Forside / Nyt / Nyheder / 2014 / Nyt fra Sprognævnet 2014/1: Ordstilling, lobhudle og rævekager 17.3.2014

Nyt fra Sprognævnet 2014/1: Ordstilling, lobhudle og rævekager

Det er da klart at ledsætninger har da ledsætningsordstilling – eller har de? Sådan spørger Tanya Karoli Christensen og Torben Juel Jensen i martsnummeret af Nyt fra Sprognævnet. I artiklen fremlægger de resultaterne af en større undersøgelse der viser at ordstillingen i ledsætninger i talesproget ofte strider mod det der beskrives i skolegrammatikken. Ifølge forfatterne er der tale om at talesproget følger andre regler end (konservativt) skriftsprog - i visse tilfælde regler der er mere præcise og nuancerede end dem der gælder for skriftsproget.

I nummerets anden artikel giver Ole Ravnholt en beskrivelse af det sjældne ord lobhudle. Det bruges traditionelt om at rose på en overdreven måde, men noget kunne tyde på at ordet nu også kan bruges uden afstandtagen.

Endelig giver Jørgen Nørby Jensen en forklaring på ordet rævekage. Under kommunalvalget i november 2013 blev de forskellige politiske rævekager flittigt omtalt i medierne, men visse journalister havde tilsyneladende fået galt fat i hvorfor det hedder en rævekage.

Derudover kan man få svar på hvor mange bindestreger der skal være i § 13-eftersyn og 3.-salslejlighed, hvordan man skriver ShopBuddy  i genitiv, og om det er rigtigt at hustru breder sig som erstatning for kone.

Nyt fra Sprognævnet udkommer fire gange årligt, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver. Her på dsn.dk kan du også læse ældre numre af Nyt fra Sprognævnet. Abonnement koster 100 kr. om året og kan tegnes ved henvendelse til Ida Elisabeth Mørch på moerch@dsn.dk eller tlf. 33 74 74 09.

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik