Som der

Som der

Spørgsmål: Er det forkert at skrive som der?

Svar: Ja, det er det som regel, men udtrykket er nu ret udbredt i det talte sprog, også på steder hvor det regnes for ukorrekt i skriftsproget. Og faktisk kan det godt være korrekt at skrive som der, somme tider endda nødvendigt.

Det er karakteristisk for relativsætninger at de har et led fælles med deres oversætning, i de følgende eksempler er det computer der er led i både relativsætning og oversætning. I relativsætninger med som og der er henvisningen til dette fælles led udeladt. Den underforstås, men nævnes ikke udtrykkeligt.

Hvis det underforståede led er subjekt i ledsætningen, er der normalt valgfrihed mellem formuleringer med som og formuleringer med der

Han har en computer som/der giver ham problemer.

Hvis der er flere sideordnede ledsætninger, kan der dog kun bruges i den første, de senere kræver som:

Han har en computer som/der giver ham problemer, og som [ikke der] skal skiftes ud.

Når fællesleddet ikke er subjekt, men objekt eller er styret af en præposition, kan man kun bruge som:

Han har en computer som [ikke der] han gerne vil skrotte.

Han har en computer som [ikke der] han har problemer med.

Man kan kende sætninger hvor som der er korrekt, på to ting: dels findes der også i den tilsvarende helsætning:

Der har været mange problemer med hans computer,

og dels kan der ikke udelades, altså:

Han har en computer som der har været mange problemer med

men ikke:

Han har en computer som har været mange problemer med.

Hvis man alligevel skulle komme i tvivl, kan man ofte udelade som:

Han har en computer der har været mange problemer med.

Men det er altså ikke nødvendigt, og somme tider er det slet ikke muligt, fx i visse typer af parentetiske relativsætninger:

Denne computer, som der har været mange problemer med, skal skiftes ud.

Man kan læse mere om som der i Erik Hansen: Rigtigt dansk, 2. udgave, 1993, s. 181-3, og i Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, 4. udg., 2001, s. 108-9.

OR

 

Tilbage til registeret

Handlinger tilknyttet webside
Vores tre hovedopgaver:
  • at følge sprogets udvikling
  • at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug
  • at fastlægge den danske retskrivning og redigere den officielle danske retskrivningsordbog

mere ...

 
Mine værktøjer