Spring navigation over
Forside/Kommaregler og kommaøvelser/Komma - det korte overblik

Komma — det korte overblik

Få et overblik over de danske kommaregler med denne korte og handy gennemgang.
Illustration

Komma – det korte overblik

Kommareglerne kan virke komplicerede, men der er faktisk kun fem. Her får du det korte overblik.

1. Der sættes komma i opremsninger

Han købte sild, ost og mælk.

2. Der sættes komma ved selvstændige sætningsdele (forklarende og præciserende tilføjelser)

Endelig nåede vi frem, trætte og glade.
Peter Nielsen, anfører for FCK, lover sejr i returkampen.
Peter Nielsen, der er anfører for FCK, lover sejr i returkampen.

3. Der sættes komma mellem helsætninger og mellem sideordnede ledsætninger

Vinden peb, og tordenen rullede.
At vinden peb, og at tordenen rullede, var ikke til at tage fejl af.

4. Der kan sættes komma foran ledsætninger

Jeg ved at han er klog eller Jeg ved, at han er klog.
Jeg sætter mine kommaer som jeg vil eller Jeg sætter mine kommaer, som jeg vil.
Kender du pigen der står i baren? eller Kender du pigen, der står i baren?

5. Der sættes komma efter ledsætninger

Hvis bygningen forlades efter kl. 18, skal porten låses.
Jeg sætter mine kommaer som jeg vil, og gider ikke høre mere vrøvl eller
Jeg sætter mine kommaer, som jeg vil, og gider ikke høre mere vrøvl.
Pigen der står i baren, er min søster eller Pigen, der står i baren, er min søster.

Udelad gerne startkommaet

Sprognævnet anbefaler at man undlader at sætte komma foran ledsætninger, dvs. at man som hovedregel undlader at sætte komma foran at, der, som og hv-ord (hvem, hvad, hvilken, hvornår, hvorfor osv.) samt underordningskonjunktioner som når, da og hvis.

Se de komplette kommaregler med masser af eksempler i retskrivningsreglernes § 45-51.

Oversigt over kommareglerne som pdf

Som en del af Sprognævnets huskesedler “Sproghjælp” har vi desuden lavet en handy oversigt over reglerne i pdf-format. Få et overblik over kommareglerne med Sprognævnets sproghjælp.

Komma - basisreglerne

Find hjælp på sproget.dk

På sproget.dk kan du få professionel sproglig hjælp og adgang til officielle og autoritative ordbøger og opslagsværker: Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog, Ordbog over det danske Sprog og Nye ord i dansk 1955 til i dag.

På sproget.dk får du svar på spørgsmål om grammatik, stavning, sprogpolitik m.m. Du kan teste dine sprogkundskaber, lege med sproget, dele sjove smuttere og meget mere.

Søg på alt der vedrører det danske sprog på sproget.dk! Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står i fællesskab bag sproget.dk.

sprogetdklogo