Samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
I forbindelse med finansloven for 2005 indgik regeringen, DF, SF, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne en aftale som efterfølgende blev tiltrådt af Socialdemokraterne og Enhedslisten, om kultur mv. I forbindelse med aftalen blev der opnået enighed om at afsætte 12 mio. kr. i perioden 2005-8 "med henblik på en ekstraordinær indsats for det danske sprog gennem øget samarbejde og koordination mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur (Dansk Sprognævn og Det danske Sprog- og Litteraturselskab). Indsatsen skal blandt andet bidrage til en styrkelse af den sproglige informationsindsats over for borgerne og offentligheden samt styrke indsatsen for digitalisering af tekster til brug for sprogforskning mv." I forbindelse med finansloven for 2006 blev den ekstraordinære bevilling gjort til et permanent bevillingsløft på 1,5 mio. kr. årligt til hver af de to institutioner.
