Spring navigation over
Forside/Årets nye ord – nyordslister/Smykkelov, trumpisme og gyllegate — Dansk Sprognævns nyordsliste 2016

Smykkelov, trumpisme og gyllegate — Dansk Sprognævns nyordsliste 2016

Af Jørgen Nørby Jensen, Margrethe Heidemann Andersen og Pia Jarvad
Illustration

Nyordslisten er en lidt uhåndterlig størrelse, for hvilke ord kan man egentlig forvente at finde på en sådan liste? Skal det være ord og udtryk der er opstået det pågældende år? I så fald risikerer man at listen kommer til at bestå af sjældne ord og udtryk som endnu ikke er slået igennem, og som måske aldrig gør det. Eller skal det blot være ord og udtryk der har været fremtrædende i løbet af året? Så kan listen komme til at indeholde ord og udtryk der er opstået for flere år siden.

I praksis vil en nyordsliste indeholde lidt af hvert, og sådan er det også med årets nyordsliste fra Sprognævnet. På listen finder man således både ord der efter alt at dømme er opstået i 2016, og ord der er ældre, men som på den ene eller anden måde siger noget om det år der snart er gået.

Donald Trump har lagt navn til trumpismen.

Ordene på listen er kun et lille udpluk af tilvæksten af nye ord. De kommer fra mange forskellige områder, og de afspejler forskellige sider af samfundsudviklingen. På listen er årstallet for ældste belæg oplyst i parentes, og der er desuden links til de ord der kan slås op i Nye Ord i Dansk 1955 til i dag på www.dsn.dk/noid.

blodkul

(2016) ’kul som finansierer mord og krige’

I oktober 2016 kom det frem at to danske kommuner havde købt blodkul fra mineselskabet Drummond. Drummond menes bl.a. at have støttet paramilitære grupper i den nordcolombianske Cesar-region.

Jf. de ældre ord bloddiamant (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/bloddiamant/) og blodmineral (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/blodmineral/).

bodyshame

(2015, en vis øget brug i 2016) ’kritisere andre pga. deres krop og udseende’. Fra engelsk body shame. Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/bodyshame/

bottleflip

(2016) ’leg el. konkurrence der går ud på med én hånd at slynge en halvfyldt vandflaske rundt i luften og få den til at lande stående’. Fra engelsk bottle flip.

I oktober 2016 lagde politikeren Anders Samuelsen en video på nettet hvori han demonstrerede sine bottleflip-evner.

brexit

(2012, stærkt øget brug i 2016) ’britisk udtræden af EU’. Fra engelsk brexit, af br(itish) + exit.

Ordet var også med på Sprognævnets nyordsliste for 2015, men fik i 2016 fornyet aktualitet efter at et flertal af briterne ved en folkeafstemning den 23. juni stemte for en britisk udtræden af EU. Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/brexit/

Brexit blev i november 2016 kåret til word of the year 2016 af ordbogsforlaget Collins (se: http://www.collinsdictionary.com/word-lovers-blog/new/top-10-collins-words-of-the-year-2016,323,HCB.html ).

brexiteer

(2016) ’person der er tilhænger af britisk udtræden af EU’. Jf. brexit.

Ordet er også med på Oxford Dictionaries’ liste over word of the year 2016 (se: http://blog.oxforddictionaries.com/2016/11/word-of-the-year-2016-shortlist/ ).

cuddling

(2015, øget brug i 2016) ’behandlingsform hvor man bliver krammet, aet, nusset og holdt om af en professionel behandler; krammeterapi’. Fra engelsk cuddling ’krammen, nusning, det at nusse’.

danexit, daxit, danxit

(2012, øget brug i 2016) ’dansk udtræden af EU’

Efter brexit i juni 2016 dukkede spørgsmålet om dansk udtræden af EU igen op. Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/daxit/

fatshaming

(2014, øget brug i 2016) ’ydmygelse eller nedgørelse af overvægtige personer’. Jf. shaming (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/shaming/). Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/fatshaming/.

freebleeder

(2016) d.s.s. fribløder

freebleeding

(2014, øget brug i 2016) d.s.s. friblødning

fribløder

(2016) ’kvinde som hverken bruger bind eller tamponer i forbindelse med menstruation’

Ordet blev særlig udbredt i forbindelse med bogen ”Gennemblødt” af Maja Nyvang og Sine Cecilie Laub (2016). Bogen tager et opgør med den skam der ifølge forfatterne forbindes med menstruation.

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/fribloeder/.

friblødning

(2015, øget brug i 2016) ’det hverken at bruge bind eller tamponer i forbindelse med menstruation’

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/fribloedning/.

gyllegate

(2016) ’sag om hvorvidt regeringen gav rigtige oplysninger til Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af en lovpakke for landbruget i februar 2016’

Jf. –gate (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/_gate/).

havfruelår

(2016) d.s.s. mermaid thighs

mansplaining

(2013, øget brug i 2016) ‘det at mænd på en nedladende måde forklarer kvinder hvordan tingene hænger sammen’. Fra engelsk mansplaining, af man + explaining.

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/mansplaining/.

mermaid thighs

(2016) ’kropstrend der går ud på at ens lår kan røre hinanden’. Fra engelsk mermaid thighs. D.s.s. havfruelår. Modsætning til lårhul (se: Dansk Sprognævns nyordsliste 2013)

panamadokumenter, panamapapers, panamapapirer

(2016) ’dokumenter med navne på en lang række firmaer og kendte personer der har unddraget sig skattemyndighederne’

Dokumenterne blev lækket 3. april 2016 og viste at advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama havde hjulpet et stort antal rige og kendte personer i verden med at placere deres penge i skattely.

pokestop

(2016) ’sted hvor man kan samle forskellige objekter i spillet Pokémon Go

Pokémon Go er et spil til smartphones hvor man skal finde og fange Pokémon-figurer der dukker op på telefonskærmen. Figurerne ser ud som om de findes i virkeligheden, og spillerne må bevæge sig rundt udenfor for at lede efter dem. Pokémon blev lanceret som spil til spillekonsollen Game Boy af det japanske firma Nintendo i 1996, og siden har fænomenet bredt sig til en lang række andre medietyper.

postfaktuel

(2012, stærkt øget brug i 2016) ’som vægter følelser og meninger højere end viden og kendsgerninger’. Jf. engelsk post-truth, der i november 2016 blev kåret til word of the year 2016 af Oxford Dictionaries (se: https://en.oxforddictionaries.com/word-of-the-year/word-of-the-year-2016 ). I Tyskland blev postfaktisch i december 2016 kåret til Wort des Jahres 2016 af Gesellschaft für deutsche Sprache (se: http://gfds.de/wort-des-jahres-2016).

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/postfaktuel/.

respektpakke

(2015, øget brug i 2016) ’en række samlede initiativer der skal styrke respekten for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste’. Jf. pakke (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/pakke/).

sexelance

(2016) ’ambulancelignende bil til brug for gadeprostituerede’. Dannet af sex + ambulance (jf. fixelancehttps://dsn.dk/ordbog/noid/fixelance/, sociolancehttps://dsn.dk/ordbog/noid/sociolance/ og babylance: https://dsn.dk/ordbog/noid/babylance/).

Sexelancen skal give de prostituerede et tryggere sted at tage deres kunder hen. Der tilbydes bl.a. en briks og kondomer, og de prostituerede sikres mod overgreb. Initiativet til sexelancen er taget af sexarbejdere og beboere på Vesterbro.

shitstorme

(2015, en vis øget brug i 2016): ’lave en shitstorm’. Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/shitstorme/. Dannet til shitstorm (se: https://dsn.dk/ordbog/noid/shitstorm/)

skræmmeklovn

(2016) ’person der klæder sig ud som uhyggelig klovn og skræmmer forbipasserende’

Skræmmeklovne kom i vælten i 2016.

smykkelov

(2015, stærkt øget brug i 2016) ’lov der gør det muligt at tage værdigenstande fra asylansøgere’

trumpisme

(2015, stærkt øget brug i 2016) ’Donald Trumps politiske filosofi’

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/trumpisme/.

trumpist

(2016) ’tilhænger af trumpismen og af Donald Trump’

Slå ordet op her: https://dsn.dk/ordbog/noid/trumpist/.

Se også de norske og svenske nyordslister!

Den norske nyordsliste vil i løbet af december 2016 kunne ses her: http://www.sprakradet.no/Vi-og-vart/Prisar_og_karingar/Arets-ord/

Den svenske nyordsliste vil i løbet af december 2016 kunne ses her: http://www.sprakochfolkminnen.se/sprak/nyord/nyordslistor.html