Med eller uden -e
Opfyldt/opfyldte, malet/malede, lejet/lejede - interesseret/interesserede, velfornøjet/velfornøjede, henrykt/henrykte
Spørgsmål: Vi kan ikke blive enige om om der skal e på opfyldt eller ej: Alle kriterierne er opfyldte eller Alle kriterierne er opfyldt. Kan I hjælpe?
Svar: Begge formuleringer er korrekte, men den ubøjede form af præteritum participium (kort tillægsform), dvs. opfyldt, er nok den mest almindelige.
I mange tilfælde er man ikke i tvivl om participiets form. De fleste danskere vil fx uden videre vide hvilken form af participiet de skal bruge i følgende sætninger: vi var glade for den lejede bil, det ser ud til at være et par slidte sko og spejderne fik solgt alle lodsedlerne. Men når participiet kommer efter en form af hjælpeverbet at være, og når subjektet (grundleddet) er pluralis (flertal) som i dit eksempel, opstår problemerne, og tit viser det sig at både ubøjet og bøjet form er mulig: de billigste biler er lejede/lejet, bænkene er malede/malet, og altså også alle kriterierne er opfyldte/opfyldt. I sådanne tilfælde er der i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til at bruge ubøjet form.
Ubøjet form er særlig almindelig når præteritum participium indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, fx irriteret over, beregnet til, men bøjet form er altså også korrekt: Vi var irriteret (el. irriterede) over at høre på deres beklagelser, beslagene er beregnet (el. beregnede) til udendørs brug.
Når der fortrinsvis tænkes på en tilstand eller egenskab, behandles participiet normalt som et adjektiv og bøjes. Det gælder især når der er en gradsangivelse foran participiet, fx meget eller ret: hans sko er meget slidte og skaderne er ret begrænsede.
Når der fortrinsvis tænkes på en handling, altså når der er en eller flere personer der har foretaget sig noget, bruges ubøjet form. Hjælpeverbet at blive vil ofte optræde i forbindelse med participiet i disse tilfælde: hele tre biler blev lejet til turen og alle bænkene i parken blev malet i løbet af sommeren.
Der er nogle adjektiver (tillægsord) som helt eller delvis består af oprindelige participier, men som altså er adjektiver. Det gælder fx henrykt, velfornøjet, interesseret. Det er som med alle andre adjektiver altid korrekt at bruge pluralisformen (flertalsformen) af et sådant adjektiv når det hører til et pluralisord, fx vi var henrykte, børnene var velfornøjede. Men når sådanne adjektiver indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, er det også korrekt at bruge singularisformen (entalsformen): vi var henrykt over forslaget, børnene var velfornøjet med solskinsvejret, alle var interesseret i at høre hendes mening.
Man kan læse mere om alt dette i Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, s. 675-680, § 31-35, og i Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, 4. udg., 2001, s. 359-362 og 405-406.
AÅJ
