Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/Grov manipulation i artikler om Kæmpe Eskimo
12.9.2016

Grov manipulation i artikler om Kæmpe Eskimo

Pressemeddelelse

Artikler i hhv. Ekstra Bladet og Metroxpress fremmaner en konflikt mellem Sprognævnet og Frisko som ikke eksisterer, og som Sprognævnet ikke havde hørt om før artiklerne blev offentliggjort.

Sprognævnet fastlægger den danske retskrivning og giver råd og vejledning om hensigtsmæssig sprogbrug. Sprognævnet har ikke til opgave at tillade eller forbyde brugen af bestemte ord eller udtryk, netop fordi ord og udtryk ofte opfattes meget forskelligt af forskellige grupper i samfundet.

Vi har på forespørgsel fra Ekstra Bladet i en anden sammenhæng nævnt forskellige ord som af nogle kan blive opfattet som nedsættende, og som man derfor skal være varsom med at bruge når man omtaler andre mennesker, fx “eskimo” og “sigøjner”.

Men Dansk Sprognævn har ikke på noget tidspunkt anklaget Frisko for racisme, og vi har slet ikke beskæftiget os med varebetegnelsen “Kæmpe Eskimo”. Sprognævnet har heller ikke udtalt at man er racist hvis man bruger disse udtryk. Modsætningsforholdet mellem Sprognævnet og Frisko er det rene opspind og efter vores opfattelse udtryk for groft manipulerende journalistik og uvederhæftig sprogbrug.

Dansk Sprognævns direktør udtaler: ”Jeg synes at det er stærkt bekymrende at være vidne til hvordan pressen skaber konflikter hvor de ikke er, især når det gælder sprogbrug. Sprognævnets velmente råd og vejledning om at man skal vælge sine ord med omhu, bliver fremstillet som anklager om racisme og krav om at produkter skal trækkes tilbage. Vi oplever desværre ofte at vi bliver påduttet en rolle som vi ikke har, men denne her tager prisen”.

Kontakt direktør Sabine Kirchmeier på sabine@dsn.dk eller 33747406.

Link til artiklerne om Dansk Sprognævn og Frisko i Ekstra Bladet og Metroxpress.