Du er her: Forside / Nyt / Nyheder / 2016 / Jørn Lund fylder 70 år 26.1.2016

Jørn Lund fylder 70 år

Få har som professor Jørn Lund omsat deres engagement i sprog og dannelse med så stor kraft og fylde og på så mange områder af kultur- og samfundsliv. Som forsker, underviser, chefredaktør, direktør, publicist, akademimedlem, forfatter, rådgiver, kommentator, bestyrelsesmenneske og meget, meget mere.

Jørn Lunds blik er skarpt for sproget som et kommunikations- og manipulationsredskab, men stor er tillige hans interesse for sproget som en mulighed for at skabe litterær kunst og civiliseret og respektfuld omgang mellem mennesker samt ikke mindst dannelse af personlig myndighed. Mærkesagerne er oplysning, faglighed og kvalitet, som han i generationer har arbejdet for på alle niveauer af det danske uddannelsessystem såvel som i den danske offentlighed.

Billede af Jørn Lund

Jørn Lund fylder 70 år.

Dette virke vil blive belyst ved et seminar i anledning af Jørn Lunds 70-års fødselsdag – med bidrag, der bevæger sig på kryds og tværs af de mange områder han har beskæftiget sig med, og som tilsammen kan tegne et signalement både af fødselarens virkefelt og af vilkårene for dansk sprog og dannelse anno 2016. Seminaret har titlen:

Sproget og dannelsen – i offentlighed, kultur, kunst, politik og erhverv.

Et seminar 26. januar i anledning af Jørn Lunds 70-årsdag 30. januar 2016.

Blandt talerne vil være kulturminister Bertel Haarder, forfatter Jens Smærup Sørensen, rektor Ralf Hemmingsen, chefredaktør Bo Lidegaard, bestyrelsesformand Joachim Malling, rektor Marianne Zibrandtsen, litterær direktør Johannes Riis, direktør Sabine Kirchmeier-Andersen, direktør Karen Skovgaard-Petersen samt professor Carsten Elbro.

Seminaret foregår på Københavns Universitet, Alexandersalen, Bispetorvet 1-3, København K, tirsdag den 26. januar 2016 fra kl. 15 til kl. 17.30. Det er støttet af Gyldendal, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Sprognævn og Københavns Universitet. 

Der er lukket for tilmelding.

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik