Du er her: Forside / Nyt / Nyheder / 2018 / Sommernummeret af Nyt fra Sprognævnet er udkommet! 15.6.2018

Sommernummeret af Nyt fra Sprognævnet er udkommet!

I bladet kan man bl.a. læse om påvirkningen af dansk fra andre sprog og om ordet "fremadrettet".

Screensaver eller pauseskærm? Hatecrime eller hadforbrydelse? Exitpoll eller valgstedsmåling? Hvad foretrækker sprogbrugerne egentligt? Det spurgte Sprognævnet sine brugere om for et års tid siden.

Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen kan nu læses i Nyt fra Sprognævnet 2018/2  i artiklen Dansk ordimport – pauseskærm eller screensaver? af Margrethe Heidemann Andersen.

På baggrund af besvarelserne ved vi nu bl.a. at en erstatning af et udenlandsk ord med et dansk ord kan blive en succes hvis et eller flere af de følgende kriterier er opfyldt:

1) Det danske og det udenlandske ord skal stadig være forholdsvis ukendte når det danske ord introduceres (fx mandeknold og manbun).

2) Det danske ord skal helst være en en-til-en-oversættelse af et sammensat udenlandsk ord (fx vejvrede for roadrage).

3) Det danske ord skal helst ikke være et kendt ord der får en ny betydning (som ordet at trolde får i forhold til det engelske ord to troll).

4) Det danske ord må gerne være et eksisterende dansk ord som får øget brug (som ordet tilføje får fra det engelske ord adde) eller en bredere betydning (som følger får fra det engelske ord follower).

Læs mere om undersøgelsen i Nyt fra Sprognævnet 2018/2.

I nummerets anden artikel ser Jørgen Nørby Jensen nærmere på ordet fremadrettet – et ord som mange sprogbrugere elsker at hade.

Endelig kan man i rubrikken Spørgsmål & svar læse svar på spørgsmål om ordene forholdsvis og uforholdsvis og om bindestregen i e-sport.

Praktiske oplysninger

Nyt fra Sprognævnet udkommer fire gange årligt, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver.

Læs Nyt fra Sprognævnet 2018/2 (pdf).

Her på dsn.dk kan man også læse ældre numre af Nyt fra Sprognævnet.

Tilmeld dig Nyt fra Sprognævnet gratis her på hjemmesiden. Så får du en e-mail 4 gange om året, dvs. hver gang bladet udkommer.

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik