Spring navigation over

Moderne importord i sprogene i Norden

Forside/Forskning/Tidligere projekter/Påvirkning fra andre sprog/Moderne importord i sprogene i Norden

Moderne importord i sprogene i Norden

Omkring 30 forskere og ph.d.-studerende fra syv nordiske sprogsamfund (Danmark, Norge, Sverige, Finland, Finlandssverige, Færøerne og Island) deltog i projektet.

Formålet med projektet var at lave en sammenlignende undersøgelse af hvordan moderne importord behandles i sprogene i Norden, og at skaffe generel indsigt i vilkårene for dannelse af sprogholdninger og speciel indsigt i holdningerne til importord i Norden.

Undersøgelserne

I projektet har man bl.a. studeret brugen af importord i aviser fra 1975 og 2000, både i forhold til omfanget af ord og den måde hvorpå importordene er blevet tilpasset ortografisk og morfologisk til nationalsprogene.

Desuden er der lavet studier af konkurrencen mellem importord og afløsningsord (se mere i en oversigtsartiklen "Moderne importord i språka i Norden (MIN). Ei orientering" af Helge Sandøy i Sprog i Norden på publikationsplatformen OJS.

I den danske del af projektet er de vigtigste resultater at langt størstedelen af de ord vi låner fra andre sprog, stammer fra engelsk, og at mængden af lån fra engelsk er steget til det tredobbelte fra 1975 til 2000.

De forskellige undersøgelser er hovedsageligt blevet trykt i serien Moderne importord i språka i Norden, Novus forlag, Oslo.

Find de seks udvalgte bind i serien som er publiceret på publikationsplatformen OJS.

Sammenligning af nye og tidligere resultater

Det nye forskningsprojekt Moderne importord i dansk er tilrettelagt så det er muligt at sammenligne resultaterne af denne undersøgelse med det nordiske importordsprojekt.

Dermed kan vi altså bl.a. vise om det stadigvæk først og fremmest er engelsk vi indlåner fra, ligesom vi også vil kunne dokumentere om øgningen af engelske lån fortsat er stigende.

Derudover vil vi også kunne dokumentere om holdningen til forskellige ordpar som livvagt/bodyguard og e-mail/e-post er den samme i dag som dengang, nemlig en fifty-fifty fordeling til livvagt/bodyguard og en klar overvægt til fordel for e-mail overfor e-post.