Spring navigation over

Klarsprog mellem mennesker og computere

Sprognævnet arbejder med anbefalinger af en ny form for klar kommunikation mellem mennesker og maskiner.

Forside/Hjælp til dansk/Klar kommunikation/Klarsprog mellem mennesker og computere

Klarsprog mellem mennesker og computere

Sprognævnet arbejder også med fremtidens dansk - når mennesker og maskiner kommunikerer.

Det danske sprog er det som for alvor knytter os danskere sammen. Derfor arbejder Sprognævnet altid for at vores sprog kan blive ved med at være levende og udtryksfuldt.

Om ikke så længe vil også vores computere, maskiner og automater bruge det danske sprog, og det vil være en almindelig del af vores hverdag at give dem opgaver og tage imod gode råd fra dem -- i vores eget sprog.

Derfor arbejder Sprognævnet allerede nu med anbefalinger for god kommunikation mellem mennesker og maskiner. Hvordan skal man for eksempel føre en fornuftig samtale med en telefontjeneste uden at føle sig misforstået eller overfuset? Det kræver en gennemtænkt ny form for klar kommunikation, såkaldt klarsprog.

Et ordentligt dansk

Mange af os taler allerede med virtuelle assistenter næsten hver dag (prøv fx at ringe til Nordea eller sende en sms til din internetudbyder).

De fleste af os oplever at det svar vi får, tit ikke passer til vores spørgsmål, eller det er formuleret så vi ikke forstår det. Somme tider er det svært bare at få præsenteret sig og forklaret grunden til henvendelsen. Allerede der kan dialogen let være gået i kludder.

Den dårlige kommunikation kan forebygges med enkle og klare råd. For at kunne forbedre fremtidens dialoger mellem os mennesker og vores elektroniske assistenter skal sprogfolk i gang med at undersøge de særlige vilkår der er for dialogen hvor kun den ene part er et menneske - så vores automater lærer at tale korrekt, klart og udtryksfuldt.

Dansk Sprognævn har i 2020 grundlagt et nyt nordisk samarbejde om klarsprog mellem mennesker og computere. Efter vores præsentation ved den nordiske konference Klart Språk i Norden i 2020 arbejder vi på en artikel om det nye klarsprog. Efter planen vil den udkomme i skriftserien Klart språk i Norden.