Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/Spørgetelefonens åbningstider i påsken

Onsdag den 16. april er sidste åbningsdag i spørgetelefonen inden påsken. Første åbningsdag efter påsken er onsdag den 23. april.

Åbningstider i påsken

Onsdag den 16. april: 9.30-12.30
Torsdag den 17. april: LUKKET
Fredag den 18. april: LUKKET
Mandag den 21. april: LUKKET

Onsdag den 30. april afholdes 10. symposium om sprog og interaktion i digitale medier på Aarhus Universitet.

Symposium om sprog og interaktion i digitale medier er udviklet i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Dansk Sprognævn og har til formål at præsentere ny forskning om sprog og interaktion i digitale medier.

Symposiet henvender sig til forskere, universitetsstuderende, journalister, kommuner, ngo’er, velfærdsinstitutioner, sundhedsinstitutioner og -organisationer, studerende og undervisere på ungdomsuddannelser.

På symposiet kan du i år overvære 9 foredrag:

  • Anette Grønning: ”Langsom chat og digital tavshed”
  • Thrine V.J. Meline: ”"Kan se træningen går godt, for damn ser du godt ud" en interaktionsanalyse af komplimenter på Tinder”
  • Johanne Niclasen Mortensen, Thea From og Markus Ejstrup Olsen: ”Clickbait på Facebook”
  • Signe Hanibal Jensen: ”Tween fanpraksis på sociale medier: OMG 30 followers in one week!”
  • Anne Larsen: ”Studiekompetence og digitale meder: Et sprogligt etnografisk studie af projektforløb i niende klasse”
  • Trine Natasja Sindahl: ”Hyppig brug af anonyme medierede rådgivningstilbud – i brugerperspektiv”
  • Jakob Kleofas Adolph: ”Udkantsviden: Et casestudie af incels wiki og indholdsdynamikker”
  • Matilde Brøgger og Tina Thode Hougaard: ”Hvad laver din læge på Facebook?”
  • Sofia Navarro Beck: ”"Nej", "hvorfor?", "men skal snart sove": når børn modsætter sig digitale krænkere”

Tid og sted

Onsdag den 30. april 2025, klokken 10-17
Aarhus Universitet, Bygning 1422, Preben Hornung stuen, Frederik Nielsensvej 2, 8000 Aarhus C

Tilmelding

Deltagelse er gratis, men på grund af et begrænset antal pladser er tilmelding obligatorisk. Deadline for tilmelding er 29. april.

Tilmed dig på Aarhus Universitets hjemmeside.

Dansk Sprognævn er løbende på jagt efter nye slangkandidater til Slangordbogen. Siden 2023 har Sprognævnet nemlig samarbejdet med Slangordbogens redaktør, Torben Christiansen, om at registrere og beskrive slangudtryk i det danske sprog.

Slangudtryk kan være svære at få fat i, og derfor søsatte Sprognævnet et pilotprojekt på Frederikssund Gymnasium og Vordingborg Gymnasium. Her har gymnasielærere spurgt deres elever hvilke slangudtryk de har hørt for nylig, hvad disse udtryk betyder, og hvordan eleverne ville bruge udtrykkene i en sætning.

Det har kastet i alt 131 forskellige slangudtryk af sig, og 19 af dem er nu blevet optaget i Slangordbogen.

Blandt de nye slangudtryk som er indsamlet fra gymnasieeleverne, er bl.a.:

  • cooked: fortabt, havnet i en håbløs situation
  • despawne: gå sin vej
  • mumme: (om mad) lækker, velsmagende
  • pookie: kærlig betegnelse for en person

Næste skridt er nu at brede indsamlingen af slangudtryk ud så vi kan få slang fra hele landets gymnasier.

Så er du gymnasielærer, og har du og din gymnasieklasse lyst til at medvirke, så skriv til Johanne Niclasen Mortensen på jnm@dsn.dk.

Den 2. og 3. maj fyldes Bogenses gader igen med sproglig begejstring når vi for fjerde gang afholder sprogfestivalen SPROGENSE. Festivalen byder på et væld af spændende arrangementer, og nu kan du sikre dig billetter til de mange foredrag og aktiviteter.

