OED) opfører med definitionen ”extremely funny, hilarious”.
Vi er i tvivl om hvorvidt man skal skrive skærpet strafzone eller skærpet straf-zone. Vores analyse er umiddelbart at en skærpet straf-zone er en zone med skærpet straf, hvilket jo er sådan udtrykket skal forstås, mens en skærpet strafzone er en strafzone der er blevet skærpet, hvilket dårligt giver mening. Det tyder jo på at vi skal bruge en bindestreg, men vi er usikre.
!
Vi vil anbefale skærpet strafzone, altså uden bindestreg. Rent logisk er skærpet selvfølgelig kun knyttet til straf: (skærpet straf)(zone), dvs. ’zone hvor man får en skærpet straf’. Det peger i udgangspunktet på at man burde bruge bindestreg.
Imidlertid fungerer sproget ikke altid logisk, og vi har i Retskrivningsordbogen eksempler på gruppesammensætninger der skrives uden bindestreg, selvom den underliggende analyse tilsiger at der burde være en. Det gælder især ældre sammensætninger som hvid slavehandel (der jo egentlig burde være hvid slave-handel, altså handel med hvide slaver) og rådgivende ingeniørfirma (der tilsvarende burde være rådgivendeingeniør-firma, altså et firma med rådgivende ingeniører). Et nyere eksempel er DR’s klassiske musikkanal (der tilsvarende burde være DR’sklassisk musik-kanal, altså en kanal der spiller klassisk musik).
Disse stavemåder uden bindestreg er veletablerede og bliver ikke misforstået i almensproget. Det samme gælder skærpet strafzone, der er veletableret i almensproget. En søgning i Infomedia, pressens samlede mediearkiv, alle år, viser således at skærpet strafzone bruges i 2415 tilfælde, mens skærpet straf-zone kun bruges i 7 tilfælde. Da der næppe er tvivl om at skærpet strafzone i almensproget bliver forstået som en zone med skærpet straf, er det den stavemåde vi anbefaler.
MHA
Udtalen af steak
?
Jeg har hørt mange udtale ordet steak med en lang i-lyd, ”stiik”, men er det ikke forkert? Den korrekte engelske udtale er vel ”stæjk”, så hvordan er den anden udtale blevet så udbredt?
!
I Danmark har vi ikke en myndighed der bestemmer over ordenes udtale. Dansk Sprognævn normerer dansk retskrivning, men altså ikke ordenes udtale. For langt størstedelen af ordforrådet findes der en udtale som er hyppigst og bredt accepteret blandt sprogbrugerne, men der findes også ord hvor udtalen kan variere, og hvor der altså ikke er fuldstændig enighed blandt sprogbrugerne. Steak er et eksempel på et ord der deler vandene ift. udtalen.
Steak er et engelsk indlån som ifølge Sprognævnets optegnelser er kendt i dansk fra omkring 1980. Oprindeligt kommer ordet fra oldnordisk steik, og det er det samme ord der senere har udviklet sig til steg i dansk og stek i svensk (Oxford English Dictionary).
I Den Danske Ordbog står steak opført med to udtaler: ”stiik” [stiːk] og ”stæjk” [steɪk]. I Sprognævnets nyordsordbog beskrives udtalen som ”med tilnærmet engelsk udtale eller ofte med langt i, som i’et i stile” (Nye ord i dansk 1955 til i dag). I Nudansk Ordbog finder man dog kun udtalevarianten ”stæjk” – som altså minder mest om den engelske udtale.
I en afstemning om ords udtale på tv2.dk fra 2017 tilkendegiver 62 % af respondenterne at de udtaler ordet ”stæjk”, mens 35 % tilkendegiver at de udtaler ordet ”stiik” (afstemningen, som stadig er åben, har i skrivende stund 43.653 respondenter). Ifølge denne afstemning udtales steak altså af flertallet med den engelske udtale ”stæjk”, men mere end en tredjedel foretrækker den anden variant.
I 1993 blev fænomenet beskrevet i Danmarks Radios ”Sprogbrevet”, som var et blad der indeholdt sproglige iagttagelser gjort af sprogforskerne Erik Hansen og Jørn Lund. Erik Hansen skrev følgende om udtalen:
”Det er jo rigtigt at den engelske bogstavkombination ea i de fleste tilfælde udtales som et langt i (beat, hear, tea osv.), men der er visse undtagelser. Den vigtigste brøler på dansk er alt med steak. Ordet udtales stæjk på engelsk og på ordentligt dansk.”
I 1998 blev Sprognævnet spurgt om udtalen af steak, og dengang svarede vi følgende:
Også udtalen af ”steak” med et langt ”i” i stedet for med ”æj” er overordentligt udbredt. Den skyldes formentlig erkendelse af at ”ea” i en række engelske ord udtales som ”i” (fx ”clean” og ”dear”), og manglende viden om at ikke ethvert ”ea” i engelsk udtales på denne måde.”
”Stiik”-udtalens udbredelse skyldes altså formentlig en misforståelse blandt flere danske sprogbrugere af at vokalkombinationen ”ea” altid udtales med en lang i-lyd i engelsk.
På den måde minder udtalen af steak om andre udenlandske indlån hvor udtalen i dansk sandsynligvis er påvirket af danske sprogbrugeres misforståelse af hvordan ordet skal udtales på originalsproget. Mange udtaler fx entrecote ”angtreco” [aŋtsʁɐˈkʰo] (udtaleordbog.dk), formentlig pga. en idé om at den franske te-endelse er stum. Entrecote udtales dog ”angtrecåt” [ˈɑntɹəˌkoʊt] på fransk.
Men er udtalerne ”stiik” og ”entreco” så forkerte? Det kan man ikke nødvendigvis konkludere. Det sker hyppigt at indlån fra andre sprog ændrer udtale i dansk, tænk blot på fx weekend, som mange udtaler ”viigænt” [ˈvikɛn̰t] (udtaleordbog.dk), selvom det på engelsk udtales med en w-lyd. Både w- og v-udtalen findes i Den Danske Ordbog, men ”viigænt” er formentlig den hyppigste udtale i dag (Rathje 2019)
Altså er der ikke noget principielt i vejen for at sige ”stiik” eller ”entreco”, men hvis man gerne vil efterligne udtalen på ordenes originalsprog, så må man holde sig til ”stæjk” og ”angtrecåt”.
Redaktion: Margrethe Heidemann Andersen, Kirsten Lindø Dolberg-Møller, Johanne Niclasen Mortensen og Michael Nguyen
ISSN: 2446-3124
Forsidefoto: Kirsten Lindø Dolberg-Møller
Layout: Pernille Kleinert
DtP: René Malchow
Usignerede artikler og artikler med initialer giver udtryk for Sprognævnets mening. Artikler med navn giver ikke nødvendigvis i enhver henseende udtryk for Sprognævnets mening.