Forside Sproghjælp Ofte stillede spørgsmål Ét eller to ord: internetadgang/internet adgang

Ét eller to ord: internetadgang/internet adgang

Ét eller to ord: internetadgang/internet adgang, patientbehandling/patient behandling, banegårdscenter/banegårds center

Spørgsmål: Må fx internet adgang og personale afdeling skrives i to ord, eller skal de skrives i et ord?

Svar: Sammensatte substantiver (navneord) skrives i ét ord. De udtales som ét ord, dvs. med hovedtryk på første led, og skal derfor også skrives i ét ord (jf. Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, s. 656, § 18.1). Forbindelserne internetadgang og personaleafdeling skal altså skrives i ét ord.

Hvis man er i tvivl om om en ordforbindelse skal skrives i ét eller to ord, kan man se på hvilken slags ord ordforbindelsen består af. Hvis det første ord er et substantiv (navneord) eller et verbum (udsagnsord) og lægger sig til det efterfølgende ord, skal det altid skrives sammen med dette ord, fx internetudbyder, skolemøde, printerrum, læsesal, hyggestund, køleanlæg.

Det er kun adjektiver (tillægsord) der kan stå foran andre ord og lægge sig til dem uden at de skrives sammen med dem. Man kan fx skrive billig bog, stor magt, lille prins i to ord, men man kan også skrive billigbog, stormagt og lilleprins i ét ord. Skrives de i to ord, er der lige stærkt tryk på første og andet ord. Skrives de i ét ord, er trykket på det første ord stærkere end på det andet, og i de fleste tilfælde er der også en betydningsforskel.

AÅJ

 

Til registeret

Handlinger tilknyttet webside
Vores tre hovedopgaver:
  • at følge sprogets udvikling
  • at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug
  • at fastlægge den danske retskrivning og redigere den officielle danske retskrivningsordbog

mere ...

 
Mine værktøjer