Dansk Sprognævn er igen i år vært ved en foredragsrække i Multisalen på Bogense Skole. I år kan du overvære følgende foredrag:

Dansk Sprognævn byder også indenfor på Adelgade 119 B, hvor du kan komme med bag kulisserne til følgende oplæg:

  • Sprognævnets udgivelser
    Kirsten Lindø Dolberg-Møller, seniorredaktør ved Dansk Sprognævn og Anne Sofie Bøllingtoft, kontorassistent ved Dansk Sprognævn

De fleste af SPROGENSEs aktiviteter er gratis, men billetbooking er påkrævet. Vi opfordrer til at du kun reserverer de billetter du skal bruge, så flest muligt kan få glæde af festivalens arrangementer.

Læs hele programmet for SPROGENSE 2025 her.

122 slangudtryk fra realityserien Ex on the Beach kommer i Slangordbogen

Siden 2023 har Dansk Sprognævn samarbejdet med Slangordbogen, der redigeres af Torben Christiansen. Samarbejdet indebærer bl.a. at Sprognævnet leverer nye slangudtryk til Slangordbogen og bidrager til datering af ord og udtryk, dvs. de årstal hvor vi første gang har registreret at ordene er blevet brugt i dansk.

Som led i dette samarbejde har Dansk Sprognævn nu bidraget med 122 slangudtryk fra realityprogrammet Ex on the Beach til Slangordbogen. Heriblandt:

  • Girlcode: uskrevne regler for at piger holder sig fra andre pigers fyre
  • Hælde fløde ud: give komplimenter
  • Shots fired: markering af at et verbalt angreb er blevet foretaget
  • Grinde: at danse tæt op ad en anden
  • Chicks before dicks: veninder skal prioriteres før mandlige bekendtskaber/kærester el.lign.

Udtrykkene vil være med i den næste opdatering af Slangordbogen.

Dansk Sprognævn arbejder med slang fordi det er en vigtig del af ordforrådet i dansk talesprog, som dog kan være vanskeligt at undersøge.

Slangordbogen findes digitalt som en app med 12.000 opslagsord, 5.000 udtryk og 17.100 definitioner (jf. seneste opdatering i 2022) og afspejler således omfattende dele af det danske sprog.

Du kan læse mere om Slangordbogenordbogens hjemmeside.

Dansk Sprognævn har modtaget støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 2 millioner kroner samt Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond på 200.000 kroner til projektet Ordsamlingen.dk. Projektet har til formål at digitalisere og offentliggøre Dansk Sprognævns ordsamling, som er den største arkiverede samling af danske ord i brug.

Projektet repræsenterer både en fremtidssikring af væsentlig kulturarv, en tilgængeliggørelse af dansk sproghistorie for alle interesserede og et væsentligt bidrag til den danske forskningsinfrastruktur.

Dansk Sprognævn har siden sin oprettelse i 1955 indsamlet nye ord og ordforbindelser, og i dag rummer Sprognævnets ordsamling ca. 1,1 mio. ordsedler fordelt på ca. 475.000 forskellige ord. Hver ordseddel angiver ikke blot det enkelte ord, men også et autentisk tekststykke, som viser ordet i brug og indikerer dets betydning.

I Dansk Sprognævns ordsamling kan man finde mange ord som ikke er opført i nogen danske ordbøger, bl.a. blækspruttepædagogik (1990), dummernikkeautoritet (1994), ferielængslende (1973), onkelmorfar (2001), skærmdansk (1982) og uræsonabelhed (1997).

Digitaliseringen vil give alle mulighed for at søge i denne omfattende og enestående samling af danske sprogbrugseksempler. Projektet vil også give forskere uden for Dansk Sprognævn mulighed for at bedrive sprogvidenskabelig forskning på baggrund af fund i ordsamlingen. Derved kan samarbejdet med fx leksikografer fra de andre nordiske lande styrkes. Således kommer digitaliseringen og udstillingen af ordsamlingen til at sikre væsentlig og unik dansk kulturarv og at bidrage til forskningsinfrastrukturen i dansk sprog, både til strategisk forskning i og udvikling af sprogteknologi og til den frie grundforskning.

Ved projektets afslutning (forventet i 2026) bliver det muligt for alle at tilgå den komplette ordsamling på hjemmesiden ordsamlingen.dk.

Arbejdet med projektet Ordsamlingen.dk starter nu og vil fortsætte de kommende år.

Kontakt

Projektkoordinator: videnskabelig kommunikationskoordinator Johanne Niclasen Mortensen, jnm@dsn.dk

Projektleder: direktør Thomas Hestbæk Andersen, tha@dsn.dk

Årets første nummer af Nyt fra Sprognævnet er et temanummer om Retskrivningsordbogens 5. udgave.

Den 18. november udgav Dansk Sprognævn 5. udgave af Retskrivningsordbogen. Dette nummer af Nyt fra Sprognævnet indeholder en række artikler der beskriver det arbejde der ligger bag redigeringen af ordbogen, og hvilke faglige overvejelser der ligger bag.

Læs Nyt fra Sprognævnet som pdf her.

NB: Hvis du bruger Chrome, anbefaler vi at du downloader pdf'en og læser den i fx Adobe Acrobat Reader.

Artiklerne

Skriftsprogets referencemeter – et forord

Læs direktør Thomas Hestbæk Andersens forord til årets første nummer af Nyt fra Sprognævnet.

Oversigt over indhold og ændringer

Denne oversigt indeholder en gennemgang af de væsentligste ændringer i Retskrivningsordbogens 5. udgave.

Adverbielt -t

I Retskrivningsordbogens 5. udgave er der foretaget en række ændringer i reglerne om adverbielt -t.

Abbedhårtrukken og mundret. Betydningsoplysninger i Retskrivningsordbogen 4 og 5

Hvilke ord i Retskrivningsordbogen er opført med betydningsangivelser, og hvorfor?

Afholdskvinde, ankerkvinde og redningskvinde – hvorfor skal sådanne ord være i Retskrivningsordbogen?

Læs om overvejelserne bag beslutningen om at tilføje Retskrivningsordbogen en række ord der slutter på -kvinde.

Ændringer i § 31-35 i retskrivningsreglerne og i opslagsord som disse paragraffer omhandler

I Retskrivningsordbogens 5. udgave er der foretaget en række ændringer i § 31-35. Disse ændringer omfatter også nogle af de opslagsord som disse paragraffer omhandler.

Normændringer på enkeltordsniveau

I opslagsdelen af 5. udgave af Retskrivningsordbogen er der foretaget en række normændringer af ikkeprincipiel karakter.

Pronomener i Retskrivningsordbogen

I denne artikel præsenteres de normændringer i 5. udgave af Retskrivningsordbogen der angår pronomenerne, samt baggrunden for dem.

Om ordbogens opbygning

I artiklen udlægges nogle af principperne for ordningen af ordstoffet i Retskrivningsordbogen.

Den digitale udgave af Retskrivningsordbogen

I denne artikel præsenteres den digitale udgave af Retskrivningsordbogen og dens nye funktionaliteter samt forskellene i forhold til den trykte ordbog.

Spørgsmål og svar

Som altid indeholder Nyt fra Sprognævnet svar på sprogbrugernes spørgsmål om sproget. Dette nummer indeholder et svar om ordet en propel/en propeller.

Praktiske informationer

Nyt fra Sprognævnet udkommer 2-3 gange om året, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver.

Du kan tilmelde dig ved at sende en e-mail til tilmeld@nfs.dsn.dk. Så får du en e-mail hver gang tidsskriftet udkommer.

Hvis du senere vil afmelde, sender du en e-mail til frameld@nfs.dsn.dk.

Læs tidligere numre af Nyt fra Sprognævnet.

 

Lørdag den 1. februar kan du komme til foredrag med seniorforsker ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje, som vil fortælle om udvikling i sproget. Foredraget finder sted på festivalen Word i Odense.

Marianne Rathje er seniorforsker ved Dansk Sprognævn og har bl.a. arbejdet med generationssprog, sprog på sociale medier samt bandeord. Hendes aktuelle forskningsområder er aggressiv sprogbrug, sprog og køn/kønsneutralitet samt sproglig korrekthed i uddannelsessystemet og i medierne.

I dette foredrag kan du høre Marianne Rathje fortælle om alt fra SoMe-sprog og emojis til engelske låneord og groft sprog.

Foredraget afholdes i et samarbejde mellem Word Festival og SPROGENSE.

Om Word Festival

Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på kulturscener i Odense centrum såsom Odeon, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Festivalen finder sted den 31. januar til og med den 2. februar 2025.

Om SPROGENSE

SPROGENSE er en folkelig og faglig festival der finder sted i Bogense på Nordfyn. Festivalen arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv & Turisme og har siden sin begyndelse i 2021 været et samlingssted for alt der handler om sprog.

Næste SPROGENSE finder sted den første weekend i maj 2025. Byen vil summe af store og små bogstaver, ord, leg, læring, samtaler, digte, taler, dialekter, udstillinger, aktiviteter, interaktioner, emojis, sjov, sprogteknologi, musik og underholdning. På festivalen har alle mulighed for at komme til orde samt bruge og lege med sproget på mange forskellige måder. Ordet og sproget vil således være omdrejningspunktet i alle aktiviteter, udstillinger, debatter, foredrag og underholdningsindslag.

Praktisk

Dato: Lørdag den 1. februar

Tidspunkt: 12.30

Sted: Rosenbækhuset Kulturmaskinen, Rosenbæk Torv 30, 5000 Odense

Læs mere om foredraget og køb billetter på Words hjemmeside.

Læs mere om SPROGENSE, og tilmeld dig nyhedsbrevet på SPROGENSEs hjemmeside.

Sammen med Klog på Sprog på DR P1 har Dansk Sprognævn kåret fedtemøg som årets ord 2024.

Fedtemøg blev kåret som det ord der bedst karakteriserer 2024.

Kåringen fandt sted ved en liveudsendelse af Klog på Sprog på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.

Juryen bestod af direktør Thomas Hestbæk Andersen fra Dansk Sprognævn, redaktør Andrea Alberte Stengaard, som repræsenterer Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, vært på ’Klog på Sprog’ Adrian Hughes, politiker og kommunikationsmedarbejder Sarah Glerup Kristensen, og sangerinde, politiker m.m. Katrine Tabita Daugaard Christensen.

Ordet blev udvalgt på baggrund af de mange kandidater der den seneste måned er blevet indsendt af danskerne. I år har danskerne indstillet ca. 150 forskellige ord til Dansk Sprognævn.

Andre kandidater til årets ord var bl.a. abdikation, fedtemøg og prompte.

I sidste ende vandt fedtemøg titlen som årets ord og skriver sig dermed ind ved siden af ChatGPT (2023), Kyiv (2022), coronapas (2021) og samfundssind (2020).

Du kan høre udsendelsen på Klog på Sprogs hjemmeside.

I nummer 66 af Nydanske Sprogstudier kan du læse nogle af de seneste undersøgelser i dansk sprog. NyS 66 indeholder 6 artikler der bl.a. beskæftiger sig med fonetiske transskriptioner af dansk og effekten af hjælpemidler til ordblinde børn.

Indholdet i NyS 66:

  • Alice Juel Jacobsen & Gorm Larsen: ”Magt og anerkendelse i dialogdispositivet”
  • Anna Steenberg Gellert, Dorthe Klint Petersen, Ina Borstrøm, Mads Poulsen & Carsten Elbro: ”Tidlig indsats mod ordblindhed – en effektundersøgelse med elever i 1. klasse”
  • Katrine Rosendal Ehlers: ”Sin og deres med flertalsantecedenter i KorpusDK”
  • Oliver Rix Johannsen: ”Invers kasusattraktion i dansk, norsk og svensk”
  • Christophe Zerakitsky Vies & Nicolai Pharao: ”En høj, en lav? En stigning, et fald? En undersøgelse af ændringer i det næstvedske trykgruppemønster”
  • Rasmus Puggaard-Rode: ”International og dansk praksis i notationen af lukkelyde”

NyS, Nydanske Sprogstudier, er et bredt og varieret onlinetidsskrift om sprog og sprogvidenskab som udkommer gratis på www.nys.dk. Tidsskriftet beskæftiger sig med de nyeste undersøgelser af dansk sprog og med udviklingen af sprogteori.

Tilmeld dig NyS på tidsskriftets hjemmeside, og få besked når næste nummer udkommer.