Indstil det gode sprog til en pris
Sprogprisen.dk søger gode tekster
Hvis du modtager et godt brev, ser en sprogligt overlegen sportstekst, læser en god tekst på en hjemmeside eller på de sociale medier, så indstil teksten via formularen på hjemmesiden Sprogprisen.dk. Du kan også indstille din egen eller din kollegas tekst.
Fristen for at indstille tekster er 15. marts 2018. Gå til formularen på Sprogprisen.dk.
Følg med på Sprogprisen.dk’s Facebookside.
Sprogprisen.dk
Sprogprisen sætter fokus på det skriftlige sprog i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor ved at anerkende og belønne det gode danske sprog.
Vi vil gerne rose de virksomheder, organisationer, myndigheder og institutioner der arbejder med sproget i det daglige. Vores håb er at deres prisværdige tekster kan inspirere andre.
Dommere og priskategorier
Et dommerpanel bestående af Anne Katrine Lund, Kurt Strand, Charlotte Sahl-Madsen, Peter Langdal, Anne-Marie Skov og Sune Bang uddeler priser og motiverer valget af prismodtagere.
Der uddeles priser i følgende kategorier:
Årets bedste brev/e-mail
Den klart kommunikerede tekst på brev eller e-mail.
Årets bedste hjemmesidetekst
Den letforståelige hjemmesidetekst; det kan fx være en enkelt side, en indledende tekst eller lignende.
Årets bedste tekst på sociale medier
Den gode tekst på Facebook, Twitter eller et andet socialt medie.
Temakategori: Den gode sportstekst
Temaet for Sprogdagen i år er sport og sprog. Derfor har vi medtaget denne temakategori. Nominér den gode sportstekst, der sender de andre til tælling.
Bag Sprogprisen.dk står: Dansk Sprognævn, sproget.dk, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Forbundet Kommunikation og Sprog, Modersmål-Selskabet, Djøf, RetorikMagasinet, kurtstrand.dk, Syntaksis.