Du er her: Forside / Nyt / Nyheder / 2016 / Nyt fra Sprognævnet 2016/2: Køn og kærester 7.6.2016

Nyt fra Sprognævnet 2016/2: Køn og kærester

Når et substantiv (navneord) fra et andet sprog kommer ind i dansk, skal det have et køn. Men hvordan afgøres det egentlig om det skal være fælleskøn eller intetkøn – om artiklen skal være en eller et, og hvordan kan man undersøge det? Det kan man læse om i artiklen Genus i nye fremmedord af Sune Just Christensen i det nyeste nummer af Nyt fra Sprognævnet.

Skal man sige han har været kærester med hende i 5 år? Eller skal det hellere være han har været kæreste med hende i 5 år? Skal man med andre ord bruge ental eller flertal af ordet kæreste i sådanne konstruktioner? Det korte svar er at begge udtryksmåder må accepteres. Men hvordan kan det egentlig være at en flertalsform som kærester kan knytte sig til en entalsform som han? Det giver Jørgen Nørby Jensen et bud på i artiklen Der skal to til at være kærester.

Endelig indeholder nummeret en række svar på sproglige spørgsmål. Eksempelvis kan man få at vide hvad udtrykket trække af på betyder, om der er forskel på at tage ansvaret og at tage skylden, og om det hedder en eller et læk.

Nyt fra Sprognævnet udkommer fire gange årligt, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver. Her på dsn.dk kan man også læse ældre numre af Nyt fra Sprognævnet. Abonnement koster 120 kr. om året og kan tegnes ved henvendelse til adm@dsn.dk eller tlf. 3374 7411.

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik