Farlige ord: Etnisk

Hvad vil det sige at være etnisk? Svaret på dette spørgsmål bliver lidt af en rodebutik, for det kommer an på hvilket substantiv ordet etnisk er knyttet til. Lad os lægge ud med at se på den meget hyppigt brugte forbindelse etniske danskere.

I dag er vistnok de færreste i tvivl om hvem der er etniske danskere, og hvem der ikke er. Den nutidige forståelse fremgår af citater som de følgende:

Vi prøver at gøre det så godt og så professionelt, som vi kan, og hvis der nogle gange er en mistanke mod nogle af anden etnisk oprindelse, så kan det godt være, de bliver stoppet frem for en etnisk dansker. (Weekendavisen 18.6.2020)

Flere indvandrere end etniske danskere føler sig ensomme. (Kristeligt Dagblad 13.3.2021)

Som det fremgår af de to citater, som er repræsentative for den nutidige sprogbrug, er etniske danskere ’danskere hvis slægt har boet i Danmark i generationer’, undertiden kaldet gammeldanskere. Overfor de etniske danskere har vi så personer af anden etnisk oprindelse end dansk (dvs. indvandrere, nydanskere osv.). Den nutidige brug af etnisk i forbindelsen etniske danskere er i overensstemmelse med ordets moderne grundbetydning, nemlig ’vedrørende national eller kulturel oprindelse og tilhørsforhold’ (jf. Den Danske Ordbog). Når etnisk står foran en nationalitets­betegnelse som fx dansker, angiver det altså at personen med hensyn til kulturel oprindelse og kulturelt tilhørsforhold tilhører den gruppe som nationalitetsbetegnelsen meddeler. Det svarer på de fleste punkter til den brug af etnisk som vi længe har kendt fra sammenhænge som den nedenstående:

Vietnam er gået ind på Kinas forslag om at indlede på viceudenrigsministerniveau i forsøg på at løse problemerne om etniske kineseres påståede uddrivning fra Vietnam. (Politiken 23.7.1978)

Der er dog den væsentlige forskel at når vi taler om fx etniske kinesere (dvs. ’personer som i kulturel henseende er kinesere’), skyldes det som regel at der i sammenhængen er tale om en befolkningsgruppe som lever udenfor sit kulturelle hjemland, dvs. en kulturel mindretalsgruppe – kineserne i Kina kalder vi normalt bare kinesere. Den gruppe vi herhjemme undertiden kalder etniske danskere, tilhører derimod det kulturelle flertal.

Men der har ikke altid været enighed om hvem der er etniske danskere, og hvem der er danskere helt uden forbehold. Da vi i første halvdel af 1990’erne begyndte at tale om etniske danskere, blev forbindelsen ofte brugt modsat, dvs. om personer med en ikke-dansk (fremfor alt ikke-vestlig) kulturel baggrund. Det fremgår af citater som de nedenstående:

Unionen vil være til stor skade for Europas 17 millioner indvandrere, siger Bashy Quraishy, der har boet i Danmark siden 1970 og foretrækker at blive kaldt etnisk dansker eller dansk-pakistaner. (Politiken 4.5.1993)

På trods af flere utrolig følelsesladede, veltalende og begavede indlæg fra de oplagt ressourcestærke etniske danskere, fornemmede denne artikels signaturer alligevel en form for skjult dagsorden fra især den fundamentalistiske del af forsamlingen. (Ekstra Bladet 12.4.1995)

Etnisk bruges her med betydningen ’som har fremmed herkomst, eller som er medlem af en racemæssig, kulturel, religiøs eller national mindretalsgruppe’ (jf. Nye ord i dansk 1955 til i dag). Denne brug af etnisk om ikke-vestlige befolkningsgrupper i Danmark er formentlig en videreførelse af en lidt ældre brug af ordet om andre ”eksotiske” foreteelser end personer, fx tøj og restauranter:

Hippier med penge foretrækker ”etnisk tøj”, et farverigt udstyr med indslag fra Asien eller Afrika. Drengene går i Nehru- eller Mao-jakker, pigerne i brogede afrikanske saris. (Selvsyn, 11. årg. nr. 3, 1971)

Og så vinder de etniske restauranter jo frem. Ja, de dobler deres omsætning, selv om I står i stampe. Det var heller ikke Jørgen Berthelsens hovedpine, at en del af forklaringen ligger i, at etniske restauranter drives af familier, der arbejder under vilkår, ingen danskere har lov til. (Politiken 15.6.1989)

Men som nævnt betyder etnisk ikke længere ’ikke-vestlig’ når det står foran ordet dansker; i denne sammenhæng betyder det snarest ’oprindelig’. Foran vistnok alle andre personbetegnelser end dansker (og andre nationalitetsord: kineser, russer osv.) betyder etnisk dog stadig ’ikke-vestlig’, fx

Rigtig mange af mine etniske Facebookvenner er begyndt at købe juletræ. Og forleden var der én, der skrev, at hun var i gang med at lave and. And den 2. december! Det er da for sindssygt, tænkte jeg. Men det er jo netop et tegn på, at folk er ved at blive inkluderet i samfundet på en helt anden måde. (Berlingske 6.12.2013)

Antallet af bandemedlemmer er faldet med omkring en tredjedel i løbet af det seneste år. Andelen af etniske unge, der er i uddannelse eller i arbejde, er til gengæld steget. (Politiken 4.12.2020)

Etniske Facebookvenner, kunstnere, kvinder, ingeniører, sygeplejersker, unge osv. er med andre ord ikke etniske danskere (i den nutidige betydning). De nævnte persongrupper består af personer med såkaldt etnisk baggrund:

Disse børn har langt bedre af at være i skole på lige fod med deres danske jævnaldrende. På den måde undgår vi den fremmedgørelse, som alt for mange unge med etnisk baggrund står over for, når de skal ud i samfundet. (Berlingske 5.7.2021)

Men har vi da ikke alle en etnisk baggrund? Jo, det har vi, men hvis der er tale om gammeldanskere, skal det ekspliciteres med et nationalitetsord, fx unge med etnisk dansk baggrund – ellers må vi gå ud fra at der er tale om nydanskere.

Det er lidt noget rod med ordet etnisk, men det hele kan egentlig opsummeres ganske kort: Etniske danskere (og andre vesterlændinge) er ikke ”etniske” i den ovennævnte forstand. Det er ”de andre” der i en dansk kontekst er etniske.

Brugen af etnisk i betydningen ’ikke-vestlig’ i forbindelser som etniske kvinder, etniske unge er formentlig i langt de fleste tilfælde velment. Vi sprogbrugere har et helt legitimt behov for at kunne benævne forskellige befolkningsgrupper, og forbindelser af typen etnisk + personbetegnelse er unægtelig mere mundrette end tunge forbindelser af typen personbetegnelse + af anden etnisk herkomst/med anden etnisk baggrund (end dansk). Men det kan ikke udelukkes at man ved at tale om fx etniske kvinder kan bidrage til at eksotisere og dermed udgrænse de personer som forbindelsen udpeger. De omstændelige, bureaukratisk klingende forbindelser af typen kvinder med anden etnisk baggrund (end dansk) har så vidt vi kan bedømme, ikke samme eksotiserende potentiale. De opleves snarere som knastørt, neutralt embedsmandssprog uden nogen som helst eksotiske bibetydninger.